Content area

|

Anne Katrine efter et svært farvel: »Vi var gennem en svær tid, men man behøver ikke slås«

Anne Katrine Berner har valgt at sælge og træde ud af en praksis, hvor hun ikke befandt sig godt. »Penge er ikke alting. Det handler om arbejdsglæde«, siger hun.
Anne Katrine Berner Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Bodil Jessen boj@dadl.dk

Hun kan huske, at hun gik sin vej midt i et af deres møder. Hun sagde til de andre, at hun ikke kom næste dag, og så lukkede hun døren bag sig. Hun gik og gik; rundt i byen, forbi kirken, hen ad gågaden, ned ad de smalle stræder, gennem parken, ud til vandet. Og en helt masse andre steder, som hun ikke lige kan huske.

Anne Katrine Berner gik i flere timer. Imens kørte tankerne rundt i hovedet.

»Det gik op for mig, at det her … det var usundt for mig. Jeg var ved at miste mig selv, og jeg kunne ikke blive ved med at holde til det«, fortæller hun.

Samarbejdsproblemer i almen praksis er et kendt fænomen blandt mange læger og blandt de konsulenter, som hjælper lægepraksis med konfliktløsning. Nogle læger får selv ordnet deres uenigheder og kommer videre, andre søger hjælp hos professionelle. Og så er der de læger, som vægrer sig ved at være åbne om deres problemer – og som ikke får dem løst.

Det er den manglende åbenhed – tabuet – som har fået Anne Katrine Berner til at fortælle sin historie til Ugeskrift for Læger. En historie om at være læge i en praksis, som hun ikke følte, at hun passede ind i – og derfor til sidst forlod.

»Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er nogen, der har ret eller uret. Det handler ikke om at bære nag, pege fingre og placere skyld. Men jeg har lært meget af det som menneske, og det vil jeg gerne fortælle andre læger om«, siger hun.

Det handler om arbejdsglæde

Denne artikel kommer ikke til at handle om de konkrete samarbejdsproblemer i Anne Katrine Berners tidligere praksis. Hun vil fortælle, hvordan hun oplevede at stå i en konflikt og fokusere på den læring, hun fik med sig.

Det er ikke helt fremmed for hende at tale om netop det. Anne Katrine Berner har således givet sine erfaringer videre til kommende praktiserende læger på kursusdage for yngre almenmedicinere i KAP-S (Kvalitet i Almen Praksis, Sjælland).

  • Jeg var ved at miste mig selv i at overtage de andres værdier.

Anne Katrine Berner, praktiserende læge.

»Mit budskab til de yngre læger er, at vi ikke er gift med vores arbejde. Praktiserende læger får notorisk klamme håndflader over alt det med økonomien, men vores frygt for at sælge er simpelthen for stor. Alle læger har jo nok at lave. Vi skal nok klare os – også selvom vi nogle gange må erkende, at vi sidder i en praksis, som ikke er den rigtige for os«, siger hun og tilføjer:

»Penge er ikke alting. Det handler om arbejdsglæde«.

Hamsterhjulet

Anne Katrine Berner købte sig ind i en samarbejdspraksis med fælles klinikfaciliteter og personale, da hun var nyuddannet speciallæge i almen medicin.

»På det tidspunkt havde jeg ikke gjort mig så mange tanker om, hvad der er vigtigt for mig. Jeg havde nogle klare forestillinger om, hvilken læge jeg gerne vil være over for mine patienter, men jeg havde ikke tænkt så meget over, hvilke omstændigheder der skal være opfyldt, for at jeg er i stand til at være den læge. Jeg vidste ikke noget om værdier, organisation, drift, personaleledelse eller administration – alle forudsætningerne for at kunne være læge«, fortæller hun.

Ét vidste Anne Katrine Berner dog, og det var, at hun gerne ville være læge i den by, hun bor i. Det var vigtigt.

»Jeg troede på det. De andre i praksis var søde og rare, og jeg tænkte, at jeg da også selv er meget omgængelig. Jeg kunne godt lide dem – og det kan jeg stadig«.

Der gik et par år, før det for alvor gik op for Anne Katrine Berner, at der var noget galt.

