Ballade i lægevagten – »Vi er efterladt her som Last Man Standing«

2007 var året, hvor en brødebetynget Bjarne Riis på et pressemøde måtte indrømme, at han havde vundet Tour de France med epo i blodet. Samme år ryddede politiet ved en spektakulær aktion Ungdomshuset i København, og ekspeditionsskibet Galathea 3 anløb Langelinie efter 258 dage på verdenshavene.

Men 2007 er også det år, hvor den nuværende lægevagtsaftale blev indgået mellem Region Sjælland og PLO Sjælland.

Det er ellers ikke, fordi tiden har stået stille. Faktisk er det sjællandske lægelandkort blevet kraftigt ommøbleret i de mellemliggende 14 år; der er 15 procent færre praktiserende læger, en tredjedel af lægerne er over 60 år, og udbredt lægemangel tynger især den sydlige og vestlige del af regionens vandkant.

PLO Sjælland og Region Sjælland har forgæves forsøgt at forhandle en ny aftale hjem, men 12. februar i år kastede PLO håndklædet i ringen.

»Vi har i flere år prøvet at forhandle en tilpasning af den aktuelle lægevagtsaftale, og vi kommer ingen vegne. Men det er simpelthen blevet umuligt for os at opfylde aftalen mere«, siger Camilla Høegh-Guldberg, formand for PLO Sjælland, som begrundelse for opsigelsen.

Ugeskrift for Læger drager ud i det sjællandske lægeland for at komme nærmere årsagen til, at lægerne har følt sig nødsaget til at sige aftalen op.

Hvem skulle høre alarmen?

Vagtlæge Morten Lysdahl åbner døren til lægevagtens lokaler i Vordingborg Sundhedscenter med en fejende bevægelse. »Sådan her ser det ud«, konstaterer han.

Om dagen huser det tidligere Vordingborg Sygehus både jordemoder og tandplejer, og hinkeruder på gulvet i gangen vidner om travle hverdage med småbørnsfamilier ind og ud af huset.

Men når lægevagten er åben, og vagtlægen tager imod patienterne, er alt andet lukket. Tomt og forladt.

Morten Lysdahl kigger sig omkring i rummet:

»Jeg ved ikke engang, om her er en overfaldsalarm – men selv hvis der var en, hvem skulle så høre den?«

Små ad hoc-konsultationer som den i Vordingborg indtager en helt central rolle i striden mellem PLO og regionen. For Region Sjælland er det et kardinalpunkt at bevare konsultationerne i Vordingborg, Kalundborg, Ringsted, Nakskov og Nykøbing Sjælland. Regionen ønsker ikke, at borgerne i regionens yderområder skal køre længere til lægevagten, end de gør i dag.

PLO Sjælland vil derimod gerne nedlægge de små konsultationer. I lægevagten i for eksempel Vordingborg har der i forvejen været begrænset åbningstid, hvor et mindre antal på måske 2-5 patienter er blevet bedt om at møde op på et givet tidspunkt for at blive tilset af en af de vagtlæger, der har kørevagter.

Falsk tryghed

Men fra 2017 til 2019 er antallet af borgere, der er blevet tilset af lægevagten i Vordingborg, Kalundborg, Ringsted, Nakskov og Nykøbing Sjælland, faldet fra knap 27.000 til knap 12.000, viser tal fra Region Sjælland. I 2020 er tallet svundet yderligere ind på grund af coronaepidemien, som har tyndet så meget ud i antallet af patienter, at de fem små ad hoc-konsultationer ikke rigtig benyttes i øjeblikket.

Morten Lysdahl forklarer:

»I takt med, at vi bliver færre og færre læger til at dække vagterne, er det svært at blive ved med at opfylde forpligtelsen til at holde de små konsultationer åbne. Vi mener også, at de er usikre for både læger og patienter. De ligger jo i bygninger, hvor der ikke er et øje, når vi lukker os ind for at tilse patienterne«, siger Morten Lysdahl.

En patients tilstand kan blive forværret, så lægen får behov for at tilkalde akut hjælp. Men hjælpen kan være længe undervejs.

»En lægevagt her giver patienterne en falsk tryghed. Jeg har kolleger, der har stået med iltapparatet i den ene hånd og telefonen i den anden og har gjort, hvad de kunne for at hjælpe en patient, som pludselig er blevet meget dårlig. Så er det bedre at være på et akutsygehus, hvor hjælpen er i huset og er hurtigt fremme«, siger Morten Lysdahl.

