Alle taler om hybridkrig: Hvad betyder det for sundhedsvæsenet?

Han er forsker i beredskab og faglig leder af Center for Samfundssikkerhed på Forsvarsakademiet. Derfor er det ham, som alle journalister lige nu ringer til. For er det en russisk invasion via Køge Bugt, vi danskere skal frygte? Er det rettidig omhu, at vi nu skal have dåsesupper, powerbanks og radio med håndsving derhjemme? Eller er det mest skibsfarten, det går ud over med GPS-jamming?

Alt det og mere til bliver Rasmus Dahlberg som en af landets fremmeste beredskabsforskere spurgt om i disse tider, hvor Rusland rasler med sablen, og forsvarsministeren netop har lanceret en række beredskabsråd.

Men der er én ting, som ingen har spurgt ham om endnu. Så det gør Ugeskrift for Læger.

Hvad sker der med sundhedsvæsenet, hvis Danmark bliver angrebet?

»Det kommer helt an på, hvad man taler om. Taler man om den traditionelle stereotypiske opfattelse af krig, hvor nogle skyder på os, eller mener man hybridkrigsførelse, som er langt det mest sandsynlige«, lyder det indledningsvist fra Rasmus Dahlberg, der har skrevet bøger om kriseledelse og samfundssikkerhed.

Han svarer selv på spørgsmålet. Det er hybridkrigsførelse, der er relevant at tale om. Når krigsførelse er hybrid, betyder det, at den er sammensat. At trusler og angreb foregår på mange fronter og parametre samtidig. Så bredt, at det i princippet både kan omfatte alt fra traditionelle militære angreb med krudt og bomber til de aktuelle angreb på GPS-systemer, gasledninger og cybersikkerhed, som vi har set i Danmark og lande omkring os for ganske nylig. Ja, og så til potentielle fremtidige angreb på strøm- og vandforsyning, destabiliserende angreb på økonomi og valuta samt sabotage af virksomheder og ikke mindst holdningspåvirkende angreb gennem misinformation på sociale medier.

»En hel masse forskellige virkemidler samtidig, som foregår under tærsklen for egentlig krig«, som Rasmus Dahlberg sammenfatter den form for hybridkrigsførelse, som vi i Danmark skal være mest bekymrede for.

Men bøvl end krig

Formuleringen »tærsklen for krig« er vigtig for et land som Danmark. For når det er over tærsklen for krig, så kan vi ringe til Nato og få hjælp fra artikel 5, den såkaldte musketer-ed. Men når det er under tærsklen for krig, betyder det, at angrebene ligger i en gråzone. Man opdager, at der er sket en strømafbrydelse, et hackerangreb eller et brud på en gasledning i Østersøen, men man kan ikke dokumentere, hvem der står bag det. Derfor kan man ikke kalde det en krigshandling. Derfor er det snarere:

»Bøvl«.

Med det ordvalg vil Rasmus Dahlberg sige, at hybridangreb er effektive, fordi de skaber en masse rod.

»Det er uklart, hvem der har ansvaret for at håndtere det. Det er også uklart, hvordan man skal respondere på det. Og har vi ret til det? Det så vi tydeligt med Nord Stream-sabotagen. Det lå lige uden for dansk og svensk territorialfarvand, så hvem havde jurisdiktion? Og var det politiet, Arbejdstilsynet, miljømyndigheder eller nogle helt andre, der skulle reagere på det?«, remser Rasmus Dahlberg op.

»Det er formålet med hybridkrig. Det er ikke at erobre et land eller vælte en regering. Formålet er at destabilisere. Skabe usikkerhed, utryghed og forvirring hos modparten. Uden selv at blive stillet til regnskab. For det er djævelsk svært at finde ud af. Og ingen har rigtig lyst til at reagere på det, for det kan medføre utilsigtet eskalation«, forklarer han.

Hospitaler ramt

Hvis man zoomer lidt længere ind på de hybridangreb, der kan ramme Danmark, kan de f.eks. gå ud over sundhedsvæsenet.

Så hvilke konsekvenser vil hybridangreb have specifikt på sundhedsområdet i Danmark?

