Andreas Rudkjøbing får tre år mere som lægeformand
LÆGEMØDE: Uden modkandidater blev Andreas Rudkjøbing i weekenden genvalgt som formand for Lægeforeningen for en ny treårig periode. Til gengæld blev der valgt ny næstformand.
LÆGEMØDE: Uden modkandidater blev Andreas Rudkjøbing i weekenden genvalgt som formand for Lægeforeningen for en ny treårig periode. Til gengæld blev der valgt ny næstformand.
Andreas Rudkjøbing blev på årets Lægemøde i Kolding i weekenden genvalgt som formand for Lægeforeningen for de næste tre år.
”Jeg er stolt og beæret over, at repræsentantskabet har vist mig tillid og genvalgt mig som formand. Det er en tillid, som medfører et stort ansvar, og som jeg de næste tre år vil gøre det yderste for at leve op til”, siger Andreas Rudkjøbing til laeger.dk.
Han blev valgt blev første gang valgt som formand i 2015 og vil de næste tre år fokusere på bl.a. en gennemgribende forandring og forbedring af tilsynet med læger.
Og i et interview med Ugeskrift for Læger sagde han, at også et løft af psykiatrien står også højt dagsordenen.
»Vi arbejder på højtryk for at få en psykiatriplan, og så er der forebyggelse, som vi kæmper for at holde på den politiske dagsorden trods politikernes protest mod at gøre noget ved eksempelvis rygning«, sagde Andreas Rudkjøbing.
Med sig på næstformandsposten får Andreas Rudkjøbing et nyt ansigt. Privatpraktiserende speciallæge Kirsten Ilkjær blev valgt som ny næstformand i Lægeforeningen og afløser praktiserende læge Michael Dupon, der forlader bestyrelsen efter den maksimale periode på seks år.
Kirsten Ilkjær er 58 år, speciallæge i psykiatri og er til daglig praktiserende speciallæge i Odense. Hun har siddet i Lægeforeningens bestyrelse siden 2016 og er formand for Foreningen af Praktiserende Speciallæger.
Fakta