Den positive nyhed er, at det går lidt bedre. Den knap så positive nyhed er, at det stadig ikke går særligt godt.
Blot hver fjerde afdelingslæge i Yngre Læger har fået de ti dages efteruddannelse, som de har ret til. Mens kun lige lidt over halvdelen er nået op på mindst seks af de ti dage. Og det er altså ikke fordi, at de ikke har lyst. Eller ikke kan finde noget opkvalificerende, som de synes er relevant. Det handler i altovervejende grad om mangel på tid og mangel på finansiering.
Alt det står at læse i Yngre Lægers nye undersøgelse, hvor 1.046 afdelingslæger har svaret.
Ligesom denne artikel indleder Wendy Sophie Schou, forperson for Yngre Læger, med at tage de positive briller på. For det går lidt bedre. Andelen, som har fået alle ti dage, er steget fra 19% til 24%. Mens andelen, som har fået mindst seks dage, er steget fra 44% til 52%.
»Vi har haft et stort fokus på netop afdelingslægerne og nedsat et speciallægeudvalg, som har været med til at italesætte vigtigheden af det her, og det, tror jeg på, har haft en eller anden effekt«, siger Wendy Sophie Schou.
Men.
»Det er da nedslående, at det er så få, som får deres efteruddannelse. Fordi det er altså en overenskomstbestemt ret. Så vi er meget langt fra målet. Det er bekymrende, at så mange oplever, at det er økonomien eller hensynet til afdelingens daglige drift, som gør, at de ikke kan få den efteruddannelse, de efterspørger. Det er meget kortsigtet og at skyde sig selv i foden. Det ville være meget meningsfuldt, at man prioriterede karriereudvikling af sine fastansatte læger – både for afdelingens skyld, fordi man altså får en masse igen, men også fordi det betyder, at den enkelte læge formentlig vil synes, at det er en attraktiv stilling og har lyst til at blive der«.
Mens mangel på tid er topscoreren (64%), når lægerne skal angive, hvad der har forhindret dem i at få alle ti efteruddannelsesdage, så indtager mangel på finansiering en klar andenplads. Og signifikant stigende. Mens 32% angav økonomi som forklaring i 2022, så er andelen nu oppe på 45%. Nært beslægtet hermed er det, at fire ud af ti svarer, at de selv har måttet betale for udgifter forbundet med den efteruddannelse, de har taget. Især udgifter til forplejning og transport, men også udgifter til ophold og kurset i sig selv.
Uanset hvad forklaringen er i de enkelte tilfælde, når en afdelingslæge får tommelfinger ned på et efteruddannelsesønske, så har det en række uheldige konsekvenser, fastslår Wendy Sophie Schou.
»Vi gør jo i hvert fald ikke noget godt for patienterne, når læger ikke får mulighed for at opretholde deres lægefaglighed. Der sker rigtigt meget i sundhedsvæsenet, og det kræver altså, at vi kan holde os opdateret til at give den bedst mulige behandling«.
Men efteruddannelse er også et vigtigt element i forhold til afdelingslægernes personlige karriereambitioner. Og dermed til både at rekruttere og fastholde lægerne.
»Vi ved, at de læger, som bliver færdige i de her år og bliver ansat som afdelingslæger, har nogle helt andre krav til deres arbejdsliv og er enormt opmærksomme på dynamisk karrieudvikling, og hvad der gør et attraktivt speciallægeliv på lang sigt. De vil virkelig gerne efteruddannes. Dermed er der også for de områder, der har rekrutteringsproblemer, en oplagt mulighed ved at slå sig op på netop at være et sted, hvor man er optaget af at være og holder øje med, at alle får deres ti efteruddannelsesdage«.
Undersøgelsen viser da også, at det er de »nyeste« afdelingslæger, som er længst i forhold til at få efteruddannelse. Mens f.eks. 50% af speciallægerne med 1-2 års anciennitet har en efteruddannelsesplan, gælder det kun for 29% af dem med mere end seks års anciennitet.
