Content area

Hans Jørgen Gottlieb Gundersen

2.5.1943-1.2.2021
Forfatter(e)

Forfatter(e) Jens Randel Nyengaard, Morten Ladekarl, Karl-Anton Dorph-Petersen, Thomas Fichtner Bendtsen, Karsten Nielsen & Flemming Brandt Sørensen

Efter kortere kræftsygdom har vi mistet en af de største begavelser inden for dansk lægevidenskab. Hans Jørgen G. Gundersen blev læge fra Aarhus Universitet i 1970 og forskede allerede som student i diabetiske senkomplikationer under professor Knud Lundbæk på Århus Kommunehospital. Her blev kimen lagt til hans metodologiske disputatsarbejde og gennembrud, der er fundamentet i den moderne stereologi. Som professor på Stereologisk Forskningslaboratorium, Aarhus Universitet, opfandt Hans Jørgen en række revolutionerende metoder til akkurat bestemmelse af antal og størrelse af celler og strukturer, baseret på spatiale samplingsprincipper. Hans Jørgen bidrog, via samarbejde med talrige forskere verden over, til forskning inden for stort set alle strukturelle sygdomme og blev hædret med fornemme anerkendelser, bl.a. Novo Nordisk Prisen, Marie og August Krogh Prisen og The Friedman Rescue Award.

Hans Jørgen var en uovertruffen formidler og underviste på en lang række internationale kurser, der sammen med instruktive oversigtsartikler gav forskere muligheder for at frembringe »unbiased« data. Utallige unge forskere har lagt vejen forbi Hans Jørgens altid åbne og røgfyldte kontor, og modtaget inspirerende vejledning i de grundlæggende forudsætninger for at opnå sande konklusioner. Han havde et sublimt overblik og mestrede forenklingens kunst. Sampling i organer og væv blev effektiviseret via raffinerede, men simple stereologiske tiltag. Hans Jørgens evne til hurtigt at sætte sig ind i mangeartede videnskabelige hypoteser og kliniske udfordringer og hans innovative, positive og associative tankegang katalyserede en nyorientering hos mange af os, som søgte hans vejledning og samarbejde. Som ung forsker blev man bjergtaget af Hans Jørgens intellekt og entusiastiske tilgang til selv relativt primitive ideer, som kunne afføde mange nye og bedre videnskabelige spørgsmål. Man følte sig hurtigt inkluderet i Hans Jørgens forskerhold, og han fulgte empatisk de mange projekter over indsamling af data til analyse- og skrivefasen, selvom manuskriptbunkerne på skrivebordet nåede op over øjenhøjde. I festligt lag var Hans Jørgen det naturlige midtpunkt og altid sidst i seng. Hans Jørgen var et vaskeægte geni – en unikt sammensat og karismatisk person, som satte sit præg på en generation af forskere, der står på hans skuldre.

Vores tanker går til Hans Jørgens døtre Pernille og Signe.