Patienter har nærmest løbet stormløb mod de praktiserende læger for at få hjælp til vægttab med GLP-1-analoger.
279.284 danskere har anvendt Novo Nordisks vægttabsmedicin Wegovy siden lanceringen i december 2022, viser de nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Nu efterlyser læger tilskud til de patienter, der har den største sygdomsbyrde som følge af deres overvægt, men som sjældent har råd til de dyre appetitregulerende lægemidler.
I Afsnit for Overvægt og Ernæring på Hvidovre Hospital ser overlæge og lægelig leder Kirstine Bojsen-Møller patienter, der er så syge af deres overvægt, at de opfylder kriterierne for offentligt finansieret bariatrisk kirurgi. Men hvis patienten har kontraindikationer for kirurgi, er der kun jernhård vilje i forhold til kost og motion tilbage – og dyr vægttabsmedicin, der som hovedregel er egenfinansieret.
»Vi har supersyge patienter, der er i en fastlåst situation og falder mellem to stole«, siger Kirstine Bojsen-Møller.
»Det er en selekteret gruppe, der har mange udfordringer, herunder sociale. De fleste er uden for arbejdsmarkedet, og hver fjerde har en psykiatrisk diagnose. De er alvorligt syge som følge af deres overvægt, men de har ikke på nogen måde mulighed for selv at finansiere de dyre appetitregulerende lægemidler, og overvægtskirurgi er ikke en mulighed«.
Tidligere har opgørelser i både Ugeskrift for Læger og Danmarks Statistik vist, at forbruget af vægttabsmedicin ligger relativt højest i de kommuner, hvor der er færrest overvægtige og flest borgere med stærk socioøkonomisk baggrund.
Den sociale slagside er velkendt, og der er fra politisk side ønske om bedre støtte til patienterne; f.eks. i den hedengangne SVM-regerings regeringsgrundlag, hvor regeringen vil »sikre, at mennesker med svær overvægt kan få bedre hjælp til et varigt vægttab«.
»Vi ved også, at den nye medicin er meget, meget dyr, og vi ønsker fra regeringens side, at der er flere danskere, der får hjælp til et varigt vægttab«.
Måske er der en form for løsning i sigte.
Novo Nordisk har to gange tidligere fået afslag på sin ansøgning om, at Wegovy bliver tilskudsberettiget. Det ville blive for dyrt. Men i maj 2025 blev der ved en ændring af Sundhedsloven indført en forsøgsordning, som åbner for »en forhandlet fortrolig pris«. Det har banet vej for forhandlinger mellem Novo Nordisk og regionernes indkøbsorganisation Amgros om en aftale, der potentielt vil kunne give nogle patienter med svær overvægt økonomisk tilskud til medicinsk vægttabsbehandling.
Ordet »nogle« syner måske ikke af meget i sætningen, men er afgørende.
Ifølge Ugeskrift for Lægers oplysninger er det et kardinalpunkt for overhovedet at turde tænke tanken om offentligt tilskud, at der opstilles en meget klar og yderst snæver afgrænsning af målgruppen. En afgrænsning, som vel at mærke kan håndteres såvel i regionernes budgetter som i hverdagen i lægekonsultationerne.
Men hvor trækker vi stregen i sandet?
Det handler denne artikel om. Og den handler også om et opgør med den hidtidige definition og forståelse af svær overvægt.
I praktiserende læge Maria Krügers klinik på Frederiksberg er det en meget blandet patientgruppe, der bruger vægttabsmedicin, men på trods af forskelligheden springer uligheden i lægeøjnene.
»Jeg ser flere – både mænd og kvinder – som har fået vægttabsmedicin i onlineklinikker, selv om de er rimelig slanke. Hvor det handler mere om et kosmetisk problem og et livsstilsprodukt, end det handler om sygdom. Og så har jeg til gengæld patienter, hvor jeg virkelig tænker, at der er massivt behov for medicinsk støtte til vægttab; men de har ikke råd«.
