»Bliver de mødt med, at de nok bare er opmærksomhedskrævende, gør man blot ondt værre«

De skærer i sig selv, kradser sig til blods, brænder sig selv med cigaretten, skolder sig med kogende vand eller banker hovedet ind i en væg.

»Kun« 15-20 procent af børn og unge, der skader sig selv, møder ikke kriterierne for en psykiatrisk diagnose.

Selvskade er hyppigst forekommende blandt børn og unge i psykiatrien, hvor 75 procent af pigerne og 50 procent af drengene har skadet sig selv inden for det seneste halve år.

Men når de selvskadende unge kommer i kontakt med psykiatrien, oplever de ikke altid, at der bliver spurgt ind til deres skæremærker, forbrændte hud og røde knoer.

Det siger Lotte Rubæk, psykolog og leder af Team for Selvskade i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden.

»Berøringsangsten gør sig gældende inden for alle faggrupper. Enten fordi de ansatte ikke bryder sig om eller tør spørge ind til det, fordi de er bange for at komme til at fokusere for meget på selvskaden, eller fordi de fejlagtigt tror, at den unge har gjort skade på sig selv for at opnå opmærksomhed.

Det er desværre en af de største myter, der omgærder selvskade, og at man ved at ignorere arrene og de blå mærker kan få dem til at stoppe med at skade sig selv.

Men de unge skammer sig og frygter lægens og sygeplejerskens reaktion på det, de har gjort mod deres krop. Hvis de så oveni bliver mødt med, at de nok bare er opmærksomhedskrævende, gør man blot ondt værre«, siger Lotte Rubæk og fortsætter:

»Selvskade er ikke en ’for sjov’-handling, men er uløseligt forbundet med enten mistrivsel eller psykisk lidelse, og det er nødvendigt at spørge ind hertil med lige dele respekt og nysgerrighed«.

Selvskade på vrangen

For at mane myter i jorden og for at imødekomme efterspørgslen efter mere viden om selvskadende adfærd, er det fra og med i sommer blevet obligatorisk for læger og øvrige ansatte i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden at gennemgå et grunduddannelsesforløb om unge med selvskadende adfærd.

Det er Team for Selvskade i Region Hovedstaden, der står bag e-læringskurset »Selvskade ABC – Psykiatri«, der skal opkvalificere de ansatte med basal viden om selvskade og klæde dem på til at tage snakken med de unge. Materialet, der er forskningsbaseret og indeholder cases og praktiske anvisninger på, hvordan man møder patienterne, kommer ikke alene de ansatte i Region Hovedstaden til gode, men vil også være tilgængelig for landets øvrige regioner.

En af de mest sejlivede myter, Lotte Rubæk støder på, er, at selvskade er et mislykket selvmordsforsøg.

»Selvskade og selvmordsforsøg ses ofte som en pærevælling. Al forskning peger imidlertid på, at der er tale om to helt forskellige adfærdsformer. Selvskade er en coping-strategi, der kan forekomme flere gange dagligt og ugentligt og udvikle sig til, at den unge bliver afhængig af de endorfiner, der er resultatet af at skade sig selv. Men det er ikke forbundet med et ønske om at dø.

Når det er sagt, er der en væsentlig sammenhæng mellem selvskade og selvmord. Har man således skåret i sig selv igennem mange måneder eller år, er det en stærk prædiktor for, at man senere forsøger at begå selvmord«.

En anden udbredt myte knytter sig til, hvem der selvskader. Og det er ikke »kun« den 15-årige pige, der kæmper med præstationspres og »ondt i livet«.

Nogle undersøgelser peger på, at der er lige så mange piger og drenge, der forvolder skade på sig selv. De fleste viser dog, at der er en overvægt af piger, men det er ifølge Lotte Rubæk ikke en stor overvægt.

»Også drenge skader sig selv. Typisk slår de hovedet eller knoerne ind i væggen, eller de brænder sig med f.eks. en cigaret.

Klassiske kønsstereotyper vil dog næppe få den praktiserende læge til at mistænke, at den unge fyr med blå mærker på kroppen har skadet sig selv, men snarere, at han har været oppe at slås eller har foretaget en glidende takling i fodbold«, siger Lotte Rubæk, der ser et behov for at opkvalificere almen praksis.

»I dag har de praktiserende læger svært ved at vurdere, hvad de skal stille op med et ungt menneske med selvskade. Skal de selv forsøge sig med noget samtaleterapi? Skal de henvise til psykiatrien? Eller til psykolog? Eller er det skolernes PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), der skal aktiveres«?

Siden slutningen af maj har praktiserende læger kunnet hente råd og vejledning til at opspore og henvise patienter med selvskade på en særlig lægeportal udviklet af Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade og Videnscenter om Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Internetbaseret terapi, screening og retningslinjer

Lige nu afprøver man i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center et internetbaseret individuelt behandlingsforløb, der strækker sig over 12 uger, som består af både tekst, film, lydfiler og interaktive øvelser, og som også inddrager den selvskadendes forældre.