»I de år forandrede jeg mig på ét væsentligt punkt. Jeg tog flere ledelseskurser, og gradvist kom ledelse til at få en stadig højere prioritet for mig. Men i den praksis var vi ikke enige om at prioritere ledelse så højt. Jeg prøvede at udfylde de huller, jeg mente, at vi havde, men det fik som konsekvens, at jeg arbejdede alt, alt for meget. Til sidst var jeg så langt inde i hamsterhjulet, at det var hamsterhjulet, der styrede mig«.

Det var på det tidspunkt, at Anne Katrine Berner rejste sig op midt i mødet i klinikken og gik en meget lang tur.

Var ved at miste sig selv

Utilfredsheden blev ved med at vokse i hende. Hun følte, at hun var nødt til at gå for meget på kompromis med det, hun selv tror på. Det gjorde det svært for hende at være den læge og leder, hun ønsker.

»Jeg var ved at miste mig selv i at overtage de andres værdier«.

Tanken om at sælge dukkede stadig mere insisterende op. Anne Katrine Berner talte med sin mand. Sine børn. Sin revisor. Sin veninde. Sin coach.

»Ud fra hver deres ståsted fortalte de mig samstemmende, at det var helt skørt, at jeg stadig var i den praksis. Jeg passede slet ikke ind«, siger hun.

Og tilføjer:

»Det var godt at høre dem sige det, jeg inderst inde godt vidste. Det gav mig det sidste mod«.

Efter et vellykket salg og et par vikariater er Anne Katrine Berner nu i en kompagniskabspraksis i samme by. Hun begyndte som vikar i praksis, så de lige kunne se hinanden an. Det faldt godt ud, og for et halvt år siden blev hun kompagnon.

Ses stadig i klyngen

Kirkeklokker bimler insisterende i baggrunden. Vi sidder og taler sammen i Anne Katrine Berners konsultationslokale i den ny lægepraksis. En praksis, hvor hun føler sig godt hjemme, og hvor kompagnonerne deler værdier og indstilling til personaleledelse og udvikling.

For Anne Katrine Berner var vejen ud af praksis en lang, men nødvendig modningsproces. Fuld af tvivl, tanker og argumenter for og imod.

»Jeg har brugt mange, mange timer på at tænke over min beslutning. Både før, under og efter. Selvom det var en hård og svær situation at være i, er jeg i dag taknemmelig over, at jeg tog mig tiden. Ellers tror jeg ikke, at jeg havde lært alt det, som jeg har i dag. Jeg er blevet klogere på mig selv«.

Anne Katrine Berners nye praksis ligger i samme by som den tidligere. Hun ses derfor stadig med sine tidligere kolleger til møder i den lokale klynge. Det er vigtigt for hende, at de stadig kan ses.

»Vi var gennem en svær tid, men man behøver ikke slås. Vi ville bare noget forskelligt. De andre trivedes og ønskede ikke den forandring og udvikling, som jeg efterspurgte, og så skal jeg ikke komme og presse det igennem. Det ville være helt forkert«.

Anne Katrine Berner håber, at hendes historie kan gøre det lidt lettere for de læger, der er havnet i en – for dem – forkert praksis.

»Som praktiserende læger er vi så gode til at rådgive patienter med stress, men vi kan have svært ved at se, at vi selv er ved at grave os ned i et stort, sort hul. Jeg kunne godt tænke mig, at flere turde sige stop, hvis de ikke deler grundlæggende værdier med de andre i praksis. Og de skal gøre det, før det bliver et personspørgsmål«.

LÆS OGSÅ: Når kolleger strides: »Konflikten var et sort hul, der sugede livet ud af mig«

Blad nummer: 

Right side

af Christian Crüger | 08/05
1 Kommentar
af Lars Stig Andersen | 08/05
2 kommentarer
af Jacob Peter Philipsen | 03/05
2 kommentarer
af Nils Thorm Milman | 03/05
1 Kommentar
af Thora Gudrunardottir | 01/05
1 Kommentar
af Wojciech Zbigniew Pawlak | 01/05
2 kommentarer