»På en måde kan vi se det allerede nu. Jeg blev ringet op af en avis, der spurgte mig, om brandene på Novo Nordisk var sabotage. Det har jeg ingen forudsætninger for at udtale mig om. Men det er interessant, at de ringer og spørger mig. For fem år siden, hvis Novo var brændt, var der ingen grund til at tænke i det. Så vi ser allerede alt gennem en hybridlinse. Og det er i virkeligheden formålet med hybridkrig. At skabe utryghed, usikkerhed og frygt i vores samfund. At ryste vores selvforståelse. Og det ser vi mere og mere af«, mener Rasmus Dahlberg.

Han peger også på to andre begivenheder, der for nylig satte gang i utrygheden. Strømafbrydelsen ad to omgange på Herlev Hospital, som resulterede i, at man omvisiterede en del patienter, herunder fødende og akutte patienter, til regionens øvrige hospitaler, ligesom man aflyste alle robotkirurgiske indgreb. Årsagen viste sig at være et strømudfald fra den lokale byforsyning, som førte til aktivering af hospitalets nødgeneratorer, som af ukendte årsager slog fra.

Rasmus Dahlberg fremhæver tillige et nyligt hackerangreb på hospitaler i London, som gjorde, at operationer måtte aflyses, og der blev akut behov for donorblod, fordi computerproblemerne gjorde, at hospitalet ikke kunne matche patienternes blodtype med beholdningen af blod.

Også i 2017 blev NHS, det engelske sundhedsvæsen, udsat for ransomware, som låste filer på hospitalernes computere.

»På Herlev var det ikke hackere, der stod bag, men det udstiller en sårbarhed, når nødgeneratorerne ikke virker. I England er det heller ikke nødvendigvis den russiske stat, der står bag, men det kan godt være banditter, der er under statens beskyttelse, så det, de foretager sig, er i gråzonen. Er det staten eller den kriminelle gruppe, der har ansvaret? Det er hele pointen, at det skal vi ikke kunne finde ud af«, siger Rasmus Dahlberg.

Mangler horisontalt ansvar

Én ting er konkrete angreb som dem i England, noget andet er, hvad man gør ved dem, når de opstår. Her er vi særligt udfordret i Danmark, mener Rasmus Dahlberg. Af en helt bestemt grund. I Danmark har vi nemlig et såkaldt sektoransvarsprincip, som udfordrer os i forhold til hybridkrigsførelse.

»Det er et problem, at de sektorer, der har ansvaret til hverdag og under kriser, er delt op efter det gamle samfund, hvor politiet har ansvaret for den indre lov og orden, forsvaret for de ydre trusler, sundhedsvæsenet for borgernes helbred og så videre. For hvad sker der så, når truslerne er hybride? Hvem har ansvaret, når truslerne går på tværs af det hele? Samfundet er langt mere sammenvævet i dag, og sektorerne er på grund af digitaliseringen langt mere gensidigt afhængige«, siger Rasmus Dahlberg.

For hvis energisektoren rammes, hvem har så ansvaret for, at hospitalerne ikke kan fungere? Er det sundhedssektoren eller energisektoren? Hvis vi rammes på muligheden for at aflede spildevand, og der kommer smitsomme sygdomme, hvem har så ansvaret for det? I Danmark ved vi ifølge Rasmus Dahlberg ikke, hvem der har ansvaret på tværs, for sektoransvaret er vertikalt.

»Vi mangler et horisontalt koordinationsansvar«, mener han.

Han mener dog, at vi i Danmark skal være glade for, at vi trods alt er gode til at koordinere. Men at vi med det danske sektoransvarsprincip kan få svært ved at koordinere os ud af svære kriser, fordi der kan være modsatrettede logikker i hver vertikale sektor.

Væk fra smørhulstankegang

Derfor har vi hårdt brug for at etablere en superstruktur, måske en ny styrelse dedikeret til krisekoordinering, mener han. En overbygning, der kan instruere sektorerne i, til hvilket niveau de skal forberede sig på kriser, og som også har det overordnede koordinerende myndighedsansvar, hvis svigt i én sektor får konsekvenser for andre. Som i Sverige, hvor man siden 2022 har haft et ministerium for civilt forsvar, som placerer et entydigt politisk ansvar for samfundets samlede robusthed.

»Men det må sektorerne, herunder sundhedsvæsenet, selv finde ud af i Danmark, som det er nu. Jo skarpere krisen er, des mere kommer det danske sektoransvarsprincip til kort«, siger Rasmus Dahlberg og frygter, at vi i en krisesituation kommer til at »koordinere os til døde«, hvis ikke vi får styr på det. Og ikke først vel at mærke, når vi føler os truet.