Hos Danske Regioner glæder man sig over, at der på flere områder er sket en forbedring – men deler Yngre Lægers holdning om, at det selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, hvis afdelingslæger oplever ikke at få den efteruddannelse, som de har behov for. I et skriftligt svar fra Lars Gaardhøj, formand for Løn- og Praksisudvalget i Danske Regioner, hedder det således:
»Efteruddannelse er helt centralt for, at vi i sundhedsvæsenet hele tiden kan give patienterne den bedste behandling, og samtidig medvirker efteruddannelse til at sikre et fagligt udfordrende arbejdsliv for den enkelte afdelingslæge«.
Han understreger, at efteruddannelsen ikke kun er en ret, men også en pligt, og at den enkelte læge i samspil med ledelsen har et ansvar for sikre efteruddannelsen. Samtidig blev der ved OK21 blandt andet aftalt et større fokus på ledelse.
»Alle større ændringer tager tid. I det lys er jeg glad for, at der også er positive udviklinger i undersøgelsen. F.eks. at det nytter at have fokus på efteruddannelse i forbindelse med MUS. Her kan man blandt andet have den gode samtale om den enkeltes behov, og hvordan det spiller sammen med afdelingens behov«, lyder det fra Lars Gaardhøj.
Et at de steder, hvor man har forsøgt sig med et proaktivt ophør med den manglende efteruddannelse til speciallægerne, er i Region Midtjylland.
For halvandet år siden underskrev Yngre Læger i Region Midtjylland et forståelsespapir med regionen. Dels for at understrege vigtigheden af efteruddannelsesplaner, og at netop de skulle være definerende for den faktiske uddannelsesaktivitet. Dels for at indføre en skærpet deadline for, at der senest tre måneder efter, at en læge oplever ikke at få den efteruddannelse, hun eller han har ret til, skal laves en handleplan. Og endelig for faktisk at afstemme forventninger på, hvad efteruddannelse i det hele taget er.
»For det har måske ikke tidligere været helt tydeligt – hverken for afdelingslæger eller afdelingsledere. På den ene side har nogle læger måske nok haft en snæver opfattelse af, at det kun er kongresser og kurser, mens man på den anden side nogle steder har talt alt med, altså nærmest ned til morgenkonferencer. Så der har været behov for lige at forventningsafstemme med konkrete eksempler som f.eks. seminarer, sidemandsoplæring og akademiske aktiviteter«, siger Morten Krogh Christiansen, der er forperson for Yngre Læger i Region Midtjylland.
Muligvis fornemmer han, at spørgsmålet er undervejs – han svarer i hvert fald straks selv:
»Det ser jo godt ud på papiret. Men når vi ser på tallene, så ser det jo heller ikke synderligt godt ud hos os«.
Det er korrekt. 27%, som har fået alle ti efteruddannelsesdage, og 58%, som har fået mindst seks dage, er kun beskedent bedre end landsgennemsnittet. Alt imens en hel del flere i Region Midtjylland angiver manglende finansiering som forklaring, end det er tilfældet andre steder i landet: 58% mod et landsgennemsnit på 45%.
Det tilskriver den lokale forperson, at politikerne i Region Midtjylland meldte ud – oven på et dystert regnskab – at der skulle udvises økonomisk tilbageholdenhed i forhold til kurser og konferencer. Den udmelding blev ophævet igen pr. 1. august i år.
»Men det har konfliktet med vores forståelsespapir. Man har selvfølgelig ikke kunnet se sig fri af den ret til efteruddannelse, som speciallæger har, men vi har oplevet afdelingsledelser, som har krævet, at efteruddannelsen mere eller mindre har skullet været gratis. Så vi har måttet kæmpe rigtig meget og kæmper fortsat med afdelingsledelserne og har selvfølgelig haft en alvorlig dialog med regionen omkring det«, siger Morten Krogh Christiansen.
»Samtidig må vi også konstatere, at der blandt vores kolleger – lige i denne her sammenhæng – desværre er en utroligt stor loyalitetsfølelse over for afdelingerne. At man i lidt for høj grad bare gør, hvad der bliver sagt, når man får at vide, at der ikke er nogen penge. Det er ærgerligt, og det er skadeligt for sundhedsvæsenet, hvis ikke de læger, som skal drive og understøtte den faglige udvikling, får den efteruddannelse, som de har ret og pligt til at få«.