Et andet problem er de patienter, der kan blive aggressive.

»Der er rigtig mange af vores yngre kvindelige kolleger, som ikke bryder sig om at være her, fordi det er utrygt. De får myrekryb af at lukke sig ind i de store tomme bygninger, hvor der venter et antal ukendte patienter. Det er selvfølgelig også utrygt for os andre, men de yngre kvinder er jo mere udsatte«.

Det er karakteristisk, at flere af de små lægevagtskonsultationer ligger på tidligere sygehuse, der er blevet lukket, fordi tiden, udviklingen – og økonomien – løb fra dem.

»Men det er jo ikke os, der har lukket sygehusene. Det er regionen. De mente, at de små sygehuse var svære at bemande og fagligt uforsvarlige. Nu, hvor vi benytter de samme argumenter om lægevagten, stritter de imod, og vi er efterladt her som Last Man Standing«, siger Morten Lysdahl med ærgrelse i stemmen.

Mere belastning i praksis

Hverdagen i almen praksis i Region Sjælland har ændret sig markant, siden de dage, hvor den sjællandske lægevagtsaftale blev indgået, og Bjarne Riis, Ungdomshuset og Galathea 3 løb med de store overskrifter. Det daglige lægeliv i praksis er blevet endnu mere hektisk, og overskuddet til at tage en vagt eller to eller tre om måneden er ikke længere det samme.

»Lægemanglen har ramt vores region hårdt. Vi arbejder i gennemsnit 48 timer om ugen inklusive lægevagter, og belastningen i vores egne praksis er steget mærkbart i dagtid. Vi har meget travlt, og vi er trætte, når vi er færdige efter en dag i praksis«, siger Camilla Høegh-Guldberg.

Region Sjælland er det sted i landet, hvor regionens praktiserende læger dækker den mindste del af lægevagterne: 62 procent mod 84 procent i topscoreren Region Midtjylland. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens »Anbefalinger for organisering af den akutte sundhedsindsats« fra oktober 2020.

Ifølge oplysninger fra Region Sjælland dækker de praktiserende læger på Sjælland 1,4 vagter om måneden i gennemsnit. Regionen mener, at lægerne ifølge overenskomsten burde tage 2,9 vagter i gennemsnit pr. måned.

Camilla Høegh-Guldberg forklarer situationen således:

»Selvom vi er taknemmelige for, at yngre ansatte kolleger – også kolleger fra Region H – byder ind på at tage lægevagter, så er det kun de praktiserende læger, der kan pålægges vagtforpligtelse. Overenskomsten er skrevet i en anden tid – uden lægemangel. Det fremgår af den, at det skal sikres, at alle praktiserende læger skal have mulighed for at deltage i lægevagter. Det er slet ikke der, vi er i dag. Men overenskomsten fastslår også, at lægevagterne ikke må udgøre en urimelig belastning, og det holder vi os til. Det vil de helt klart gøre, hvis vi alle fast skal have tre vagter om måneden«.

Svært at afsætte gratis vagter

Region Sjælland har – som den eneste region uden lægeuddannelse – store problemer med at rekruttere nye praktiserende læger. Og med en tredjedel af lægerne over 60 år er der brug for, at nye kommer til, og at de gamle bliver ved lidt længere. Tidligere friholdt man læger over 60 år for vagter netop for at gøre det attraktivt at udskyde pensionen. Men den grænse måtte man hæve til 63 år i 2019 for at få vagten til at hænge sammen.

»De forhold, vi har nu, gør det vanskeligt både at fastholde læger og rekruttere nye praktiserende læger. Vi er i skarp konkurrence med Region Hovedstaden, hvor de har 1813 og ikke behøver at dække lægevagter«, siger Camilla Høegh-Guldberg.

En stor del af vagterne i Region Sjælland bliver da også dækket af de vagtfrie kolleger fra hovedstaden. Men det er ikke nødvendigvis gratis. I »gamle dage« var det kutyme, at lægerne byttede, når de var forhindret i at dække en vagt. I dag skal der ofte penge på bordet.

»Presset er så stort, at folk har svært ved at afsætte eller bytte deres vagter. Folk dukker sig, når der bliver vagter ledige. De har rigeligt. Det er barokt, at vi endda betaler 3.000 kroner i bod ved sygdom«, siger Camilla Høegh-Guldberg.

I dag er det sjældent gratis at afsætte en vagt. Det kan koste mellem 1.000 og 3.000 kroner, alt afhængigt af tidspunkt og type af vagt.

