Blodtransfusion til medlem af Jehovas Vidner var lovlig

Det var lovligt, da en overlæge på Odense Universitetshospital (OUH) den 22. september 2014 besluttede at give et bevidstløst medlem af Jehovas Vidner en blodtransfusion. Det fastslår en dom fra Højesteret tirsdag den 1. februar.

Ifølge højesteretsdommen var der hjemmel i sundhedsloven til at give patienten blod, mens han var i bevidstløs tilstand. Højesteret slår også fast, at blodtransfusionen ikke var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvilket Østre Landsret ellers kom frem til i 2020.

Højesteret lægger i sin afgørelse vægt på, at den bevidstløse patient var ude af stand til at tilkendegive sine ønsker til behandlingen i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation, og at han på tidspunktet for blodtransfusionen befandt sig i en tilstand, hvor en blodtransfusion var påkrævet for hans overlevelse. Patienten afgik fire uger senere ved døden. Dødsfaldet havde ikke sammenhæng med blodtransfusionen.

Patienten var kommet til skade, da han faldt ned af et tag og havde ved faldulykken og indlæggelsen et blodkort – et såkaldt forhåndsdirektiv – i sin bukselomme. Kortet var udfyldt den 11. februar 2012. Af blodkortet fremgik det, at han ikke at ønskede at modtage blod. Patienten havde ved en tidligere indlæggelse i 2010 ligeledes tilkendegivet, at han ikke ønskede at modtage blod.

Ifølge Højesteret opfylder dette kort ikke kravet i sundhedslovens § 24, stk. 2 om, at en afvisning af at modtage blod skal være givet på informeret grundlag i forbindelse med den aktuelle sygdomssituation.

Giver større klarhed

Lægelig direktør Kim Brixen fra OUH siger, at hospitalet tager afgørelsen til efterretning.

»Det er betryggende, at Højesteret bakker op om den praksis, der i mange år har været på området, og at Højesteret ligeledes bakker op om den rådgivning, vi har fået fra Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) i den konkrete sag«, siger Kim Brixen.

Overlægen, som traf beslutningen om at give patienten blodtransfusion i september 2014, havde før blodtransfusionen rådført sig med sin chef, den juridiske afdeling på OUH og med embedslægen.

»Det er en sag uden vindere. Sådan nogle sager er altid ulykkelige – ikke mindst for de familier, der står tilbage og føler, at deres familiemedlems ønske ikke er blevet hørt. Men det har også været belastende for den læge, som har afgivet lægeløftet og er blevet rådgivet af STPS, for han har befundet sig i et limbo i adskillige år«, siger Kim Brixen.

Klaus Peder Klausen, formand for Etisk Udvalg i Lægeforeningen, mener, at dommen skaber større klarhed for lægerne:

»Højesteretsdommen gør det fremover nemmere for de læger, der skal behandle bevidstløse patienter, som har en seddel i lommen om, at de ikke vil modtage blod. Vi vil gerne respektere patientens holdning og sætter stor pris på patientens autonomi, men dommen fastslår, at selvbestemmelse hænger sammen med et informeret samtykke i den konkrete situation. Man kan godt træffe beslutning om at nægte transfusion, når man er sund og rask, men i den konkrete situation, hvor det at nægte transfusion kan koste en livet, kan man jo godt skifte mening«, siger Klaus Peder Klausen.

Han tilføjer:

»Der er ingen tvivl om, at det har været vanskeligt for den pågældende læge at stå og se på, at patienten ikke havde chance for at overleve, hvis ikke han fik blod. Det er da også derfor, at lægen har rådført sig grundigt, inden han traf sin beslutning«.

Klaus Peder Klausen vurderer, at højesteretsdommen vil blive central på universiteterne i undervisningen af såvel medicin- som jurastuderende.

Behov for klar juridisk vurdering

Sagen blev i 2016 anlagt som en civil sag ved Retten i Svendborg. Det var patientens familie, som sagsøgte STPS, der dengang var klagemyndighed, fordi styrelsen i forbindelse med en klagesag ikke havde fundet grundlag for at udtale kritik af lægernes behandling af patienten på OUH. Sagen blev i 2018 henvist til behandling ved Østre Landsret, hvor Styrelsen for Patientklager som nyoprettet klagemyndighed var den sagsøgte.

Landsrettens dom i 2020 gik imod Styrelsen for Patientklager, men dommerne var ikke enige. To mente, at blodtransfusionen var en overtrædelse af Det Europæiske Menneskerettighedskonvention, mens den tredje fandt transfusionen påkrævet.

I en kommentar til Højesterets dom siger vicedirektør Charles Bo Volkersen Conrad, Styrelsen for Patientklager:

»Vi er tilfredse med, at Højesteret er enig i vores afgørelse. Med Højesterets dom har en læge i en lignende situation i højere grad mulighed for at lave et sundhedsfagligt skøn frem for også at skulle forholde sig til de juridiske implikationer på grund af risikoen for at modtage kritik. Vi valgte at anke dommen, fordi landsretten var splittet i sagen. Vi syntes, der var behov for en helt klar juridisk vurdering, så der ikke er tvivl om en læges retsstilling i en eventuel lignende sag i fremtiden. Den klarhed har vi fået nu, hvor Højesteret har talt,« siger han.

Skuffelse over dommen

Modsat landsretten fandt Højesteret ikke, at behandlingen på OUH var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Højesteret lægger i sin afgørelse vægt på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ikke afskærer nationale lovgivere fra at fastsætte nærmere betingelser for, hvornår Jehovas Vidners tilkendegivelser af, at de ikke vil modtage blod, skal være bindende for sundhedspersonale. Højesteret lagde også vægt på, at patienten de første dage under sin indlæggelse blev behandlet med bl.a. bloddannende medicin for derved at tage hensyn til hans tidligere tilkendegivelser om ikke at ville modtage blod.

Tyge Trier, der er advokat for den afdøde patients familie, har sendt Ugeskrift for Læger følgende udtalelse efter dommen:

»Enken og jeg er overraskede over dommen. Landsretten fandt, at der ingen tvivl var om, at den 67-årige endegyldigt havde fravalgt blodtransfusion. Det gjorde han i 2010, hvor han var meget tæt på at dø på Svendborg Sygehus, og han fornyede sit forhåndsdirektiv i 2012, og han bar direktivet i en bukselomme, da han faldt i 2014. Det var 45 år som Jehovas Vidne. Dagens dom synes at være et nederlag ikke bare for Jehovas Vidners retsstilling, men også for patientrettighederne for de voksne personer, som selv vil bestemme angående behandling på hospitaler i Danmark«.

Tyge Trier fortsætter:

»Menneskeretsdomstolens praksis fremhæver dels væsentligheden af ”right to self-determination” selvom det kan føre til døden, dels væsentligheden af religionsudøvelsen, som er ”one of the most vital elements” af individets identitet. Disse afgørende personlige valg for det enkelte individ, synes i dag at have måttet vige for hensynet til, at det kan være vanskeligt for lægerne at dokumentere disse sjældne sager«.

Han skriver, at de nu vil analysere dommen og de mange internationale domme nærmere og kalder det slutteligt for en »vanskelig dag for patientrettigheder og for respekten for religiøsitet hos mindretallene«.

 

Læs interview med blødningsekspert:

Blodtransfusioner og Jehovas Vidner: Læger har brug for bedre retssikkerhed