Hans Jørgen G. Gundersen

Den første dag i februar 2021 døde Hans Jørgen G. Gundersen fredeligt i sit hjem med familien omkring sig. Et langt og usædvanligt liv var slut. Hans Jørgen blev cand.med. fra Aarhus Universitet i 1970 og var allerede som ung læge langt inde i en imponerende forskerkarriere. I begyndelsen diabetesforskning, der senere udviklede sig til stereologi, læren om »hvordan man med et sæt af matematisk-statistiske metoder kan bestemme tredimensionale egenskaber ved forskellige elementer i en sammensat struktur ud fra målinger på et mindre antal tynde (todimensionale) snit gennem strukturen«. Her fandt Hans Jørgen de udfordringer, han havde ventet på, og fra hans laboratorium flød der i de følgende år en konstant strøm af nye matematisk verificerede formler, til brug for forskere med interesse for stereologi. Resultaterne kan ses på den tilsvarende strøm af unikke videnskabelige arbejder, der i samarbejde med gode kolleger blev publiceret i de følgende år. Metoder som disectoren, fractionatoren, nucleatoren m.m. anses nu af mange som »The Gold Standard« i laboratorier verden over. For sit arbejde modtog Hans Jørgen mange anerkendelser, herunder Novo Nordisk Prisen, Marie og August Krogh Prisen samt The Friedmann Rescue Award.

Hans Jørgen rejste meget og kendte forskere over hele verden, hvoraf flere blev personlige venner. Han elskede at forelæse på stereologiske kurser og forberedte sine foredrag med stor omhu. Ikke et foredrag måtte ligne det foregående, selv om emnet var det samme. På den måde ville han undgå at blive kedelig, hvilket nu aldrig var aktuelt.

Hans særlige evne til at forenkle vanskelige problemer var baggrunden for hans specielle talent, og hans metoder rakte med en overraskende lethed fra biologi til teoretisk matematik og statistik. Gennem hans samarbejde med nære kolleger fra andre discipliner resulterede det i stribevis af højtciterede publikationer.

Hans Jørgen var fantastisk inspirerende at samarbejde med både som ny ung forsker, men også senere i karrieren. Han havde en særlig evne til at få ideer til nye metoder, som kunne løse lige præcis det problem, som man gerne ville have afklaret. Diskussioner og ideer kunne køre i timevis, og når alle var godt trætte, drog Hans Jørgen videre til det næste møde om et nyt projekt.

I hans bedste år, som varede flere dekader, spredte han sin enorme energi og entusiasme til de mennesker, han mødte. Han var en »force of nature«, der smittede specielt de studerende med sin ustoppelige iver efter at nå ind til problemets kerne. Da en ung stereolog spurgte ham, hvor langt mon hans projekt kunne nå, svarede Hans Jørgen begejstret, »langt, meget langt, the sky is the limit«.

Om aftenen, når arbejdet var gjort, elskede Hans Jørgen at sidde omkring et bord med sine nære venner og en god bøf, masser af vin og et ubegrænset antal cigaretter. Diskussionerne omkring bordet rummede alt, hvad der optog ham i øjeblikket, fra universets sorte huller til skønheden i disectoren. Ofte flød aftenen ind i natten og fortsatte, til solen langsomt stod op. Så gik Hans Jørgen nødtvungen i seng. Rummet var fyldt med latter.

Vi vil savne hans enorme entusiasme og helt unikke talent, som han generøst delte ud af. Vores tanker går naturligt til de to elskede døtre, børnebørnene og svigersønnen.