Skip to main content
Mindeord

Peter Gottschau

9.4.1957-6.10.2016

En god ven og kollega er gået bort i en alder af kun 59 år. En ondartet hjernesvulst blev hans skæbne.

Peter var en ægte »Køgedreng«. Han voksede op i byen, hvor hans far igennem en lang årrække drev en velanskrevet almen lægepraksis. Peter fulgte i hans spor. Efter en grundig og bred uddannelse slog han sig for 25 år siden ned som praktiserende læge i Hårlev, hvor han forblev frem til sin alt for tidlige død.

Peter var et engageret menneske med stor faglig indsigt. Hans hovedinteresse lå inden for det kardiovaskulære område. Peter gav selv udtryk for, at kimen hertil blev lagt under hans uddannelse på medicinsk afdeling under overlæge Lindahl på det gamle Køge Sygehus. Dette var uden tvivl den bedste tid i Peters lægeliv. De af os, der lærte ham at kende der, fornemmede allerede dengang, at Peter var yderst velbegavet og i besiddelse af stor faglig viden – også selvom han på grund af sin meget ungdommelige fremtoning af og til kunne have lidt besvær med at overbevise specielt de ældre patienter om, at det rent faktisk var 1.reservelægen de talte med!

I vores tid som alment praktiserende læger har vi haft fornøjelsen af at sidde sammen med Peter i vores 12-mandsforening, der blev opstartet tilbage i 1994. Ved vores møder var Peter, med ganske få undtagelser, en fast deltager, der med stor entusiasme, indsigt og spørgelyst var med til at øge det faglige udbytte. Hans veludviklede humoristiske sans og flair for en god historie gjorde ikke vores sammenkomster mindre festlige. Den årlige julequiz, som Peter var fast leverandør af, vil blive savnet.

Privat var Peter et stort familiemenneske. Han var stolt af sin Pia samt af Mads og Mathilde, der til hans store glæde og stolthed begge fulgte familietraditionen og blev uddannet som læger.

Peters personlige relationer i lokalområdet var omfattende som følge af hans mangeårige aktiviteter inden for badminton, tennis, cykling og de senere år også som golfspiller.

Ved besøg i hjemmet i Køge fik man lejlighed til at stifte bekendtskab med Peters evner inden for kogekunsten og blev også delagtiggjort i hans syn på, hvad der karakteriserer en velbrygget øl.

Herudover kunne man også få en god snak om 2. verdenskrig og herunder specielt den danske modstandskamp, der havde hans store interesse, og hvor hans viden var omfattende.

Peter, du efterlader et dybt savn, naturligvis mest hos din familie, men også blandt os kollegaer, der har haft det privilegie at have kendt og arbejdet sammen med dig.

Kære Peter – æret være dit minde.

Jane Michelsen

Michael Jensen

Birgitte Sindberg

Peter Hebsgaard

Stig Rahbek

Karsten Eriksen

Søren Overgaard

Hans Lindahl

Carsten Ingvordsen

Kolleganyt