Skip to main content

Hvordan skriver man en lærebog om alt?

Det er en nærmest umulig opgave at skrive en lærebog om almen medicin. For hvordan skriver man en lærebog på 420 sider om alle tænkelige og utænkelige tilstande, som man kan møde i almen praksis.

Cover: FADL’s Forlag

Sara Radl, hoveduddannelseslæge i almen medicin. Interessekonflikter: ingen

23. okt. 2024
3 min.

Fakta og vurdering

Almen medicin, 2. udgave

Maja Søndergaard Worm og Lærke Schmidt Gasbjerg har kastet sig ud i en nærmest umulig opgave: at skrive en lærebog om almen medicin. For hvordan skriver man en lærebog om alle tænkelige og utænkelige tilstande, som man kan møde i almen praksis, på 420 sider?

Bogen, som er opdelt i fem større kapitler, illustrerer meget godt, at almen medicin ikke »blot« er et medicinsk speciale, men også en vigtig institution i det danske samfund. I første kapitel gennemgås bl.a. den praktiserende læges rolle i samfundet, samarbejdspartnerne, organiseringen af primærsektoren og vejen til at blive speciallæge i almen medicin. Kapitlet er næppe særligt relevant for den medicinstuderende, der skal læse til eksamen, men behovet for kapitlet vidner i høj grad om, at almen praksis og almen medicin som speciale er helt centralt i vores sundhedsvæsen, og at organiseringen af almen praksis rummer en stor del af selvforståelsen for specialet almen medicin.

Andet kapitel omhandler selve konsultationsprocessen, og hvis jeg var medicinstuderende igen, var det her, jeg ville finde mine overstregningstuscher og post-it’er frem. Det er nemlig i dette kapitel, at den almenmedicinske metode bliver beskrevet. Det er i dette kapitel, at det beskrives, hvordan man kan bruge forskellige kommunikative greb, og hvordan man strukturerer sin konsultationsproces, så man snakker om det, der egentlig skal snakkes om, får lagt en fælles plan og et sikkerhedsnet.

Hvis jeg var medicinstuderende igen, var det her, jeg ville finde mine overstregningstuscher og post-it’er fremSara Radl, hoveduddannelseslæge i almen medicin

Tredje og fjerde kapitel handler om patienterne i almen praksis, forebyggende undersøgelser og symptomer og sygdomme. Kaptitlerne indeholder egentlig nogle fine afsnit, for mig særligt relevant omkring de forebyggende undersøgelser, men det er her, at bogen udfordres af at skulle og ville beskrive så mange tilstande og sygdomme, at det i sagens natur er en umulighed at gøre det fyldestgørende. Man må virkelig betragte det som en overflyvning over tilstande og sygdomme uden at kunne bruge det som egentlig behandlingsvejledning.

Femte kapitel indeholder en række cases, hvor man som studerende kan øve sig i den almenmedicinske diagnostiske tankegang. Det er selvfølgelig helt oplagt som eksamenslæsning, og spændet i de forskellige cases illustrerer jo kun alt for godt, at man som læge i almen praksis virkelig er en generalist med en utrolig bred faglighed.

Almen medicin er en kort og relevant lærebog om almen medicin. Den er opbygget med overskuelige kapitler og fungerer som en god indføring i faget almen medicin for medicinstuderende. Udgivelsen er 2. udgave og dermed en opdatering af den 1. udgave fra 2018.