Boganmeldelse: Krigere uden våben - Lægerne og modstandskampen

Klaus Larsen har allerede en lang og lødig produktion om det danske sundhedsvæsen og lægestanden, bl.a. Ve og velfærd fra 2007, Dødens teater fra 2012 og Smitstof fra 2014. Nu tager han en tråd op fra Ve og velfærd med en ny bog, alene tilegnet lægernes rolle i modstandskampen 1940-1945. Der var på den tid ca. 3.500 læger i Danmark, og mindst hver ottende vides at have deltaget i illegalt arbejde, hvortil kom et stort antal medicinstuderende. Mange blev fængslet og mishandlet, 29 omkom, dræbt herhjemme eller i KZ-lejre.

Bogen omtaler ca. 75 af disse modstandsfolk, nogle velkendte som Mogens Fog, Ole Chievitz og Erik Husfeldt, der blev medlemmer af Frihedsrådet, andre kun husket af en mindre kreds. Indsamling af vidnesbyrd har været et stort arbejde, fordi mange efterfølgende ikke ønskede at videregive beretninger eller erindringer om de strabadser og traumer, som deltagelse i de livsfarlige aktioner indebar. Denne anmelders snart 100-årige mor modtager stadig, som en af de sidste, hædersgave til besættelsestidens ofre, uden at vi børn nogensinde har fået nogen sikker viden om, hvad vore forældre foretog sig.

Imidlertid har Klaus Larsen gennem et stort litteraturstudie og samtaler med enkelte efterladte formået at fremstille et rigt facetteret billede af, hvilke motiver der drev så mange af en priviligeret profession til deltagelse i illegalt arbejde, hvad de gjorde ud over lægelige funktioner for andre modstandsfolk i form af hjælp til jødiske og andre efterlyste, sabotageaktioner og stikkerlikvideringer. Også de moralske og etiske dilemmaer, der fulgte med, er godt beskrevet. Den høje pris, mange betalte for deres indsats, er vel illustreret. Et gribende afsnit belyser de grufulde forhold, der tilkom dem, der blev arresteret og sendt videre til de tyske KZ-lejre. Beretninger om dette og de mange clearings (gengældelses)-drab på læger fik stor betydning for lægestandens afvisning af hjælp til de mange syge tyske flygtninge, der strømmede til Danmark i de sidste krigsmåneder, og lægers hjælp til de henrettelser, der fulgte med retsopgøret. Der redegøres sobert for de motiver, der bidrog hertil, vigtigt at få beskrevet nu, hvor det senere har været problematiseret, om lægeløftet blev rigeligt gradbøjet. Et kort afsluttende afsnit omtaler det heldigvis lille fåtal af kolleger, der trådte i tysk krigstjeneste eller på anden måde havde støttet besættelsesmagten og efterfølgende blev straffet herfor.

Sammenfattende er der med denne bog rejst en meget smuk mindesten for den meget store andel af lægestanden, der vovede at sætte sig op mod myndigheders påbud og kæmpe for landets frihed og medvirkede til, at vi blev betragtet som allieret nation.

Bogen er velskrevet, letlæst og med gode illustrationer. Den anbefales til alle fagfæller, uanset om deres forældre, bedsteforældre eller andre vides at have deltaget i modstandskampen. Historierne fortjener at blive husket af os alle.

Klaus Larsen er journalist ved Ugeskrift for Læger. Han er fast skribent på bladets historiske artikler, som i dette nummer bygger på bogen: Da læger assisterede ved henrettelser