Sjælland eller hovedstaden?

»David« kører en del af lægevagterne i Region Sjælland. Det er sådan en som ham, patienterne møder, hvis de skal have besøg af lægen i hjemmet, fordi de ikke kan møde op i lægevagten, men samtidig ikke er dårlige nok til at blive indlagt.

»Jeg har som sådan ikke brug for at køre lægevagt, men jeg synes, det er både udfordrende og spændende. Jeg lærer virkelig noget fagligt og menneskeligt, for jeg ser en virkelighed, som jeg ikke altid har kendt til. Jeg har oplevet at komme ud i hjem, hvor der er så beskidt, at man dårligt kan finde et sted at stille sin taske. Vagterne giver mig et vigtigt indblik i patienternes liv«, fortæller han.

En læge som »David« burde være Region Sjællands hedeste drøm. Han er i 30’erne, bor i københavnsområdet og er i gang med sin hoveduddannelse i almen medicin. Han drømmer om en fremtid som praktiserende læge i et lægehus, og det er ikke afgørende, om lægehuset ligger i hovedstadsområdet eller ude på Sjælland.

»Det vigtigste er, at jeg kommer til at arbejde med nogle gode kolleger. Det kører jeg gerne for. De rigtige mennesker betyder mere for mig end transporten«, siger han.

Men i øjeblikket hælder »David« mest til at droppe Region Sjælland.

»Jeg er ikke endeligt afklaret endnu, men som situationen er nu, er det mindre attraktivt for mig at nedsætte mig som læge i Region Sjælland end i Region Hovedstaden, hvor man ikke har lægevagtsforpligtelse. Så kan man bruge tiden i sin egen praksis i stedet for på lægevagt. Lige nu sejler det hele i Region Sjælland, og det virker ikke så tillokkende på mig«, siger han og tilføjer:

»Jeg kan ikke forstå, at Region Sjælland ikke gør noget for at tiltrække os yngre læger, der gerne vil være praktiserende læger«.

Sidder i taxaen og venter

Ugeskrift for Læger kender »Davids« rigtige navn, men han ønsker ikke at få det frem, fordi han kun tager de vagter, hvor en læge på forhånd lægger en kontant bonus oveni for at slippe af med sin vagt.

Det er der en helt bestemt årsag til.

»Vi tjener kun noget på kørevagterne, når vi kører ud på patientbesøg. Hvis der ikke er nogen besøg, tjener vi ikke noget som helst, men sidder bare i taxaen og venter i otte timer. Det har jeg prøvet. Jeg har godt nok siddet mange gange i en taxa, hvor jeg efter 3-4 timer tænker: ,Hvad filan laver jeg her?’, fordi jeg kun har tjent 300 kroner. Her under corona er det helt slemt”, siger »David«.

Han understreger:

»Jeg kan virkelig godt lide at tage lægevagter, men der skal også være noget at lave, og jeg skal også tjene lidt – det er trods alt noget, vi laver ved siden af vores normale arbejde«.

Skramlet lægevagt

»Der ligger overfaldsalarmen. Og der står nummeret på dem, vi skal ringe til ved hjertestop«.

Vi er på Næstved Sygehus, og vagtlæge Morten Lysdahl byder indenfor til sin søndagsvagt.

Venteværelset er tomt, og det er den lange gang også. Men Morten Lysdahl kan huske, at gangene myldrede med læger og sygeplejersker, da han i 1989 begyndte som ung reservelæge på det travle akutsygehus.

»Det var en helt anden tid. I dagtid på hverdage foregår her stadig mange ambulante behandlinger, men når vi er her i lægevagten, er vi alene – og det hele virker lidt skramlet«, siger han og kigger sig omkring.

Tiden er en anden - men samtidig virker det også, som om tiden er gået i stå.

»Noget af det ligner noget fra Østeuropa før murens fald, og der bliver ikke altid fyldt op i skabene, så vi kan bruge lang tid på at lede efter det, vi har brug for«, forklarer han.

Den næste patient skal have skyllet sit kateter, og Morten Lysdahl går på jagt efter katetervæske. Først i det ene lokale, så i det andet. Skabe op. Skabe i. Til sidst lykkes det for ham. Men han tager den sidste beholder, så der er ikke noget til næste patient med samme behov.

Halvdelen kunne vente

På det grå linoleumsgulv tegner formiddagssolen striber gennem persiennerne, og støvfnug danser graciøst i lyset. Coronastilheden præger lægevagten i Næstved og landets øvrige lægevagtskonsultationer.

