Da 20-årige Mathilde Jacobsen i sensommeren sidste år blev indlagt på Medicinsk Afdeling på Herlev Hospital var hun meget syg af sin spiseforstyrrelse. Så syg at hun var ved at dø.
»Jeg var diffus, og jeg var begyndt at få mærkelige farver på huden. Det var, som alt lukkede ned, det var meget ubehageligt«, siger hun.
Hun led af reernæringssyndrom. Den livsfarlige tilstand, der kan ramme kroppen, når den efter lang tids underernæring begynder at få næring igen. Hun fulgte en kostplan, som ambulatoriet på Psykiatrisk Center Ballerup havde givet hende, fortæller hun.
»Jeg var meget lavvægtig, da jeg kom til ambulatoriet. De gav mig en kostplan, som jeg skulle følge over en weekend«.
»Jeg fulgte planen, men blev så dårlig, så dårlig, og om mandagen fik jeg taget blodprøver, der viste, at jeg havde reernæringssyndrom«.
Mathilde Jacobsen blev indlagt. På Medicinsk Afdeling fik endokrinolog Claus Larsen Feltoft ansvaret for Mathilde Jacobsen. Han kendte godt til hendes tilstand.
Han er nemlig udstationeret to gange om ugen på Psykiatrisk Center Ballerups afdeling for spiseforstyrrede. Det har han været i godt to år nu. Og den ordning har vist sig at være god.
Samarbejde på dyster baggrund
Louise Rasmussen, klinikchef på Psykiatrisk Center Ballerup, og Claus Larsen Feltoft fortæller mere end gerne om det samarbejde, der fra dag ét har været en succes.
Baggrunden er den dystre, at psykiatriske patienter har en høj forekomst af fysiske sygdomme, og patienter med spiseforstyrrelse har det i særdeleshed.
»De fysiske sygdomme hos psykiatriske patienter bliver typisk varetaget dårligere end hos psykisk raske. Og patienter med spiseforstyrrelse er mere fysisk syge end nogen andre psykiatriske patienter. De har en stor overdødelighed. Til forskel fra andre psykisk syge har de ikke en overdødelighed på grund af selvmord eller misbrug, overdødeligheden skyldes de fysiske komplikationer til deres psykiatriske lidelse«, siger Louise Rasmussen.
Hun oplyser, at overdødeligheden er et sted mellem 10 og 20 procent – i nogle studier mere.
Det er kendsgerninger, der har frustreret Louise Rasmussen i hele hendes liv som psykiater, fortæller hun.
Et særligt venskab
Men for tre år siden viste der sig en mulighed for at gøre noget ved det. Det var, da Psykiatrisk Center Ballerup fik til opgaveat varetage den psykiatriske behandlingfor alle patienter med spiseforstyrrelse i Region Hovedstaden.
»Det blev en løftestang til at løse det problem, som vi altid har haft«, siger Louise Rasmussen. Centrets somatiske samarbejdspartner er Herlev, det var ikke nyt. Men Herlev overtog som noget nyt de spiseforstyrrede patienter, som var så fysisk syge, at de havde behov for indlæggelse.
Samarbejdet om denne patientgruppe blev taget op ved møder.
»Vi sad en stor gruppe mennesker, herunder Claus, rundt om et bord og blev enige om at have et helt særligt venskab og et særligt samarbejde om det her. Vi blev overraskende hurtigt enige om en løsning, som nu i to år har fungeret fantastisk godt«, siger Louise Rasmussen.
To slags ekspertise
Claus Larsen Feltoft var en del af løsningen.
De somatisk meget syge spiseforstyrrede patienter har behov for ekspertise fra to specialer simultant. Det psykiatriske og det medicinske i form af endokrinologen.
Samarbejdet er skrevet ned i en kontrakt, der beskriver, hvem der er forpligtet til hvad i forhold til behandlingen af den spiseforstyrrede patient med fysiske lidelser,forklarer Louise Rasmussen.
»Den måde, disse patienter får en fysisk sygdom på, er kompleks. Og selv om vi her på Ballerup har rigtig dygtige læger og sygeplejersker, så er det længe siden, vi har beskæftiget os med leveren og nyrerne, fosfat og kalium. Det er vi ikke dygtige nok til, og det skal vi heller ikke være. Vi skal være sindssygt dygtige til det psykiatriske og fokusere på det. Med aftalen har vi fået adgang til en kyndig somatisk læge, og en sygeplejerske fra Herlev ved behov«.
Claus Larsen Feltoft kommer fast to gange om ugen og hjælper. Han ser patienter, vurderer blodprøver og deltager i visitationskonferencen.
»Jeg er blevet synlig herude, og dermed er min tilstedeværelse med til, at vi kan tage en del i opløbet og forhindre indlæggelse. Det er målet. Psykiatriske patienter har det bedst på en psykiatrisk afdeling«, fastslår han. Han sørger for, at patienten får taget blodprøver, han overvåger saltbalancen, levertallet og knoglerne på udpegede patienter.