Knap hver femte dansker lever med svær overvægt, og hvis de alle skal have regionalt tilskud til vægttabsmedicin – og det skal de ikke – vil det koste 23-28 mia. kr. årligt, har beregninger fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet tidligere vist.
Maria Krüger er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin, og hun håber, at de igangværende forhandlinger kan munde ud i en aftale, der giver de sygeste patienter med svær overvægt mulighed for tilskud til medicinsk behandling.
»Jeg håber virkelig, at det vil ende med, at vi kan hjælpe nogle af patienterne bedre: dem, der er alvorligt syge som følge af deres overvægt og er stærkt funktionsbegrænsede«, siger hun og understreger:
»Hvis det besluttes, at der skal ydes offentligt tilskud til vægttab for nogle patienter, så skal der sættes tilstrækkeligt penge af til det. Man skal ikke blive overrasket over, at udgifterne stiger – og så reagere med stramninger, der i praksis tilsidesætter lægernes kliniske skøn. Det var det, vi oplevede med Ozempic, hvor fokus blev flyttet fra faglig vurdering til kontrol og algoritmer. Det må ikke gentage sig. Det skal ikke ende med, at det er lægerne, der bliver gjort til problemet. Den bekymring sidder stadig i mig«.
Kirstine Bojsen-Møller er forperson for den arbejdsgruppe i Dansk Endokrinologisk Selskab, der er ved at revidere behandlingsvejledningen for nonkirurgisk behandling af svær overvægt. Hun udtaler sig i denne artikel på vegne af selskabet.
»Vi har grupper af svært syge patienter, der ikke råber op i medierne. Så må vi jo gøre det for dem, og vi mener, at de skal have hjælp til at få den behandling, der er nødvendig for dem. Vi synes, at det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kan hjælpe dem bedre i dag, fordi der er frygt for, at udgifterne løber løbsk«, siger hun.
»Der er helt klart grupper af patienter, hvor svær overvægt har betydelige helbredsmæssige konsekvenser, og hvor vægttab har en afgørende betydning for deres helbred. For dem vil appetitregulerende lægemidler være oplagte sammen med andre former for behandling, og vi vil som selskab gerne anbefale, at der kommer en mere struktureret tilgang til medicinsk behandling, som tilgodeser de patienter med størst behov«.
»Jeg håber virkelig, at det vil ende med, at vi kan hjælpe nogle af patienterne bedre: dem, der er alvorligt syge som følge af deres overvægt og er stærkt funktionsbegrænsede«Maria Krüger, formand for DSAM
Det er muligt at søge enkelttilskud til vægttabsmedicin i dag, men kriterierne er så stramme, at det kun kan anvendes som en nødløsning i en kort periode, lyder det fra Kirstine Bojsen-Møller:
»Som udgangspunkt gives der kun tilskud i helt ekstraordinære situationer, hvor patienten har en livstruende tilstand, som ligger ud over deres overvægt og følgesygdomme; det kan f.eks. være behov for transplantation. Og tilskuddet gives kun i en meget afgrænset periode på f.eks. seks måneder. Så skal man genansøge«, siger hun.
Afgørelsen om, hvilke grupper der skal have tilskud, ligger ikke hos lægerne. Men Dansk Endokrinologisk Selskab vil gerne indgå som en aktiv rådgivende samarbejdspartner i arbejdet, siger Kirstine Bojsen-Møller.
Endokrinologerne efterlyser først og fremmest hjælp til patienter, hvor overvægten har betydelige helbredsmæssige konsekvenser for funktionsniveauet, overvægtsrelaterede følgesygdomme eller forværring af ledsagesygdomme.
Det sidste kan f.eks. omfatte svære obstruktive lungelidelser såsom astma, der ikke i sig selv er en overvægtsrelateret sygdom, men hvor overvægten forværrer sygdomsbyrden og gør behandlingen vanskeligere, fortæller Kirstine Bojsen-Møller.
»For os er det vigtigt, at det er sygdomsbyrden, der fokuseres på. Ikke patientens BMI«, siger hun.
