»Spiseforstyrrelsen fik overtaget«. Sådan beskriver Mathilde Jacobsen sine tilbagefald. Men forklaringen er hun usikker på.
»Det er noget detektivarbejde, jeg arbejder med lige nu. Jeg er blevet meget bevidst om, hvilken kontinuitet der skal til for at få hevet spiseforstyrrelsen op med roden. Jeg har virkelig arbejdet vedholdende med det, fordi i de perioder, hvor det går godt, kan jeg godt få en tanke ind om, at det hele nok skal gå. Men slapper man lidt af i forhold til kostplanen og ikke følger den 100 procent, så er det som at give spiseforstyrrelsen en lillefingernegl, og så ruller lavinen. Det var det, der skete i den periode«.
At du ikke spiste nok?
»Ja«.
Skal du overtale dig selv til at spise?
»Nej. For mig handler det meget om restriktiv spisning. Til at starte med kunne det være, at grønsagsmængden voksede en lille smule. Men så eskalerede det over i, at der kun var grønsager på tallerkenen. I stedet for at følge planen, som er, at jeg også skal have fedtkilder og proteiner osv. Også grønsager, men ikke så mange.
Når jeg først er af sporet, så er der ligesom nogle kræfter, der tager over. Og så mærkede jeg nogle symptomer, jeg havde haft før, dem, der stammer fra reernæringssyndrom. Jeg tabte mig rigtig hurtigt, og jeg fik det dårligt, og der kom en følelse af at være i en boble og være helt diffus. Så jeg bad om at få taget blodprøver en dag, jeg var på ambulatoriet. Og de viste, at der var grund til at blive indlagt på Herlev«.
»Efter en lille uges indlæggelse kom jeg hjem til jul. Jeg var i gang med at planlægge viderebehandling i ambulatoriet, men jeg fik hele tiden taget blodprøver, som jeg var i dialog med Claus om. De var igen ikke gode. Jeg var ikke kommet op på et niveau, og så sagde Claus, at han ud fra et lægefagligt syn ikke syntes, det var ansvarligt, at jeg skulle være derhjemme. Han sagde, at jeg skulle indlægges her på Ballerup«.
Hvad sagde du til det?
»Til at starte med var jeg ikke helt glad ved tanken. Af flere årsager. Mentalt er det ubehageligt, at der er et tilbagefald i spiseforstyrrelsen, og samtidig havde jeg en stor følelse af skam over, at jeg ikke havde bekæmpet spiseforstyrrelsen helt. Så det at gå et skridt tilbage var ubehageligt.
Samtidig var jeg helt overbevist om, at det var bedst for mig, hvis jeg skulle passe godt på mig selv. Her er faciliteterne til at få taget blodprøver, jeg kan blive justeret op i kost, og der er nogen, der hele tiden holder øje med tallene, så jeg ikke bliver mere syg.
Så rationelt og logisk set var det det, der skulle til«.
