Peter Rasmussen

Efter flere års sygdom døde professor Peter Rasmussen 76 år gammel. Peter, som vi alle kaldte ham, var en lang årrække en fremtrædende, idérig og energisk skikkelse i dansk neurokirurgi. Hans store faglige og organisatoriske engagement for specialet var ikke mindst betydningsfuld for den neurokirurgiske afdeling i Århus, hvor han var professor fra 1975 til 1986.

Peter stammede fra Lindholm ved Aalborg. Han blev læge i 1953 og havde derefter turnus i Grenå. Hans neurokirurgiske uddannelse startede på den indtil da eneste neurokirurgiske afdeling uden for København, på Århus Kommunehospital hos professor Richard Malmros, hos hvem han blev kandidat i 1955. Med sit karakteristiske gåpåmod og en utrættelig arbejdsindsats markerede Peter sig hurtigt i afdelingen, hvor han kastede sig over behandlingen af ansigtssmerter. Dette udviklede sig til et livslangt klinisk forskningsfelt og førte til disputatsen »Facial Pain«, som Peter forsvarede i 1965. Med stor indføling og humor kunne han fortælle om sine mange og lange ture i bil eller på cykel rundt om i landet til sine patienter, som han efterundersøgte.

I 1963 blev Peter 1. reservelæge på Rigshospitalets neurokirurgiske afdeling og tre år senere overlæge samme sted. Ud over den travle hverdag som neuroki-rurg engagerede Peter sig i i disse år stærkt i uddannelse og undervisning af studenter og yngre læger. Han blev således den første neurokirurgiske kursusleder for den kombinerede neurologiske-neurokirurgiske-neurofysiologiske speciallægeuddannelse. Hans friske, direkte og venlige form gjorde ham til en fremragende og meget afholdt underviser og mødeleder.

Da Richard Malmros i 1975 fyldte 70 år og gik på pension, blev Peter opfordret til at søge professoratet i Århus. Den daværende navnkundige sygehusdirektør Vinter-Møller betingede sig, at de to helt adskilte neurokirurgiske afdelinger G og S skulle slås sammen til en. Med ildhu, optimisme og et ubestrideligt organisationstalent samt en god portion diplomati løste Peter en ikke just taknemlig opgave, således at afdeling GS efter et par år fremstod som Nordens største neurokirurgiske afdeling med 74 senge. De administrative byrder på den store afdeling levnede ikke megen tid til det operative arbejde. Det var før den todelte ledelsesstruktur blev indført. Professoren var afdelingens ubestridte leder. Peter var udpræget demokratisk af sindelag, men også i stand til at træffe beslutninger og skære igennem. Hans begejstring for en sag var smittende, og han inspirerede og vejledte afdelingens yngre læger til klinisk forskning, blandt andet hans oprindelige interesse for smerter. Afdelingens tradition for forskning i cerebralt blodflow og intrakranielle trykforhold videreførtes, og der udgik en række disputatser om både kliniske og eksperimentelle emner inden for neurotraumatologi, subaraknoidalblødning og hydrocephalus. Peters force var i særlig grad at lede og styre store kliniske opgørelser. Således iværksatte og ledede han gennem en årrække et enestående, landsdækkende prospektivt projekt om intrakranielle aneurismer, som resulterede i adskillige internationale artikler. Flere store efterundersøgelser af resultaterne af den kirurgiske behandling af cervikal prolaps, lumbal prolaps og kranietraume så dagens lys. Peter forstod at drage omsorg for sine yngre, forskningsaktive læger både i dagligdagen og ved møder og kongresser i ind- og udland. Hjemmet i Skåde hos Peter og Eva var præget af gæstfrihed og ofte ramme om muntre sammenkomster med fordomsfrie diskussioner, spisning og dans. Aldrig var det kedeligt.

Peter havde det princip ikke at være i nogen stilling i mere end ti år. Ved sin 60-års fødselsdagsfest meddelte han ved natmaden, at han samme dag havde indgivet sin afskedsansøgning! Peter søgte nye udfordringer under fjernere himmelstrøg, hvor hans operative iver blussede op igen som chef for den neurokirurgiske afdeling ved Ibn Al Bitar Hospital i Bagdad fra 1987 til 1989.

Peter havde stadig stor appetit på livet, hvilket gav sig udtryk i en betydelig rejse- og skrivelyst, som de senere år blev hindret af sygdom.

Tilbage står mindet om en dynamisk og inspirerende personlighed, som formåede at forene forskning, undervisning og god lægegerning til en helhed.

Æret være hans minde.