Det var den belgiske matematiker Adolphe Quételet, der i 1832 fandt frem til Quetelet-indekset – fra 1970’erne bedre kendt og udbredt som Body Mass Index (BMI) til vurdering af forholdet mellem et menneskes højde og vægt.
En målemetode til vurdering af henholdsvis undervægt, normal vægt, overvægt og svær overvægt, der tilsyneladende har vist sig at være lige så sejlivet, som den er udskældt for sine talrige mangler.
Men nu kan en afløser være på vej.
Sidste år offentliggjorde The Lancet Diabetes & Endocrinology en konsensusrapport fra en kommission af 56 førende internationale eksperter, der siden 2022 har arbejdet på at finde frem til en bedre definition end BMI. En definition, der vel at mærke fokuserer på den effekt, overvægt har på helbredet.
I rapporten skelner eksperterne mellem »klinisk adipositas« og »præklinisk adipositas«.
Patienter med klinisk adipositas har en kronisk, systematisk sygdomstilstand med organdysfunktion og betydelig funktionsnedsættelse i forhold til daglige opgaver. Eksisterende politikker for adgang til f.eks. kirurgi og medicin er utilstrækkelige og bør prioriteres til de personer, der har størst behov, fremgår det af rapporten.
Patienter med præklinisk adipositas har ingen organdysfunktion og funktionsnedsættelse, men lever med den øgede sundhedsrisiko, som er forbundet med overvægt, f.eks. øget risiko for type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer. Risikoreduktion er en nøgleprioritet; hovedparten kan håndteres med livsstilsændringer, mens nogle kan have behov for medicinsk intervention.
Kirstine Bojsen-Møller udlægger ændringen således:
»Vi skal væk fra den BMI-centriske tilgang og anlægge et andet syn på overvægt. Vi skal fokusere på de patienter, hvor usund fedtvævsfordeling medfører sygdom. BMI i sig selv afgør ikke, om den enkelte patient er syg«.
En bedre afgrænsning af målgruppen er nødvendig, hvis vi nu skal gå ind med målrettet økonomisk støtte til de patienter, der er mest syge af deres overvægt.
Kirstine Bojsen-Møller fortæller, at Dansk Endokrinologisk Selskab endnu ikke har taget den nye definition til sig, men følger udviklingen tæt og planlægger en revision af de nationale behandlingsvejledninger.
»Der er ikke nogen tvivl om, at man internationalt bevæger sig væk fra BMI-grænser og mere over i et fokus på sygdomsbyrde og funktionsniveau. Og det giver god mening«, siger hun.
»Der er behov for at afgrænse de syge fra de raske. Der er mange personer med højt BMI, der er raske, hvor det primært handler om forebyggelse, mens jeg som repræsentant for hospitalsverdenen ser dem, der er mest syge. Begge grupper er vigtige, men de skal ikke behandles ens«.
»Vi har grupper af svært syge patienter, der ikke råber op i medierne. Så må vi jo gøre det for dem, og vi mener, at de skal have hjælp til at få den behandling, der er nødvendig for dem«Kirstine Bojsen-Møller, overlæge
Når BMI som måleenhed for overvægt har overlevet i så mange år i sundhedsvæsenet, skyldes det bl.a., at det er en meget let og håndterbar målemetode. Og en afløser skal ikke være for tidskrævende for sundhedspersonalet.
»Jeg synes ikke, at vi på nuværende tidspunkt er landet der, hvor Lancet-afløseren er helt operationel, men det er en fornuftig udvikling«, siger Kirstine Bojsen-Møller.
I begyndelsen af 2026 blev der offentliggjort en metaanalyse om medicinsk vægttabsbehandling i British Medical Journal, der viser, at patienter tager på igen, når de stopper med at tage vægttabsmedicin.
Efter behandlingsstop tager patienterne i gennemsnit 0,4 kg på om måneden, og efter gennemsnitligt 1,7 år uden vægttabsmedicin er de tilbage på udgangsvægten. Forbedringer i f.eks. HbA1c, fasteglukose, kolesterol og blodtryk er tilbage ved baseline 1,4 år efter behandlingsstop.