Kender patienten
Derfor kender han også Mathilde Jacobsen. Da hun blev indlagt på Herlev første gang, var det ham, der forklarede hende, at hun havde fået reernæringssyndrom. Han fortalte hende, at det betyder, at man efterfølgende skal på en meget forsigtig genoprettelse, og det var ham, der ordinerede de meget få milliliter nutridrik, som Matilde Jakobsen måtte indtage fire gange om dagen de første dage.
»Jeg var meget chokeret, da jeg blev indlagt. Men jeg følte mig i meget trygge hænder. Jeg følte, de havde forstand på det. Jeg anede ikke, hvad det handlede om, og så var det rart, at nogen kunne overtage styringen på den måde«, fortæller Mathilde Jacobsen.
Hun blev på Herlev i ti dage og var derefter rettet op, så hun kunne blive udskrevet til sengeafsnittet på Ballerup, hvor hun var indlagt i seks uger.
Her så Claus Larsen Feltoft hende jævnligt. Efter indlæggelsen blev hun udskrevet til ambulatoriet på Psykiatrisk Center Ballerup, hvor hun kom et par gange om ugen. Men kort før jul blev hun syg igen. Så syg, at hun igen måtte indlægges på Herlev, hvor hun igen var i godt og vel en uge. Nu er hun i et – planlagt – 14 ugers indlæggelsesforløb på sengeafsnittet på Psykiatrisk Center Ballerup.
Helt anden tilgang
For Claus Larsen Feltoft har det været »en oplevelse« at arbejde med denne type patienter. Han skal gå anderledes til patienten, end han er vant til. Ofte skal han overtale den spiseforstyrrede patient til at tage imod behandlingen – som er at spise, fortæller han.
»Som mediciner siger jeg til patienten, du skal have penicillin for din lungebetændelse, eller til den sukkersyge, du skal tage din insulin. Med disse patienter er lægerollen en anden, for jeg skal være mere pædagogisk. Hvis jeg taler om mad, bliver de angste. De vil gøre alt for at tabe sig, og spørger jeg for eksempel, om de har kastet op eller lavet høje knæløft hele natten, vil de sige nej. Så må jeg være fast og sige, jeg kan se på din blodprøve, at du har kastet op, eller hvorfor er dine fødder så helt hævede og røde?«.
At gøre som lægen siger øger angsten
Samtidig er det vigtigt, at han fastholder sin medicinske lægerolle. Og den er meget anderledes end den psykiatriske, det er han og Louise Rasmussen enige om.
»Jeg skal sørge for, at patienten overlever en måned. På Ballerup skal de have dem til at overleve resten af livet«, som Claus Larsen Feltoft formulerer det.
»Ja, det betyder, at tilgangen til patienten er forskellig«, siger Louise Rasmussen.
Jeg skal sørge for, at patienterne overlever en måned. På Ballerup skal de have dem til at overleve resten af livet.
»Nogle gange kender vi patienten gennem hele livet, og så skal vi have et samarbejde med dem. Vi skal balancere, så vi har det rigtige tilbud og forpligte patienten ind i det tilbud. Men hvis patienten er så syg af sin anoreksi, at det kræver indlæggelse på Herlev, så er man også ofte syg nok til, at man ikke nødvendigvis selv bestemmer længere, det hele i hvert fald. Og de fleste patienter, der kommer på Herlev, er ofte så svækkede, at de er livstruede. Og så ligger de i en seng og modtager den somatiske behandling. Når patienten så rykker tilbage til Ballerup, starter forhandlingerne op igen«, siger hun.
Og fortsætter:
»I forhandlingerne siger vi til patienten, at vi anbefaler det og det, hvad kan du acceptere? Spiseforstyrrelse er på den måde en ret speciel sygdom, fordi den altid sidder med ved bordet. Det betyder, at patienten altid er i gang med at overveje, hvis jeg gør, som lægen – eller sygeplejersken eller psykologen – anbefaler, hvor dårligt får jeg det så af min spiseforstyrrelse? Hvis man har svær anoreksi, får man det utroligt dårligt psykisk af at spise. Og det er en afvejning, som patienterne er nødt til at lave. Det øger angsten enormt at gøre det, vi siger. Så hvad vil man helst: gøre det, der er bedst for en, og som lægen anbefaler? Eller gøre det, der nedbringer angsten lige nu og her?«.
Den somatiske indlæggelse
Alt det er viden, som er vigtig på den medicinske afdeling, der får en svært syg anorektisk patient indlagt. Det er de ekstremt syge, der kommer her. Den største gruppe af anoreksipatienter kommer ikke her.
Udover Claus Larsen Feltoft er også en sygeplejerske blevet opgraderet til at kunne tage sig af den type indlæggelser.
