Fakta og vurdering
I »Lær om kroppen med Sandra« kommer vi med Bamselægen som underviser på uddannelse i kroppen og dens funktioner. Vi hører om alt fra hud til hormoner, albinisme og hjertestop, og det hele bliver gjort i et billedligt og metaforisk sprog, der inviterer både børn og voksne med på rejsen.
Da jeg var 15 år, var jeg indlagt med perforeret appendicit. Jeg husker stadig – 24 år senere – hvordan lægen fortalte, at de havde skåret igennem musklerne for at komme ind til blindtarmen. Jeg forestillede mig, der var anvendt en slags mini-motorsav for at komme igennem muskellaget, som jeg troede var lavet af noget stenhårdt. Måske siger det mest om mig, men min erfaring efter flere år i lægefaget er dog, at den gængse dansker ved forbavsende lidt om kroppen og dens funktioner, og mine naive teenagertanker om muskler afspejler måske dette meget godt.
Bamselægen tager os med på en 265 siders anatomisk, histologisk og fysiologisk rejse gennem den raske krop. I første kapitel om cellerne introduceres man til »byggeklodserne«, der indeholder »LEGO-opskrifter« – altså DNA – så cellerne ved, hvad de skal, når de skal »bygge et menneske«.
Herefter følger 13 kapitler, der behandler hvert sit organ i lignende billedsprog. Man møder »hæmoglobinbusser«, der fragter passagerer i form af ilt og kuldioxid til og fra »busstoppesteder« bedre kendt som kapillærer og alveoler. Leveren er kroppens pedel, ureteres er tisserutsjebaner, hjertet er en vandpistol, og tissemanden har en strittefunktion. Jeg vil faktisk vove påstanden, at også de fleste voksne mennesker, der ikke er »inden for faget« kan lære meget ved at læse med – om end flertallet nok trods alt har styr på det med strittefunktionen.
»De dugfriske spontane anmeldelser fra børnepanelets ældste medlemmer er: »Mor, jeg elsker bare bamselægebogen fordi man lærer så meget om kroppen« Nadja Lindberg Bonne, speciallæge i pædiatri.
Jeg har haft mine egne tre skarpe kritikkere med på rejsen, og jeg må allerede her tilkendegive, at jeg ikke kan udelukke en vis form for interessekonflikter, da de er ret vilde med bamselægen som de kender fra børne-tv.
Yngstekritikeren på knap fem år må jeg dog erkende ofte forlod »rejsen« og fandt andre græsgange. Bogen egner sig helt sikkert ikke til de mindste. Der er mange detaljer i bogen, som betyder, at den er ret lang, og når detaljerigdommen bliver for høj, kommer også mellem- og ældstekritikeren på syv og ni år til at se lidt blanke ud. Men med voksenguidning og en let sortering i, hvad der læses højt, kunne de følge med og nyde bogen og dens meget realistiske skildring af kroppen.
De dugfriske spontane anmeldelser fra børnepanelets ældste medlemmer er: »Mor, jeg elsker bare bamselægebogen, fordi man lærer så meget om kroppen«, og »det er altså sejt, at kroppen har en kopimaskine inde i cellerne«, og »jeg er glad for, at jeg har lært, at det er ledbåndene, der er syge, når man forstuver sin fod«.
Helt for egen regning siger jeg, at der er brug for, at danskerne ved mere om deres krop. Med sin bog har Bamselægen, med ganske få forbehold, givet et glimrende indspark til at børn og voksne kan få en større forståelse af hvilken vidunderlig maskine vores krop er.