Vægtøgningen efter medicinstop var hurtigere end efter stop af vægttabsprogrammer, der udelukkende var adfærdsbaserede.
Studiet har kastet grus i mange patienters – og lægers – håb om, at medicinsk vægttabsbehandling kan være for en kortere periode og ikke livsvarig.
Maria Krüger siger:
»I begyndelsen var vi nok mange læger – og især patienter – der håbede, at behandlingen ikke behøvede at være livslang, selv om det var den forventning, der lå i de oprindelige studier. Mange patienter havde en forestilling om, at en midlertidig behandling kunne kickstarte et varigt vægttab, og den forventning har været svær at korrigere. Evidensen peger imidlertid i en anden retning: Når behandlingen ophører, tager de fleste på igen – ofte relativt hurtigt. Min kliniske erfaring er den samme«.
Hun understreger, at der skal »virkelig omfattende og vedvarende livsstilsændringer« til for at fastholde både vægttab og de metaboliske gevinster.
»Vi skal væk fra den BMI-centriske tilgang og anlægge et andet syn på overvægt. Vi skal fokusere på de patienter, hvor usund fedtvævsfordeling medfører sygdom. BMI i sig selv afgør ikke, om den enkelte patient er syg«Kirstine Bojsen-Møller, overlæge
»Samtidig ser vi i praksis, at nogle patienter forsøger sig med skiftende doseringer – trapper op og ned i håb om at genvinde effekt, når de oplever aftagende virkning. Lige nu fremstår det som et område, hvor vi i praksis famler os lidt frem – uden klare svar på, hvor grænserne går for varighed, dosis og effekt på lang sigt«.
Hun tilføjer:
»Det er en snak, vi i endnu højere grad må tage med patienterne. Der er ikke noget quickfix. Det er altovervejende medicin, man skal blive ved med at tage«.
Kirstine Bojsen-Møller anerkender, at det er svært at fastholde vægttabet og sundhedseffekterne uden medicin. Men …
»Det er bestemt en bekymring, og der er ingen tvivl om, at det er et kritisk tidspunkt. Men jeg mener, at det er for tidligt at sige, at vi intet kan gøre«, siger hun.
Det begrunder hun bl.a. med, at der i studierne ikke er blevet sat målrettet ind med anden behandling i forbindelse med udtrapning. Det blev der til gengæld i et dansk studie af Saxenda med indholdsstoffet liraglutid, der blev offentliggjort i New England Journal of Medicine i 2021. Her blev patienterne, der fik liraglutid, delt i to grupper: en gruppe, der kun fik liraglutid, og en anden gruppe, der fik liraglutid plus intensiv træning.
»De fulgte patienterne op til et år efter behandlingsstop og kunne se, at den gruppe, der havde fået liraglutid plus intensiv træning, ikke så ud til at øge deres vægt lige så meget, efter de var stoppet med medicinen«, siger Kirstine Bojsen-Møller.
»Jeg savner nogle større studier, hvor man mere struktureret går ind og ser på, om patienterne kan vedligeholde vægttabet ved en meget intensiv livsstilsintervention og eventuelt med en længere udtrapning eller med lave doseringer. Det mangler vi, før vi kan konkludere noget«.
Effekten og bivirkninger af medicinsk vægttabsbehandling følges endnu ikke i Databasen for Behandling af Svær Overvægt, som kun monitorerer fedmekirurgiske og plastikkirurgiske indgreb efter massivt vægttab. Der er dog planer om også at lade medicinsk vægttabsbehandling indgå.
Og så slutter vi med noget – måske – positivt.
Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2025 lever 18,5% af danskerne med svær overvægt, målt ud fra BMI. En andel, der er stagneret siden 2021 efter ellers at være steget uafbrudt siden 2010.
Skyldes opbremsningen fremkomsten af medicinsk vægttabsbehandling?
Det er endnu for tidligt at sige, lyder vurderingen fra både Maria Krüger og Kirstine Bojsen-Møller.
Måske.
Måske ikke.
