Content area

|

»En mand er i høj fart kastet af sin motorcykel …«

Lasse Høgh Andersen er anæstesilæge i HovedOrtoCentret på Rigshospitalet med tilknytning til TraumeCentret og akutlægebilen. På konsulentbasis arbejder han på Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning – primært på basen i Billund.
Lasse Høgh Andersen på vagt. Han har oftest vagt på basen ved Billund, men den dag, han blev fotograferet og videofilmet, var han på vagt på basen ved Ringsted. Foto: Claus Bech.
Forfatter(e)
Fortalt til Bodil Jessen, boj@dadl.dk

04.45: Står op. Der er helt stille i lejligheden i København. Min kæreste sover, og jeg lister rundt. Tasken er pakket dagen i forvejen og står i gangen, så jeg ikke vækker resten af huset. Jeg vågner med et bad og brygger en frisk kop kaffe til turen.

O5.15: Kører hjemmefra. Stopper ved en bager på vejen og køber friskt brød. Man må ikke forlade basen under sin vagt, så derfor er det obligatorisk, at den læge, der møder på vagt, har friskt brød med.

08.15: Ankommer til helikopterbasen i Billund. Jeg får en kort rapport fra den kollega, jeg skal afløse, og begynder at gøre mit udstyr klar – uniform, støvler og hjelm – så jeg er klar til, at vi kan lette inden for maks. fire minutter efter alarm.

08.30: Teamet, som ud over mig består af pilot og paramediciner, tilbereder morgenmad sammen, og mens vi spiser, har vi vores daglige briefing, hvor vi taler om vejr, flyve- og baseforhold, og vi gennemgår »medical minutes«, som er et medicinsk emne eller en opgave. Derefter laver vi det daglige tjek på helikopteren med funktionskontrol, vask og optælling af udstyr efter et fast skema, så alt er gennemgået og tjekket.

09.30: Første udkald. Vi når frem til en ældre mand, der efter besvimelse er vågnet op med stærke smerter i bryst, ryg og mave. Han er følelsesløs i begge ben. Patienten fejler en del ting i forvejen, han er bleg og forpint, men har normale vitalparametre. EKG samt ultralyd af abdomen og hjerte giver ikke forklaring på tilstanden, men han er en højrisikopatient, så vi vælger at flyve ham til OUH under obs-diagnose aortadissektion. Vi giver ham smertestillende og kvalmestillende undervejs.

11.36: Tilbage på basen. Vi går videre med det daglige tjek; gennemgår akuttaske, bestiller ilt, kontrollerer sprøjtepumper, tæller medicin op i depotet og tjekker, at der ikke er noget, der er udløbet.

12.30: Spiser frokost, imens vi debriefer den tur, vi har været på.

13.09: Udkald 2. En interhospital overflytning fra et akutsygehus til Skejby. Patienten har en stor apopleksi og har behov for trombektomi. Egentlig hører han til i Odense, men de er optagede, så derfor har de bedt kollegerne i Skejby om hjælp til behandlingen. Patienten er ABC-stabil, men en stor apopleksi er en tidskritisk tilstand, og derfor er det vigtigt, at han kommer i behandling med det samme.

15.02: Tilbage på basen, vi pakker op igen og refueler. Det gør vi efter hver tur, så helikopteren altid er fuldt funktionsdygtig.

15.11: Udkald 3. Vores paramediciner har overskredet tidsgrænsen og er gået ud af duty, så opgaven må omdisponeres til helikopteren i Skive. Vi kalder en erstatning ind for paramedicineren fra det reservecrew, der står til rådighed.

18.00: Vi begynder at lave aftensmad, kyllingeret af udefinerbart asiatisk tilsnit, men vi kommer ikke langt.