»Det er en smørhulstankegang. Vi tror, at vi ikke er sårbare, fordi vi ikke har orkaner som i Caribien, skovbrande som i Sydeuropa eller elve, der går over bredderne som i Norge. Men vi er sårbare, fordi vi er et gennemdigitaliseret samfund. Med digitaliseringen følger sårbarheden, for alting er datadrevet i Danmark. Se bare på sundhedsplatformen. Hvis den går ned, så skal alting pludselig til at skrives i hånden«, påpeger beredskabsforskeren.

Danmark halter bagefter

At vi i Danmark mangler en superstruktur, fremgår også af et Nato-overview for Danmark fra 2019/2020, hvor der står.

»En række sektorspecifikke programmer er på plads, og et tværstatsligt organ sikrer koordinering af det civile beredskab, men dets arbejde vil drage fordel af en overordnet ramme for implementeringen af de syv basiskrav«.

Natos syv basiskrav til medlemslandenes civile beredskab tæller bl.a. modstandsdygtige: energiforsyninger, fødevare- og vandressourcer, civile kommunikationssystemer og transportsystemer. Det er altså en overordnet ramme med sikring af fortsat drift på de områder, som Danmark mangler.

I offentligheden bliver der oftest talt om Natos artikel 5, musketer-eden, men faktisk står der i Natos artikel 3, at medlemslandene er forpligtet til at sikre deres modstandskraft og være klar med en bred vifte af beredskaber, som støtter kontinuitet i levering af væsentlige samfundsydelser og kritisk infrastruktur. Herunder har Nato konkrete forventninger til beredskabet på f.eks. sundhedsområdet, påpeger Rasmus Dahlberg.

En nylig rapport om opbygning af modstandsdygtighed over for hybride trusler og best practices i Norden konkluderer desuden, at modstandsdygtigheden er god i mange af de andre nordiske lande, men at i Danmark mangler vi gode praksisser og er bagud. Rasmus Dahlberg fremhæver, at der i rapportens allerførste linje om Danmark står:

»Danmark, i modsætning til Finland, Sverige og Norge, karakteriserer ikke sin forsvarspolitik som totalforsvar, og terminologien er sjældent brugt i landet«.

»I den rapport står det sort på hvidt. At vi ikke anvender et totalforsvarskoncept i Danmark, men i stedet fæstner vores lid til et mere fragmenteret beredskabsansvar ud fra sektoransvarsprincippet«, påpeger Rasmus Dahlberg.

Sidst, men ikke mindst påpeger han, at Danmark også er forsinket i implementeringen af to søsterdirektiver fra EU: CER og NIS2, der handler om at styrke kritiske enheders modstandsdygtighed, herunder cybersikkerheden.

Viden er gået tabt

Netop totalforsvarstænkningen er ellers noget, vi i Danmark har haft fokus på tidligere. Under den kolde krig var det netop totalforsvaret, man tænkte i, fordi man var helt bevidst om, at det militære forsvar var afhængigt af, at sundheds-, vand- og elsektorerne fungerede. Derfor samtænkte man de civile og militære ressourcer.

F.eks. byggede man folkeskoler, så de også havde en krigstidsfunktion. Det gjaldt f.eks. Nørrevangsskolen i Slagelse, der skulle kunne huse 15.000 evakuerede københavnere. Derfor var gangene på skolen bygget brede, og der blev indlagt vask og rindende vand i klasselokalerne. Skolebiblioteket var indrettet, så det kunne fungere som storkøkken, og den kommunale kommandocentral havde lokaler under gymnastiksalen. Derudover var mange andre skoler i Danmark tiltænkt en rolle som nødhospital, hvorfor dørene blev bygget brede, så hospitalssenge kunne komme igennem.

»Men det er en masse viden, der er gået tabt i dag. Desværre, må man sige«, lyder det fra Rasmus Dahlberg.

Fredsdividenden, kalder man det faktum, at vi i Danmark og mange andre vestlige lande har sparet kraftigt på udgifter til militæret på grund af årtiers fredeligere forhold i verden efter afslutningen af den kolde krig.

»Man kan også kalde det beredskabsdividenden. Vi har levet i fred i tre årtier nu, og derfor har vi forladt alle de tankegange, som vi har brug for nu«, mener Rasmus Dahlberg.