Fakta og vurdering
»Angsten berøver os ordet, men litteraturen giver os ordet tilbage«, står der indledningsvist i denne antologi, der har denne angstens dobbelthed som omdrejningspunktet for de 13 essays af litteraturforskere, der laver læsninger af angst som et litterært tema hos danske forfattere.
Historisk spænder bogen fra H.C. Andersen over Kierkegaard og Pontoppidan op til nyere forfatterskaber som Simon Grotrian og Jonas Eika. Antologien fokuserer på angsten som et modernitetstræk og et alment eksistensvilkår og peger på den litterære bearbejdning som muligheden for et »modsprog« til angsten som »biokemisk fænomen«.
Det er denne modsætning, bogen gennemgående arbejder med. Biokemien overfor humanismen, hvor bogen placerer sig i sidstnævnte skyttegrav. Det er relevant for læger at forstå angstens mange facetter, både som et fysiologisk sundt respons på ydre farer samt dets patologiske former og som alle de mange måder, den kan opleves på af den enkelte.
Det er en sympatisk ambition at lave en tematisk læsning af angst på tværs af perioder og forfatterskaber og at påpege angsten som et komplekst menneskeligt fænomen, som skønlitteraturen kan undersøge på en helt særlig måde. Vor tids voksende gruppe af unge med angstlidelser gør det akut nødvendigt at forstå angsten også som et psykologisk og kulturelt problem.
Desværre er der gennemgående hos både redaktørerne og i de enkelte kapitler en meget forsimplet fremstilling af »neurovidenskabens udlægning af angst som en biokemisk hjernelidelse, man skal behandles og kureres for« i det »diagnosesamfund«, hvor angsten reduceres til »diagnostik skematik«. Hermed forpasses en kærkommen mulighed for at udfordre en binær opfattelse af biomedicin og humanvidenskab, hvor valget ikke er enten at se angsten som et »biokemisk problem« eller som en fantasi- og kulturfrembringende menneskelig erfaring.
»Når nu bogen selv insisterer på henvisninger til neurovidenskabelige beskrivelser af angst, er det en skam, at der ikke henvises til forskning på feltet, der ikke arbejder med en binær opfattelse af krop og psyke, såsom den fænomenologiske psykopatologi« Birgit Bundesen, speciallæge i psykiatri, overlæge, Psykiatrisk Center Amager
Med henvisning til Heidegger og Kierkegaard, der løbende citeres i bogen, kunne man netop med angsten som fænomen påpege, at den menneskelige eksistensbetingelse strækker sig mellem soma, psyke og social/kulturel erfaring.
Jeg er enig i, at skønlitteraturen udmærker sig ved sin helt særlige evne til som psykologisk, social og kulturel seismograf at registrere og beskrive angsten som litterær erfaring til berigelse for os alle. Og også læger kan have stor gavn af at læse skønlitteratur, fordi vi i vores praksis skal kunne leve os ind i alle mulige slags menneskers tanker, følelser og livshorisonter.
Her kan skønlitteraturen fungere som simulator og katalog over menneskelige erfaringer i deres rigdom og kompleksitet, som vi med fordel kan lære af. Men når nu bogen selv insisterer på henvisninger til neurovidenskabelige beskrivelser af angst, er det en skam, at der ikke henvises til forskning på feltet, der ikke arbejder med en binær opfattelse af krop og psyke, såsom den fænomenologiske psykopatologi, eksempelvis Matthew Ratcliffes arbejde med angst som »existential feelings«, eller helhedsorienterede affektteorier, som f.eks. hos Damasio eller Feldman Barrett.
Fraværet af disse og andre perspektiver, der kunne have løftet de litterære læsninger ud i en større kontekst ved at udfordre forestillingen om en humanistisk kontra en medicinsk forståelse af angst, betyder desværre, at bogen kun i begrænset omfang bidrager til at højne og kvalificere debatten om, hvad angsten er.
