Lars Thorgaard
18.10.1947-3.9.2010
Fra en fyldt Risskov Kirke tog familie, venner og kolleger afsked med psykiater Lars Thorgaard. Lars døde af en kræftlidelse 62 år gammel, et enestående menneske og en god kollega er her ikke mere.
Lars Thorgaard kom fra Esbjerg, blev kandidat fra Aarhus Universitet i 1974 og rejste umiddelbart efter embedseksamen til Oslo, hvor han knyttede varige bånd til det norske psykoterapeutiske miljø. Efter turnus i Sverige og uddannelsesstilling på Fyn blev han speciallæge i psykiatri og praktiserende psykiater i Odense. I 1991 blev Lars overlæge på Psykoterapeutisk Afdeling E, Psykiatrisk Hospital i Århus, hvor han deltog i den psykoterapeutiske uddannelse af yngre psykiatere gennem sin inspirerende supervision. Disse år blev fagligt frugtbare med tidsskriftartikler og bogkapitler om psykoterapeutiske emner, og han var med sin store arbejdskapacitet en central person i etableringen af den psykoterapeutiske manual for Det Nationale Skizofreniprojekt. Men nye tider medførte nedlæggelse af den psykoterapeutiske afdeling, og Lars kom til Herning, hvor han udgav sit fembindsværk »Relationsbehandling i Psykiatrien« og i 2008 fik etableret Center for Relationsbehandling, Mestring og Miljøterapi.
Lars Thorgaard har haft stor betydning for psykoterapien i Danmark som igangsætter og inspirator på mange niveauer: initiativtager til Den Psykoterapeutiske Arbejdsgruppe på Fyn, medstifter af Dansk Selskab for Psykoanalytisk Psykoterapi samt supervisoruddannelse og årlige supervisorseminarer i dette regi, miljøterapeutisk uddannelse, Balintgrupper og supervisoruddannelse for praktiserende læger, dannelsen af Det danske Balintselskab og udgivelse af »Lægen som Lægemiddel«. Han var en efterspurgt underviser, supervisor og foredragsholder i Skandinavien og internationalt, blandt andet i regi af The International Society for The Psychological treatments of The Schizophrenias and Other Psychoses. Men hans styrke og det, han især vil blive husket for, lå i det nære. Med Løgstrups etik som baggrund var han følsomt opmærksom på betydningen af den menneskelige relation. Han var vedvarende optaget af at møde patienter med respekt og lydhørhed for deres subjektive oplevelser og deres forsøg på at mestre deres vanskeligheder. Hans evne til nærvær og hans omsorg for relationen gik også igen i kollegiale sammenhænge og ikke mindst i forhold til familien, og netop derfor føles tabet af Lars så stort.