»FAS varetager ikke de kommende overlægers interesser«, når nyansatte overlæger fra april næste år vil få 30.000 kroner mindre i grundløn de første tre år af deres ansættelse som overlæger. Det mener 759 afdelingslæger, der har skrevet under på en protestskrivelse.
Aftalen om den lavere grundløn var prisen for den stillingsreform, som også var en del af overlægernes overenskomst, der netop er blevet indgået.
Den lavere løn vil ramme de læger, der i dag er ansat som afdelingslæger, der er organiseret i Yngre Læger, men som ser frem til en ansættelse som overlæger. Afdelingslægerne mener, at aftalen er et brud på Lægeforeningens vedtægter. De henviser til denne passage:
»De forhandlingsberettigede foreningers formål er at varetage deres medlemmers samlede økonomiske og faglige interesser, herunder at slutte aftaler og overenskomster med offentlige myndigheder eller med private institutioner og virksomheder. Det skal ske i respekt for Lægeforeningens formål og de øvrige forhandlingsberettigede foreningers interesser«.
Aftalen er ikke i Yngre Læger-medlemmernes interesse, mener underskriverne med henvisning til Lægeforeningens vedtægter, og de mener derfor, at det er en sag udenfor overenskomstområdet, der normalt behandles af den enkelte delforening.
Afdelingslægerne ønsker, at aftalen bliver taget af bordet, fremgår det af brevet.
Ugeskrift for Læger afventer en reaktion fra Yngre Læger og Overlægeforeningen.
Læs hele protestskrivelsen her.