18.11: Udkald 4. En ældre mand har brystsmerter og er svimmel. Ambulance og akutlægebil er fremme og har rekvireret os med henblik på transport til Odense. De har konstateret, at patienten har tredjegrads AV-blok. Da vi lander, har de startet isoprenalin-infusion, som får hjertet til at slå hurtigere, og patienten er nogenlunde ABC-stabil – dog med en stærkt vekslende hjerterytme. EKG viser tegn på en blodprop, og inden vi letter med ham, kontakter vi kardiologerne i Odense og aftaler med dem, at vi forbehandler ham, mens vi er i luften – det vil sige magnyl og heparin, samtidig med at vi aftrapper isoprenalin-infusion. Vi afleverer ham direkte i kard.lab., hvor de laver PCI, akutte ballonudvidelser.

19.50: Tilbage på basen. Vi pakker op igen og fortsætter med at lave aftensmad. Vi er ved at være rigtig sultne. Vi får lige sat aftensmaden på bordet, men vi når ikke at spise den.

20.26: Udkald 5. En mand i 50’erne med hjertestop. Naboerne har fundet ham og har startet genoplivning. Da vi lander, er lokal ambulance og lokal akutlægebil i gang med avanceret genoplivning med fortsat hjælp fra naboerne. Vi indgår i samarbejdet og afklarer behandlingsprioriteterne.

Vi begynder at gøre patienten klar til transport, sideløbende med at vi fortsætter den avancerede genoplivning og er i kontakt til kardiologerne i Odense. Vi skal have afklaret, om patienten er kandidat til ECPR-behandling på hjerte-lunge-maskine, ECMO. Det er en rigtig omfattende behandling, som kun skal gives til få, udvalgte patienter, hvor vi har en rimelig forventning om, at de ikke er så skadede af hjertestoppet, så de aldrig vil vågne igen. Ellers er det bare at trække døden i langdrag.

Vi prøver at arbejde fremad, indtil der er en afklaring. Vi gør transport klar, mens vi fortsætter genoplivningen, og mens vi konfererer med kardiologerne. Da vi er i gang med at transportere patienten hen mod helikopteren, melder kardiologerne ud, at flere faktorer taler mod, at det vil gå patienten godt, hvis han bliver behandlet med ECPR.

Kort efter indstiller vi behandlingen. Hjertet har ikke vist nogen tegn på at genvinde pumpefunktionen, og yderligere behandling er udsigtsløs. Lægebilen og ambulancen bliver på stedet og drager omsorg for afdøde, de pårørende og de mange naboer. Vi tager afsted.

21.54: Tilbage på basen. Efter vi har pakket op og gjort helikopteren klar, spiser vi en lidt sen og kold kylling, mens vi debriefer turen.

22.25: Udkald 6. En ældre plejehjemsbeboer på en ø har fået et ildebefindende. Da vi lander, er han i sin habituelle tilstand, men han er præget af sin høje alder, komorbiditet og af et meget ringe indtag af føde og væske. Præhospitalt er det ret vanskeligt at få fastslået, hvad behandlingsniveauet skal være for patienten. Vi har ikke adgang til hospitalsjournaler og heller ikke til den praktiserende læge, som kender patienten, så det handler om at bruge sit lægefaglige skøn.

Patienten er nået rigtig langt i livet, og han har afvist udredning af nogle af sine mange gener. Vi skønner, at et mere lokalt behandlingstilbud vil være bedst for ham, og vi taler med sygeplejerske på det lokale sygehus, som godt kender ham og kan tage imod ham. Vi sætter væske op. Eventuel videre behandling kan vurderes lokalt. Præhospitalt må man kunne agere på et ofte ufuldstændigt beslutningsgrundlag, og det er ikke altid til patientens bedste at sætte ind med maksimal behandling. Slet ikke i livets slutning.

00.00: Lander på basen igen. Når lige at pakke op.

00.28: Udkald 7. Bliver kaldt til hjertepatient, som skal til Odense. Ambulance og akutlægebil kører os i møde. Undervejs træffer akutlægebil beslutning om, at patienten alligevel kan behandles på lokalt akutsygehus, så vi bliver afmeldt undervejs.