I venteværelset hænger plakater om øjenbetændelse, bihulebetændelse og ondt i halsen: Lægevagt Classic. Men under corona fylder både klassikerne og alle de andre infektioner uendeligt lidt.

Før coronaepidemien kunne Morten Lysdahl se 60 patienter på en travl dag i lægevagten samtidig med, at skærmen viste, at 40-50 patienter ventede i kø til telefonvisitationen.

I dag har han set 16 patienter her i Næstved. Og blot en enkelt patient venter i telefonen på at komme igennem til visitationen. Ventetiden er 16 sekunder.

»Halvdelen af dem, jeg har set i dag, behøvede ikke at komme. De kunne have ventet til egen læge i morgen«, siger Morten Lysdahl.

Skævvridning

Striden om lægevagten handler nemlig også om, hvordan lægernes tid bedst skal prioriteres i en tid med udbredt lægemangel. Hvor godt skal tilbuddet om lægevagt være? Og kan lægeressourcerne anvendes bedre end i dag?

»Vi skal diskutere, hvad lægevagten skal. Lægevagten er til akut opstået sygdom, og vi foretrækker, at der er masser af læger i dagtid, så man kan gå til sin egen læge og komme videre i sundhedsvæsenet. Men lægemanglen bevirker, at nogle patienter i dag oplever, at det er sværere at blive set hos egen læge, end det er i lægevagten. Det er en skævvridning, og det skal vi have ændret«, siger Camilla Høegh-Guldberg.

I øjeblikket er der ingen forhandlinger mellem regionen og lægerne. Formanden for Region Sjælland, Heino Knudsen (S), siger, at regionen har tilbudt at overtage nattevagterne, hvilket vil spare de praktiserende læger i Region Sjælland for 25 procent af deres vagtbyrde. Men det skulle PLO have afslået.

Camilla Høegh-Guldberg siger, at det ikke er helt så enkelt:

»Vi har forhandlet om modernisering af lægevagten som en samlet pakke – en pakke, som indeholder ønsker, tilbud og modkrav fra begge sider af forhandlingsbordet, og det har indtil nu ikke været muligt at nå til enighed om en lægevagtsaftale. Men vi vil ikke forhandle lægevagt i medierne, og vi har aftalt med Region Sjælland, at forhandlinger foregår i forhandlingsrummet. Men vi håber, at forhandlingerne genoptages – og med et blankt stykke papir som udgangspunkt efter at den nuværende aftale er opsagt«.

Fremtidsønsket

PLO Sjælland læner sig op ad Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at lægevagter skal etableres på akut- eller specialsygehuse. Sådan håber de også, at det vil blive i Region Sjælland – engang.

Hvis det bliver til virkelighed, vil det komme til at betyde, at en lang række patienter omkring Kalundborg, Vordingborg, Nakskov, Ringsted og Nykøbing Sjælland får betydeligt længere at køre, når de bliver syge uden for dagtid.

Det problem skal løses, siger Camilla Høegh-Guldberg.

»Vi har fuld forståelse for, at det er et problem, at der er mennesker, som får langt til lægevagten. Men der må kunne etableres velfungerende transportordninger. Borgerne skal sikres hjælp til akut sygdom, men det skal planlægges så effektivt som muligt – både økonomisk og arbejdsmæssigt. Det gør man ikke ved at sprede de stadig færre læger ud på mange matrikler«.

Hun fortæller, at lægerne føler sig som løjtnant John Dunbar (Kevin Costner) i filmen »Danser med ulve« fra 1990. Dunbar udstationeres midt på prærien i siouxreservatet for blot at opdage, at kavaleriet for længst har forladt posten.

»Sådan har vi det nogle gange. De har lukket sygehuset og skadestuen, og vi skal blive derude og sikre lige sundhed til alle. Men det er svært, når vi bliver færre og færre læger«, siger Camilla Høegh-Guldberg.

De dage er forbi, hvor Bjarne Riis kunne trække verdenspressens giganter til pressemøder. De vrede unge fra Ungdomshuset er blevet voksne, og inspektionsskibet Vædderen, som lagde skrog til Galathea 3, patruljerer i dag ved Færøerne og Grønland.

Men lægevagtsaftalen i Region Sjælland består. I hvert fald indtil 1. september 2021.

Læs kronik af Peter Augustinus Andersen og Andreas Pihl »Gør lægevagten mere sexet«

Vagtlægerne i Region Sjælland