Lasse Høgh Andersen fortæller:
1. Udvælgelse
Akutlægehelikopterens læger er erfarne præhospitale akutlæger, der til daglig arbejder et sted, hvor man ser mange dårlige patienter. Til større ulykker kan akutlægehelikopteren altid stille med en indsatslederuddannet læge – det er jeg også.
I et team er der ud over lægen en pilot og en HEMS-redder – det er en forkortelse for Helicopter Emergency Medical Service, og det er en betegnelse for en paramediciner med ekstra uddannelse i navigation og radiokommunikation. Når vi er i luften, fungerer HEMS-redderne som pilotens assistent, og på jorden indgår de som paramedicinere i behandlingsteamet sammen med lægen. Vi er alle en del af crewet med flere opgaver. Som læge har jeg også ikkelægelige opgaver, når vi er i luften på vej til patienten. Og når vi er på jorden, indgår piloten i behandlingsteamet og klargør for eksempel blodtransfusioner og respirator.
Vi fungerer som et tæt team, og det er alle gode folk. Jeg bliver altid glad, når jeg møder ind, uanset hvem der er med i teamet. I udvælgelsen af nye kolleger, lægges der stor vægt på, at man – ud over at være dygtig – også er et menneske, som andre har lyst til at være på vagt med flere døgn i træk. Man skal være udadvendt og god til at samarbejde, og så skal man være indstillet på at deltage i alle mulige opgaver.
2. Vagterne
Man kan have vagter i flere døgn i træk – som oftest to eller tre. Jeg afspadserer tre dage fra mit normale fuldtidsarbejde for at have to vagter, så det kræver, at man får organiseret både sit arbejde og sit privatliv rigtig godt. Jeg har typisk vagt 48 timer om måneden.
Vi er underlagt flyvetidsregler, som medfører, at man bliver grounded, hvis man har arbejdet 14 timer inden for det seneste døgn. Det er forudsætningen for, at vi kan være på vagt flere døgn i træk.
Vi skal flyve til tidskritiske tilstande, som kræver højtspecialiseret behandling på et universitetssygehus. Jeg kører også akutlægebil, og det, vi ser i helikopteren, er en anden og mere selekteret patientpopulation end i akutlægebilen, hvor det er mere blandet.
Mange af vores ture er skarpe, hvor patienterne har behov for avanceret behandling, men det er ikke blod og indvolde det hele. Vi henter mange hjertepatienter, neuropatienter, brandsår, traumer samt børn. Og derudover har vi en del overflytninger fra akutsygehus til universitetshospital, hvis der er langt til universitetssygehuset, og hvor det er afgørende, at patienten kommer hurtigt frem. Vi oplever meget godt kollegaskab på tværs af regionsgrænser. Hvis der ikke er plads på det ene sygehus, tager et andet imod. Vi møder altid åbne døre.
Som udgangspunkt skal vi ikke hente patienter, som skal behandles på lokale akuthospitaler. Eneste undtagelse er øerne, hvor vi har en særlig forpligtelse. Her bliver vi sendt til mere almindelige akutlægeopgaver, hvis alternativet stiller patienten meget dårligere. På øerne er det derfor ikke altid en meget akut ABCD-situation, og der kan være noget socialt ind over.
De fleste ture varer to timer. Men enkelte ture kan vare fire-fem timer.
3. Debriefing
Vi debriefer alle ture efter en struktureret liste. Det indbefatter både den medicinske behandling af patienten, samarbejde med hinanden og de andre enheder, radiokommunikation, det flyvetekniske, landingssted, navigation. Vi prøver hele tiden at skærpe vores procedurer ved at være opmærksomme på alle delelementerne på en tur.
Et af punkterne i vores faste debriefing er: How did you feel? Det er et meget godt spørgsmål at stille, for efter en tur kan man have mange forskellige følelser: Det kan være frustration, træthed, tristhed, medfølelse – men også følelsen af at have leveret en god indsats.
Vi er vant til at se mange dårlige patienter, så vi kan tåle en del følelsesmæssigt. Men nogle gange er vi ude til meget voldsomme ting, og det kan virke overvældende – selv på os. Andre gange kan man måske genkende noget fra sit eget liv og bliver ramt under paraderne.
Jeg kan mærke, at mit sårbarhedspunkt har flyttet sig. Når man selv har små børn, kan man blive slået ud af at komme ud til noget, der involverer de helt små – det synes jeg nu stadig kan være voldsomt. Men nu hvor mine egne børn er blevet større, kan jeg mærke, at det påvirker mig mere, hvis teenagere kommer alvorligt til skade eller dør. Sådan kan ens sårbarhedspunkt flytte sig. Det handler typisk om identifikation – patienter, der ligner dig eller dine nærmeste. Det kan også være en 40-årig mor til to, der får en blødning i hjernen, og på et sekund er døende.
4. Træning
Ikke alle vagter er lige travle. Men vi triller ikke tommelfingre på de dage, hvor vi mest er på basen, og der ikke er så mange udkald. Der er masser af opgaver forbundet med at holde base og helikopter driftsklare, og er der tid til overs, kan man tage en tur på løbebåndet.
Vi bruger også en del tid og energi på konstant at optimere vores viden og samarbejde. Noget af det fede ved at være en del af sådan en organisation er, at vi har nogle ekstremt dygtige kolleger, og at vi lærer rigtig meget af at gennemgå hinandens gode eksempler på opgaveløsning. Der er et stort fokus på videndeling internt i organisationen.
5. Fun facts
Smagen af vagt er smagen af müeslibar. Vi ved aldrig, hvornår vi kan spise, så jeg har altid müeslibar i en af mine lommer på dragten. I modsætning til akutlægebilen kan man ikke bare stoppe på tanken og købe to pølsehorn.
Jeg er meget korthåret. Jeg har anæstesilægehår – det er sådan noget, hvor man kan stå op med midt om natten uden at se træt og forpjusket ud.
Vi er mange mænd, og det kan man godt se, når man kigger ned på tallerkenen på en vagt. Vi laver selv mad, og det, der ligger på tallerkenen, er næsten altid meget brunt og gult. Men det smager altid godt.
#GALLERY
