Arne Astrup: For lidt fedt i kosten som barn gør os fede

Da Arne Astrup blev født i 1955, var omkring fem ud af 1.000 unge mænd svært overvægtige ved session. I 2025 havde omkring 7% af de værnepligtige mænd et BMI over 30. Men hvad er det, der forårsager den fedmeepidemi, der hærger? Det mener han, at man nu er kommet nærmere et svar på.

Professor, dr.med. og overlæge i medicinsk ernæring, Ernæringsenheden, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Arne Astrup peger på to store studier fra hhv. Canada og Frankrig, som viser, at det er den fedtfattige kost fra de yngste år, der kan have skabt den »programmeringsfejl«, der gør, at mange har en tendens til at overspise og dermed blive overvægtige.

»Det her handler ikke bare om ét studie. Det handler om et fænomen«, siger Arne Astrup, der mener, man hurtigst muligt bør rette op på fejlen og ændre kostvejledningen til børn.

»Der er nu en massiv dokumentation for, at der er en tæt sammenhæng mellem, hvor meget fedt der er i kosten i de tidlige år og så risikoen for at blive fed som teenager og som voksen«.

»Faktisk har jeg aldrig set så knivskarpe resultater på noget, der øger risikoen for overvægt så dramatisk«.

»Det værste er, at det er iatrogent«.

Det kommer vi tilbage til, for netop Arne Astrup har selv været en markant stemme bl.a. som formand for Ernæringsrådet i forhold til at få danskerne over på den fedtfattige kost.

For lidt fedt og for meget protein forvirrer hjernen

Fra midten af 1900-tallet og frem til i dag har man ifølge Arne Astrup anbefalet en fedtfattig kost for at undgå hjerte-kar-sygdomme og overvægt.

»De råd har man overført til børnene, også de helt små, som for tidligt har fået alt for lidt fedt og dermed en skæv fordeling af energiindtaget«, forklarer han.

I Danmark, som i resten af særligt den vestlige verden, bliver befolkningen større og større. For nylig kunne man i Ugeskrift for Læger læse, at 279.284 danskere har anvendt vægttabsmidlet Wegovy siden lanceringen i december 2022.

Men hvad er det, der forårsager denne fedmeepidemi? Hvorfor spiser folk mere end de burde? Og hvorfor kan folk ikke opretholde et vægttab?

»Er der noget galt biologisk, er det noget i vores miljø, er det de alt for lækre fødevarer, der er ultraprocesseret, er det for meget sukker? Der er alle mulige hypoteser om det, men store gode studier har ikke for alvor kunne forklare det. Og lige så snart man stopper behandlingen med enten lægemidler eller med militante kostinstruktioner, så stiger vægten, og så ender man præcis der, hvor man var før, og man sidder og klør sig i nakken og siger, hvad er det for noget«, fortæller Arne Astrup og fortsætter:

»Man har ledt efter gener, som kunne disponere til fedme, men efter dekaders forskning er der ikke fund, som kan forklare den voldsomme stigning, og generne har jo heller ikke ændret sig de sidste 80 år. Så man kigger derfor mere og mere på det, der hedder programmering. Det, der sker i fostertilværelsen, og så de første par år. Det er ved at gå op for os, at der er noget her, der er meget vigtigt. Det måske allervigtigste er, at det ser ud til, at fedmeepidemien måske er noget, som vi selv har været med til at skabe, fordi vi havde de bedste intentioner, men vores viden var ikke særlig god«.

Han refererer til advarslerne mod særligt det mættede fedt og kolesterolet. Men også den totale mængde fedt, som kom under lup på grund af det større indhold af kalorier.

»Vi anbefalede i kostrådene, at befolkningen skulle skære ned på fedtet, og det førte til, at fødevareindustrien gik bananas med, at fedtindholdet ikke kunne blive lavt nok. Det blev så typisk erstattet med en hel masse sukker, kulhydrat og tilsætningsstoffer. Der blev iværksat store studier på små børn, som fra de første leveår skulle leve fedtfattigt. Resultaterne, vi kan se i dag, er, at det overhovedet ikke gav mindre åreforkalkning. Det har simpelthen ikke virket at skære ned på mættet fedt hos de mindste«.

De små børns kost skal minde om modermælk

Arne Astrup peger på fedtindholdet i modermælk.

»Naturen har regnet ud, hvad der er det allerbedste for børn. Modermælk er det mest geniale, naturen har lavet, og det tror jeg ikke, der er ret mange, der vil bestride. Hvis man kigger på sammensætningen af modermælk, så er det jo mega fedtrigt. Halvdelen af alle kalorierne i modermælk kommer fra fedt. Og halvdelen af det fedt er mættet fedt. Kun 5-6% af kalorierne kommer fra protein«.

»Det er altså præcis det, som de små børn, der skal vokse, har brug for. De har brug for en hel masse fedt, og det mættede fedt skal hjernen faktisk bruge til at udvikle sig optimalt. Det handler om at programmere hele hjernen til adfærd og stofskifte. Proteinet har man simpelthen ikke brug for særligt meget af i de mindste år. Danske børn i dag får tre gange så meget protein, som der er i modermælk. Nogen får endda endnu mere«.

I Tabel 1 i det franske studie af Marie-Francoise Rolland-Cachera med titlen: »Fat Reduction Campaigns and Their Impact on Young Children – The Root Cause of the Obesity Epidemic?« er der en oversigt over energiindtaget og -sammensætningen i de første leveår hos børn i forskellige lande.