Ifølge Morten Krogh Christiansen er en væsentlig del af løsningen at sætte øget fokus på MUS, som øger sandsynligheden for en efteruddannelsesplan. Derudover har man netop i denne uge sammen med FAS-TR’ernes regionale talsmand aftalt med Region Midtjylland, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal samle »best practices« og forsøge at udbrede dem til afdelinger, hvor det fungerer mindre godt.
Et sted, hvor efteruddannelse i hvert fald fungerer, er på Hjertesygdomme på Hospitalsenhed Midt, hvor Sara Gaur er afdelingslæge og har været det, siden hun blev speciallæge i 2021.
Her foregår efteruddannelse helt problemfrit.
»Jeg har en MUS med min cheflæge hvert år, hvor vi går en time rundt om Viborg Søndersø. Det har vi alle sammen, både afdelingslæger og overlæger. Hvor vi blandt andet taler om, hvad planen skal være det næste kalenderår i forhold til videreuddannelse. Som udgangspunkt har vi de ti dage om året, men jeg har også oplevet at få lov til at have lidt over, fordi jeg havde en kursusrække, der fyldte lidt ekstra«, fortæller Sara Gaur, der gennem årene blandt andet har taget efteruddannelse inden for ledelse for afdelingslæger, kurser der opkvalificerer inden for hendes subspeciale og brushupkurser for speciallæger i kardiologi.
»Så det har været efteruddannelse inden for mit eget interesseområde«.
Modsat så mange andre i Yngre Lægers undersøgelse har Sara Gaur ikke oplevet, at mangel på finansiering eller tid har været en forhindring.
»Jeg er i hvert fald endnu ikke stødt på at blive afvist på grund af økonomi. Jeg har da været på internationale kongresser, men det meste har været nationale kurser eller symposier, som ikke har været voldsomt dyrt, og der har aldrig været problemer med at få finansieret deltagergebyr og få fri med løn. Med de internationale kongresser, så er det sådan, at det går lidt på tur i afdelingen«, siger Sara Gaur.
»Det er også sjældent en udfordring i forhold til den daglige drift. Vi kan skrue lidt op og ned for den ambulante funktion, hvis mange er af sted. Det handler bare om planlægning. Vi er f.eks. fem på afdelingen, der arbejder med hjertesvigt – det har vi et årligt møde omkring, som vi jo alle gerne vil være til. Så der må vi skiftes til at være den, der ikke skal af sted«.
Nu har Sara Gaur, siden hun blev speciallæge, selvfølgelig ikke prøvet andet. Men hun føler sig rimeligt sikker – og bliver om ikke andet bakket op af Yngre Lægers undersøgelse – på, at efteruddannelse foregår mere systematisk på Hjertesygdomme end så mange andre steder. At man f.eks. har en MUS hvert år – som man har ret til.
»Det er vigtigt for mig, og det ville helt sikkert ikke være lige så attraktivt at arbejde på en afdeling, hvor jeg ikke havde den mulighed. Vi er jo interesseret i det, vi laver, og det er vigtigt at komme ud og høre, hvad andre laver, og blive opkvalificeret«.
Yngre Lægers undersøgelse viser da også, hvad der synes at være en snorlige sammenhæng: Har du afholdt MUS med din leder – det har 64% – så er der signifikant større sandsynlighed for, at du har en efteruddannelsesplan. 59% for dem, som har afholdt MUS, mod blot 19% for dem, som ikke har afholdt MUS. Og eftersom de fleste, 78%, oplever, at deres efteruddannelsesplan bliver fulgt, synes det som en oplagt måde at komme hen imod sine overenskomstsikrede ti årlige efteruddannelsesdage.
»Det er et oplagt sted at komme ud over rampen. Jeg skal ikke kloge mig på afdelingsbudgetter, men det er noget helt lavpraktisk at få gjort. Få holdt de MUS. Det er der næppe nogle hospitalsdirektioner eller regionsråd, som sætter en kæp i hjulet for. Og vi kan se, at det gør en forskel«, siger Wendy Sophie Schou.
»Så er det klart, at vi, når det kommer til et bedre økonomisk råderum til efteruddannelse, skal løfte det højere op, både regionspolitisk og især på hospitalsniveau. Når vi sidder ved overenskomstforhandlingerne, så mærker vi jo en velvilje til, at man ønsker at overholde den her ret til efteruddannelse. Men der er en del led fra det forhandlingsbord til konkret handling. Og et eller andet sted glipper det«.