»Hvis man er så tynd, som man skal være for at blive indlagt på Herlev, så er man utrolig fysisk utilpas. Og man har også svært ved at tænke klart«, sigerLouise Rasmussen.
»Det er vigtigt at sige, at det er ikke fordi, patienterne ikke forstår det. De er helt normalt begavede og har alle, måske mere end du og jeg, viden om kroppen og kalorier mv. Men hvis man har en stærk følelse af at være fed og ulækker, og det fylder en med en ufattelig angst, er man villig til at gå på kompromis med sit helbred for at føle, at man har det bedre. Og følelsen af at få det bedre er knyttet til vægttab. Så det,
vi gør i den akutte fase, er at skærme og beskytte patienten. Og alt – forhandlingen, reglerne og rammerne handler om at gå imod spiseforstyrrelsen«.
Hvis en farligt underernæret patient bliver indlagt, vil patienten i de fleste tilfælde gerne spise en lille smule for at overleve.
»De vejer måske 27 kilo ved indlæggelsen og de vil godt øge vægten til 35 kilo. Men ikke 37 kilo. De kan godt stritte meget imod, for de opfatter mad som gift. Den meget udsultede krop kan næsten ikke håndtere maden, og der skal vi prøve med samarbejde«, forklarer Claus Larsen Feltoft.
Planke under dynen
Faste aftaler og konsekvens er helt afgørende, siger Claus Larsen Feltoft.
»Hvis man begynder at tale om mad, bliver de angste. Men vi har lært, at vi skal være faste. Det er nødvendigt, for de prøver at forhandle. De spørger for eksempel, om de må gå en halv time ned og ryge, hvis nej, så et kvarter? Det duer ikke at glide af. Vi melder ud fra starten, hvad patienten må og ikke må. Først om tre dage tager vi det op igen. Vi har et adfærdsskema, der siger, hvad de må og ikke må, om at ligge i sengen, komme en halv time ned i en kørestol, du må ryge tre cigaretter om dagen og drikke halvanden liter vand om dagen og så videre«.
Hvorfor er det nødvendigt?
»Fordi de vil meget gerne skubbe de grænser: løbe ned ad gangene, bevæge sig meget, ryge 20 cigaretter, så de kan tabe sig. De vil gerne drikke 10 liter vand, så de vejer mere, når de skal vejes, og så tisse det ud bagefter. De vil gøre alt for at holde deres lave vægt. Og de vil gerne ligge i sengen og bevæge benene, så de kan tabe sig, og de vil tage lange kolde bade, som nogle også tror kan føre til vægttab. De vil gøre alt for at bruge energi, så de kan tabe sig. Derfor er vi ret faste og fastere end med andre medicinske patienter. Ellers vil de prøve hver sygeplejerske, der kommer ind og spørge, om de ikke lige få en cigaret til? Det har vi lært fra Ballerup«, siger Claus Larsen Feltoft.
»Ja, jeg har også prøvet det, da jeg havde en uges nattevagter som studerende, hvor jeg hyggede og sludrede med en anorektisk patient. Jeg følte selv, at det var gået så godt, indtil man fandt ud af, at hun havde stået i planke under dynen hele natten«, siger Louise Rasmussen.
Der sker også ernæring ved tvang. Det foregår med en sonde gennem næsen. Patienten holdes typisk fast af personalet, mens det foregår. Bæltefikseringer bruges stort set ikke længere.
»Det er ubehageligt for alle parter«, siger Claus Larsen Feltoft.
Færre indlagte
To år har samarbejdet nu varet. Og tilfredsheden er stor. Den fysiske vurdering af patienten er vigtig.
»Når vi står med en akut fysisk syg patient, med risiko for reernæringssyndromet, så har vi nu Claus. Han kan få ernæringen i gang igen på en kontrolleret måde, så den livsfarlige situation undgås. Tidligere kunne det blive forsinket, nogle gange fordi vi ikke kunne vurdere, om der var brug for hjælp. Eller hvis vi ville have hjælp, så kom den for langsomt, fordi vi hver gang skulle skabe relationen, ringe til en bagvagt på hospitalet og forklare, at det handlede om en spiseforstyrrelse, og bagvagten værgede sig måske mod at blive involveret, fordi han eller hun ikke rigtig vidste noget om det«, siger Louise Rasmussen.
»Den anden vej rundt slipper Herlev for at få en svært psykisk syg patient indlagt, som måske er fuldstændig overvældet af angst, som hiver sonder ud og løber op og ned ad gangene i en tilstand, som somatikken ikke forstår at hjælpe på samme måde som os. Nu stiller vi med psykiatrisk ekspertise og fast vagt. Så vi har fået et samarbejde som gavner os begge, og ikke mindst patienterne, enormt meget«, siger Louise Rasmussen.
Herlev Hospital havde i 2018 12 anoreksipatienter indlagt fra Ballerup. I 2019 var der seks.
Indlæggelsesperioden er blevet kortere.
Læs også: Spiseforstyrrelsen skal op med rode