Proteinenergiprocenten for danske børn på 12 måneder ligger i tabellen på 15, mens fedtenergiprocenten er 28. Ifølge Arne Astrup burde de tal hedde 5 for protein og 50 for fedt for at få den mest optimale ernæring og dermed den bedste programmering af stofskiftet.

»Det siger noget om, hvor skævt det er i forhold til modermælken. Men selvfølgelig er der store variationer. Der er nogle børn, som næsten ikke får noget fedt, fordi forældrene er så bange for, at de skal blive fede. Så vi ved, at det der foregår i Danmark i dag, er helt skævt i forhold til modermælkssammensætningen«.

Det er særligt den mælketype, man bruger til børn, Arne Astrup har fokus på. Vælger man sødmælk, er man tættere på energisammensætningen fra modermælk, mens den bliver mere skæv, hvis man vælger de fedtfattige mælketyper.

»Letmælk har kun 30% fedtenergiprocent, og skummetmælk har 3%. Så du går altså ned til noget, der er enormt lavt. Når man så fjerner alt fedtet, hvad er der så tilbage i mælken? Jamen, så er der proteinet. Og når børnene skal dække deres energibehov, så betyder det, at proteinerne kommer til at udgøre en meget større andel«.

»Studierne viser, at den ubalance er med til at programmere børnene til noget helt andet. For kroppen tror på det her tidspunkt i de første leveår, at de er fejlernærede, at der ikke er mad og fedt nok. Så de bliver programmeret, som om de var underernæret. Lige så snart, at der bliver mere mad og flere kalorier til rådighed, så vil de begynde at overspise og lagre fedt på kroppen.

Det er ikke bare den fedtfattige mad, der skaber problemer. Det er også alt for meget protein, men de to ting hænger jo en lille smule sammen, for hvis du får mere energi fra fedt, får du også mindre fra protein. Man har dog prøvet at adskille det i nogle af de studier, og det viser, at for meget protein i de første par år, også programmerer til at blive overvægtig senere«.

Du og resten af videnskaben har jo tidligere været skråsikre om det fedtfattige, og nu er du så skråsikker på det fedtholdige. Hvordan skal vi være sikre på det denne gang?

»Jeg ved godt, at der er nogen, der vil sige: Hvor er dokumentationen for, at det nu er det rigtige? Jeg vil sige, at vi indførte noget, baseret på den bedste viden, man havde dengang, som så viste sig i de efterfølgende 40 år at gøre tingene værre og værre, og hvor man nu kan sige, at hele grundlaget for det, vi sagde dengang, er forsvundet. Nu er der til gengæld kommet en masse ny dokumentation, der viser skadevirkningerne af det, vi indførte.

Man må følge den samlede evidens, og den peger helt klart på, at det, vi indførte dengang, har utilsigtede skadevirkninger. Og i virkeligheden, så kan vi formentlig hjælpe med at stoppe fedmeepidemien ved at lave rådene om.

Jeg synes, vi skal gå tilbage til det, der er det naturlige, nemlig at følge modermælkssammensætningen noget længere tid, og så lade være med at skrue ned for det der fedt så tidligt«.

Hvornår er det så, at man skal stoppe med den fede kost?

Ja, det er jo et rigtig godt spørgsmål. I de amerikanske anbefalinger siger man nu, at op til ti år skal de i hvert fald blive ved med at have den fede sødmælk og kost. Men hvad er i virkeligheden det optimale, når børnene vokser? Det ved vi jo ikke præcist endnu.

Du siger selv, at I har taget fejl. Og det er jo selvfølgelig ikke kun dig, men det har man gjort, og at hele fedmeepidemien ligefrem kan være lægeindiceret. Hvordan har du det selv med den tanke, at du kan have været med til det?

»Det er jo ikke mig, der har opfundet det her begreb. De amerikanske sundhedsmyndigheder, WHO og de nordiske ernæringsanbefalinger var jo enige om de råd. Men jeg var da helt klar en, der understøttede det her med det fedtfattige bl.a. som formand for Ernæringsrådet og i medierne.

Det erkender jeg helt klart, men vi gjorde det i den bedste mening, og det var ud fra den evidens, der lå dengang. Til gengæld synes jeg også, at når man nu har været med i hele historien og har været med til at fremme nogle forkerte råd, som man kan se har gjort skade, så synes jeg også, at vi og jeg har en forpligtelse til at rette op på det så hurtigt som muligt.

Man skal huske, at anbefalinger altid støtter sig til forskning, og når der kommer ny forskning, kan anbefalinger revideres. Det er den proces, jeg vil sætte skub i. Dels ved sammen med en italiensk pædiater at skrive en leder om det i American Journal of Clinical Nutrition, dels ved at tale med jer her i Ugeskrift for Læger og dels ved en dialog med relevante myndigheder herhjemme. Jeg håber derved at igangsætte en proces, hvor anbefalingerne biver genovervejet og revideret. Og hvor man måske også laver nogle beregninger på, hvordan den optimale overgangskost skal se ud.

Det skal gå hurtigt, men det er også vigtigt, at man gør det rigtige. Man skal have alle med sig – sundhedsplejersker er f.eks. en væsentlig målgruppe, så man ikke får skabt for meget forvirring.«