»Altså, placenta er jo et fantastisk midlertidigt organ«

Hvornår vidste du, at du skulle være klinisk biokemiker?

»Jeg er kommet ind i klinisk biokemi via forskning. Jeg var faktisk ret sikker på, at jeg skulle være gynækolog-obstetriker, som jeg blev helt solgt til under et præklinisk ophold i Silkeborg allerede efter første semester af studiet. Sidst på studiet blev jeg introduceret til Ann Tabor, som på det tidspunkt var overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling i Hvidovre. Hun spurgte, om jeg havde lyst til at lave forskning sammen med hende, og så havde jeg et fantastisk forskningsår med første trimester screening for kromosomanomalier og valgte også at lave ph.d.-afhandling inden for obstetrik. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle noget med forskning. Så da jeg skulle finde et speciale efter mit ph.d.-projekt, kiggede jeg efter noget, hvor der er rigtig meget forskning – det blev klinisk biokemi«.

Hvad handlede din første forskning om?

»Min allerførste forskning på studiet var et projekt, hvor vi undersøgte første trimester screening for kromosomanomalier i Danmark. Vi undersøgte, om kombinationen af nakkefoldsskanning og dobbelttesten, hvor man måler PAPP-A og frit beta-hCG, var bedre end den praksis, man tidligere brugte i Danmark, hvor man primært brugte moderens alder og nogle steder tripletesten«.

Hvilken begivenhed har haft den største betydning for dit arbejdsliv?

»Det har været altafgørende for mit arbejdsliv, at jeg for 25 år siden – lidt tilfældigt – som medicinstuderende mødte Ann Tabor, fordi det åbnede dørene til et fantastisk forskningsmiljø. Og så selvfølgelig at opdage – og det er det, der er så fascinerende ved klinisk biokemi: at vi kan finde en vinkel inden for alle kliniske specialer – at jeg kunne fortsætte med at forske inden for gynækologi-obstetrik, som jeg brænder så meget for. Jeg bevæger mig også lidt andre veje, men i hovedtræk er det det, jeg har forsket i siden«.

Hvad har forskningsmæssigt optaget dig mest i dit arbejdsliv?

»Jeg er meget fascineret af graviditet og fødslens endokrinologi. Altså, placenta er jo et fantastisk midlertidigt organ, som bliver dannet af nogle få celler. Moderkagen har så mange funktioner, er immunologisk så vigtig og producerer så mange hormoner og proteiner. For mig som klinisk biokemiker er det meget, meget spændendende, fordi vi kan måle i blod, urin, spyt og fostervand. Og så bliver moderkagen udstødt i fødslen og er væk. Nogle gange giver graviteten livsvarige ændringer på kvinden. Nogle gange ikke. Så hvad er det, der sker? Det synes jeg er sindssygt fascinerende«.

Hvad har været det største gennembrud inden for dit speciale i dit arbejdsliv?

»Det må være omics og hele den mulighed for at kunne måle tusinder af molekyler samtidig. Det er blevet lidt et buzzword, men man kan ikke komme uden om, at det giver rigtig mange nye, spændende muligheder for at finde biologiske pathways og nye biomarkører – og dermed forbedre både diagnostik og risikostratificering. Især for DNA-teknologien, som er vigtig i stort set alle diagnostiske specialer, er der jo bare sket så meget, også i forhold til føtalmedicinen, i løbet af de seneste 20 år«.

Hvilket forskningsspørgsmål så du helst, at man – realistisk – kunne finde et svar på inden for dit speciale?

»Jeg håber, at vi kan blive endnu bedre til at identificere og forebygge de komplicerede graviditeter. Vi ved meget mere om de proteiner, der bliver udskilt, og hvordan vi kan bruge dem til at prædiktere graviditetskomplikationer. Vi er rigtig godt på vej til at kunne identificere de kvinder, der har høj risiko for præterm præeklampsi, er netop startet med første trimester screening og har også en simpel forebyggende behandling. Næste skridt bliver at blive bedre til at identificere og forebygge præeklampsi efter uge 37 og måske også spontan præterm fødsel«.

Hvad er den største misforståelse om klinisk biokemi?

»Jeg tror, at der er mange, som ikke tænker over, hvor stort et speciale klinisk biokemi er. Og jeg tror, at der er mange, som tror, at det er noget med, at vi får noget blod, som vi putter i en maskine og trykker på en knap, og så får vi et resultat, som vi så kan regne med. Det er meget langt fra virkeligheden. Heldigvis. For det ville være superkedeligt for os. Det er meget komplekst og fyldt med lægefaglig tolkning. Der er rådgivning til afdelingerne, diskussion af strategi. Hvordan vælger vi analyser? Måler vi det rigtige? Hvordan vælger og finder vi assays, referenceintervaller og beslutningsgrænser? Hvordan skal prøverne tages? Hvordan får vi dem valideret? Og så er vi jo med til at udvikle nye analyser og finde nye biomarkører«.

Hvor ser du, at dit speciale udvikler sig hen i de kommende år?

»Automatisering fylder mere og mere, og jeg tror også, at der kommer flere robotter. Prøvetagningsrobotter er det helt hotte på kongresser. Det er fascinerende, men kræver fortsat, at der er mennesker inde over, så selv om automatisering kommer til at fylde mere, tror jeg ikke, at det nødvendigvis betyder, at vi bliver meget færre på laboratorierne. Vi kommer bare til at lave nogle andre ting. Så er det egentlig også meget interessant at se, at der er større interesse for specialet, og at vi oplever at få langt flere ansøgninger«.

Hvilken videnskabelig artikel ville du ønske, at du selv havde skrevet?

Levine R, Maynard S, Qian C, et al. »Circulating angiogenic factors and the risk of preeclampsia. New Engl J Med. 2004; 350:672-83. Det var ikke den, der startede med at kigge på de proteiner, som jeg arbejder med, de angiogene faktorer, men den var et meget vigtigt indspark til, at man for alvor begyndte at kigge på samspillet mellem de to proteiner sFlt-1 og PlGF i forhold til præeklampsi. Den er mere end 20 år gammel, men det er sådan en, jeg ofte går tilbage og læser i, fordi den har målt proteinerne i løbet af graviditeten og beskrevet, hvordan de udvikler sig hos kvinder, der får eller ikke får præeklampsi. Den ville jeg gerne have skrevet«.