01.11: Returnerer til basen. Jeg har ramt hviletidsreglerne og går out of duty. Der bliver kaldt en kollega ind som afløser, og jeg skynder mig at pakke helikopteren op. Jeg er grounded i ni timer.

02.00: Lægger mig til at sove.

Hør Lasse Høgh fortælle om sin vagt på basen og se første alarmudkald:

10.00: Står op.

10.11: In duty igen. Døgn nummer to i min vagt er væsentlig mere stille end det første døgn. Vi spiser morgenmad og holder daily briefing. Vi laver dagligt tjek og får trænet i helikopteren med udgangspunkt i en case med knivstik i hjertet, som en af de andre helikoptere havde nogle dage før. Ved brug af en simulationsdukke gennemgår vi deres rapport og løsninger trin for trin.

14.46: Dagens første udkald. En mand er i høj fart kastet af sin motorcykel. Vi lander kort efter, at lokal ambulance og akutlægebil er kommet. Patienten, som ligger i ambulancens bårerum, bløder fra læsioner på kraniet, han har smerter i nakken, smerter i venstre side af brystkassen og ser ud til at have brækket venstre arm. Hans venstre side af brystkassen er løs og ustabil, og han har påvirket kredsløb, vejrtrækning og bevidsthed.

Vi mistænker, at han har en pneumothorax på venstre side. Vi lægger ham i rus med fentanyl og ketamin og lægger lidt lokalbedøvelse på venstre side af brystkassen. Så laver vi et snit og åbner op til lungen. Der kommer luft ud under tryk som tegn på, at han har en tryk-pneumothorax. Hans vejrtrækning og kredsløb bliver nærmest øjeblikkeligt bedre.

Vi lægger dræn ind i brystkassen og standser blødningen fra hans skalplæsion med en forbinding, han får blødningshæmmende tranexamsyre, og vi stabiliserer ham i en vakuummadras, så han er klar til transport.

Vi melder ham til Odense som traumekald. Han holder sig pænt stabil til Odense, undervejs giver jeg ham ekstra smertestillende og undersøger ham nærmere med ultralyd, måler blodsukker osv. Patienten er påvirket af medicinen, men han er vågen og kan svare for sig, da vi lander.

16.51: Tilbage på basen. Pakker op og debriefer. Resten af døgnet er meget roligt.

19.30: Laver aftensmad, burgere med grillede bøffer, og vi spiser uden afbrydelser. Det er rigtig hyggeligt.

23.00: Går i seng

00.30: Udkald. Vi tjekker vejret. Der ligger lave skyer over hele regionen, og vi kan desværre ikke lette, fordi vejret er under de minima for sigtbarhed, som vi må flyve i.

7.30: Står op, pakker mine ting og fjerner dem fra helikopteren, så der er klart til den kollega, der skal afløse mig. Brygger en stor kop kaffe til min tur hjem.

8.30: Slut på min officielle vagt. Min afløser kommer med friskt brød.

8.50: Jeg begynder at køre hjem.

Læs også: 5 ting, du (måske) ikke ved om livet som helikopterlæge

Blad nummer: 

Right side

af Simon Graff | 27/09
4 kommentarer
af Jonathan Dahl | 26/09
1 Kommentar
af Claus Rasmussen | 23/09
1 Kommentar
af Birger Kreutzfeldt | 22/09
1 Kommentar
af Jeppe Plesner | 21/09
8 kommentarer
af Hanne Madsen | 21/09
5 kommentarer
af Sigrid Bjerge Gribsholt | 19/09
2 kommentarer
af Thomas Edgar Lauritzen | 17/09
1 Kommentar
af Claus Bisgaard | 16/09
4 kommentarer
af Robert F. Chouinard | 09/09
1 Kommentar