ERITA (Emotion Regulation Individual Therapy for Adolescents), der er udviklet og afprøvet i Sverige, er målrettet alle børn og unge i alderen 13-17 år, som er i et ambulant behandlingsforløb i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, og som minimum har haft fem direkte selvskade-episoder det seneste år og minimum én den seneste måned.

»Sverige, der har haft nationalt fokus på selvskade i ti år, har afprøvet forskellige behandlingsformer og er klart et foregangsland, når det kommer til selvskade.

I ERITA tager vi det bedste fra dialektisk adfærdsterapi (DAT) og Emotion Regulation Group Therapy (ERGT), der oprindelig er udviklet til patienter med borderline, og målretter det alene unge med selvskade.

Det er mindre intensivt end f.eks. DAT, som typisk strækker sig over et helt år. Ved at gøre forløbet kortere og internetbaseret, kan vi til gengæld nå ud til mange.

Fordi selvskade ikke er en diagnose, har vi ikke hidtil haft et etableret behandlingstilbud, men det er det, vi håber at kunne få med ERITA«, siger Lotte Rubæk.

Det er således første gang, at man afprøver internetbaseret terapi i børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark, og efter et par pilotforsøg skal ERITA nu undersøges i et randomiseret kontrolleret studie.

Team for selvskade i Region Hovedstaden, der blev oprettet i 2018, har også udviklet et screeningsværktøj, så alle, der tilses i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, uanset henvisningsårsag, systematisk spørges ind til selvskade.

»Screeningen er vigtig, fordi vi ved, at en del børn og unge ellers går igennem et forløb i psykiatrien, uden at deres behandlere er blevet bekendte med selvskaden. Da selvskade ofte i sig selv er behandlingskrævende og samtidig forværrer prognosen for patientens grundlidelse og markant forøger risikoen for selvmord, er det en vigtig viden for behandleren«, siger Lotte Rubæk.

Derudover har selvskadeteamet udarbejdet detaljerede retningslinjer for, hvordan selvskade skal håndteres på døgnafsnit.

»Hensigten er her at sikre en behandling af høj faglig kvalitet og en ensartet tilgang til de selvskadende børn og unge, der ikke er afhængig af den enkelte behandler, ligesom det er et mål at undgå tvangsforanstaltninger som det første. Selvskade er en af de hyppigste årsager til, at man tyr til tvang«, siger Lotte Rubæk.

Mange ubekendte

Hvor mange børn og unge der skader sig selv, er der de senere år kommet flere bud på.

Bl.a. viste en undersøgelse fra Børnerådet i 2016, at mere end her femte i en niendeklasses årgang gør skade på sig selv. Et tal, der er bekræftet i en undersøgelse fra Børns Vilkår fra maj i år. Her fremgik det endvidere, at 28 procent af pigerne i niende klasse har skadet sig selv, mens det kun er tilfældet for halvt så mange af drengene i samme årgang.

Blandt elever på ungdomsuddannelserne er det ifølge Lotte Rubæk mellem hver femte og hver tredje, der skader sig selv.

»Det er vigtigt at slå fast, at når mellem en femtedel og en tredjedel gør skade på sig selv, kan det ikke nytte at parkere årsagen hos den enkelte. Vi bliver nødt til også at se på de kulturelle faktorer og samfundet omkring de unge. Det er næppe tilfældigt, vi har set en stigning i en periode, hvor de sociale medier opstod«, siger Lotte Rubæk, der ikke mener, der er dokumentation for, at der de seneste 5-10 år er sket en stigning i omfanget.

Selvskade peaker i 14-16-årsalderen, men mange debuterer allerede som 11-12-årige og forsætter med at skade sig selv helt indtil 25-årsalderen, hvorefter det aftager for de fleste, men fortsætter for andre. Derfor skal man ifølge Lotte Rubæk også mistænke selvskade hos voksne og ældre.

Af en undersøgelse fra ViOSS – Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade fra 2015 angiver 18 procent af de 31-40-årige at have skadet sig selv, mens det kun er tilfældet for tre procent af dem over 41 år.

»Uagtet køn og alder ved vi, at langt hovedparten skader sig selv for at affektregulere og få bragt de ubærlige følelser, de er overmandet af, til ro. Men det gode er, at hvis vi kan hjælpe med at finde andre strategier til at regulere følelserne, har vi hjulpet 90 procent ud af deres selvskadende adfærd«, siger Lotte Rubæk.

Læs også:

Et helhedsorienteret behandlingsforløb uden hak og huller, tak

Selvskade er et stigende problem, men der er håb forude