Steen Olsen
15.1.1927-28.5.2004I 1963 kom en 36-årig mand til Århus. Han var blevet overlæge ved Patologisk Anatomisk Institut på Århus Kommunehospital og udnævnt til professor ved Aarhus Universitet.I bagagen var der bl.a. en guldmedalje i teoretisk medicin fra Københavns Universitet og disputatsen »The brain in uremia« fra 1961. Det var Torkild Steen Olsen.Steen Olsen kom til en lille afdeling, som, da han forlod den i 1997, var blevet stor. Det var hurtigt blevet en universitetshospitalsafdeling med et vidt forgrenet samarbejde og en år for år stigende og stor videnskabelig produktion. Den forstandige, dygtige og inspirerende styrmand var Steen Olsen. Det blev til mange projekter, og de blev fuldført.
Nefro-uro-patologien var hans felt, og i alle årene forblev han aktiv. 4-banden i Århus (Kissmeyer, Posborg, Fjeldborg og Steen Olsen) indførte nyretransplantation i Danmark. Den første beskrivelse af hyperakut rejektion blev publiceret i The Lancet i 1966. Med Lundbæks gruppe indledtes et mangeårigt og vellykket samarbejde om diabetisk nefropati. Senere fulgte en lang række lys- og elektronmikroskopiske arbejder om glomerulonephritis og den lithiuminducerede nefropatis morfologi. Samarbejdskredsen var stor og international.
Steen Olsen var det Medicinske Fakultets dekan ved Aarhus Universitet i 1967-1968. »Studenteroprøret« var ikke hans »kop te«. Som den redelige og ikkeholdningsløse person han var, valgte han at standse.
Steen Olsen var en meget dygtig underviser af studenter og kolleger. Tavle og kridt og siden computer blev brugt forbilledligt, talen var klar, og undervisningen aldeles velstruktureret og tilpas krydret.
Hans gode evner, den naturlige respekt han indgød og ikke mindst, at han var en meget venlig mand, der kunne samarbejde, blev hurtigt efterspurgt i fondsbestyrelser, editorial boards, videnskabelige sammenslutninger og forskningsråd. Fra 1981 til 1990 var han formand for Kræftens Bekæmpelse. Der skete meget i Kræftens Bekæmpelse i disse år. Let var det næppe at stå i spidsen, men Steen Olsen stod fast.
Han var en uforlignelig taler. For medarbejderne på Patologisk Anatomisk Institut var professorens julefrokosttale en altid imødeset fornøjelse, ofte umanerlig skæg, altid beåndet.
Som om det nu ikke var nok! Men han var musikalsk og musikkyndig. Vidste meget om litteratur, poesi og filosofi, kunne sin medicinalhistorie. Voltaire og Andreas Peter Bernstorff læste og studerede han i årevis. Krigene i 1848 og 1864 var han ekspert i. Tegneblokken var med på ture og rejser. En nutidig renæssancemand: Encyklopædisk vidende, nysgerrig og innovativ. Han forfulgte sine mål, og den meget venlige mand havde en jernvilje til at gennemføre det, der var den nøje overvejede plan.
Det har altid været klart, at Steen Olsens fikspunkt var familien. Kirsten, Anette, Henrik og Peter. Kirsten og Torkild Steen Olsen var gæstfri ud over alle grænser og omsorgsfulde. Steen Olsen kunne nå så meget, som tilfældet var, fordi Kirsten hjalp ham til at kunne det.
Da Steen Olsen blev 60 år, blev han tilegnet et festskrift med bidragydere fra mange lande. Da han blev 70 år, holdtes et internationalt symposium, ligeledes med samarbejdspartnere fra nær og fjern.
Steen Olsen var æresmedlem af Dansk Selskab for Patologisk Anatomi og Cytologi.
Nu er det forbi. Steen Olsen er død. Han havde en stor og god indflydelse på dansk patologi og er en af de nye, danske patologer, der formåede at gøre sig gældende internationalt.
Han har haft stor betydning for mange - ikke blot fagligt, men også som en klog samtalepartner. Han havde en usædvanlig dannelse, intellektets såvel som hjertets.
Æret være hans minde.