Skip to main content

Historisk: Da læger assisterede ved henrettelser

Da dødsstraffen blev midlertidigt genindført under retsopgøret efter besættelsen, blev en række læger tvunget ud i etisk svære valg.
Kravet om dødsstraf over landssvigerne var massivt efter befrielsen. I de store byer var der demonstrationer i stil med denne i Odense om formiddagen den 5. maj 1945. Foto: Frihedsmuseet.
Kravet om dødsstraf over landssvigerne var massivt efter befrielsen. I de store byer var der demonstrationer i stil med denne i Odense om formiddagen den 5. maj 1945. Foto: Frihedsmuseet.

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

30. sep. 2019
6 min

Den 5. maj 1945 var Danmark frit efter fem års tysk besættelse. En meget stor del af lægestanden havde været involveret i modstandsarbejdet, en del havde sat livet til.

Professor Mogens Fog, som var en anset læge og redaktør af Ugeskrift for Læger, havde været en af tre læger, som var medlem af Danmarks Frihedsråd, der fungerede som koordinerende organ for modstandskampen. Nu var han minister »for særlige anliggender« i befrielsesregeringen.

Dødsstraf eller ej?

I november 1943 havde Frihedsrådet udsendt pjecen »Når Danmark atter er frit«, som var et program for »ufortøvet og uindskrænket« genindførelse af demokratiet.

Frihedsrådet opfordrede til et tilbundsgående retsopgør med kollaboratører af enhver art, hvad der naturligvis kun kunne ske ved at lovgive med tilbagevirkende kraft. Frihedsrådet havde også diskuteret, om man i den forbindelse skulle genindføre dødsstraffen; formelt var dødsstraffen afskaffet i 1930, og den sidste henrettelse i Danmark havde fundet sted i 1892. I november 1943 mente Frihedsrådets flertal ikke, at dødsstraffen burde genindføres – end ikke midlertidigt.

Blandt dem, der havde talt imod dødsstraf, var Mogens Fog.

Men i løbet af 1944 eskalerede modstandskampen, og den voksende modstand blev mødt med brutal »modterror« fra besættelsesmagtens side. Udgangsforbud, vilkårlige nedskydninger, arrestationer, tortur, mord, henrettelser og bombeattentater blev hverdag. Dødspatruljer under tysk kommando, men med danske medlemmer, stod for en væsentlig del af terroren mod civilbefolkningen. Nazisterne udførte over 100 såkaldte clearingmord – drab på fremtrædende danskere. Hver tiende af de myrdede var i øvrigt læge.

»Død over stikkerne«

Alt dette havde i løbet af 1944 vakt befolkningens harme i en sådan grad, at Frihedsrådet i december skiftede holdning og krævede dødsstraffen i anvendelse efter en kommende befrielse.

Befrielsen kom i maj 1945, og i juni viste en Gallupundersøgelse, at et stort flertal gerne så dødsstraf over landssvigerne. Berlingske skrev:

»Af den lille Rest, som ikke ønsker Dødsstraf over Stikkere, mener Hovedparten, at de bør have Fængselsstraffe, mange, at de bør fratages de borgerlige Rettigheder for Livstid, og en stor Gruppe, at Stikkernes Ejendom bør inddrages … enkelte foreslaar, at Stikkerne skal have Prygl, pines, sendes til Sibirien eller Grønland, interneres, have Tvangsarbejde for Livstid eller straffes med Skatteforhøjelse«.

Landet over bar demonstranter bannere, der krævede »Død over Stikkerne«, og i det klima var der ingen vej udenom. Med et tillæg til straffeloven blev dødsstraffen midlertidigt genindført – med tilbagevirkende kraft.

Henvisning til »særlige strafformer«

Mogens Fog havde som nævnt ændret indstilling og støttede nu anvendelsen af dødsstraf. Ikke af hensyn til gengældelsesmotivet, som han ifølge sin dagbog fandt usmageligt. Normalt var formålet med straf at resocialisere lovovertræderen. Men i tilfældet med landsforræderne var forbrydelserne så grove, at der måtte være tale om psykopati – og psykopater ville kun blive forhærdede, og de ville komme ud optændt af had mod samfundet.

Derfor måtte psykiatriske speciallæger »nøje frasortere psykopater og andre upåvirkelige til særlige strafformer«. Med andre ord: Læger skulle udpege dem, som domstolene burde overveje at henrette. Desuden, fastslog Fog, kunne man ikke tillade, »at ofrene og de efterladte skulle møde deres torturbødler og snigmordernes bander i et kommende Danmark, gående rundt som frie, reetablerede borgere«.

Dødsstraffen var derfor »en praktisk, men nødvendig foranstaltning, som man måtte tage medansvaret for«.

Henrettelserne skulle foregå ved skydning, og det blev politiet, der fik den ubehagelige opgave at stille mandskab til eksekutionspelotonerne. Henrettelserne skulle eksekveres to steder: I Østdanmark på Bådsmandsstrædes Kaserne (i dag Christiania), og i Vestdanmark i Undallslund Plantage ved Viborg. Til formålet satte Justitsministeriet sin arkitekt til at tegne et skydeskur, som blev opført på de to udpegede pladser.

Læger på retterstedet

Ved henrettelserne skulle der være to læger til stede. Når den dømte var fastbundet til skurets bagvæg, skulle en læge placere et sigtemærke af papir eller stof over hjertet på den dømte. Når skuddene var afgivet, skulle lægen konstatere, at døden var indtrådt, og hvis det ikke var tilfældet, skulle pelotonens kommandør afgive et skud til den dømtes hoved. Det sidste blev aldrig aktuelt.

At finde læger, som frivilligt ville assistere ved de forestående henrettelser, var ingen nem sag. I København fik Justitsministeriet mod løfte om anonymitet og garantier for sikkerhed overtalt fire læger fra Retsmedicinsk Institut til at assistere.

Lægernes bekymring for egen sikkerhed var ikke grebet ud af luften. Der var stadig nazister på fri fod, og i ugerne efter befrielsen blev medlem af Frihedsrådet Frode Jakobsen udsat for flere attentatforsøg. Jakobsen, Fog og de øvrige medlemmer af Frihedsrådet var i en periode ledsaget af livvagter. Fog, der modtog flere dødstrusler, gik selv omkring med en afsikret pistol i lommen.

Det lykkedes at få 13 læger til at medvirke ved de i alt 46 henrettelser: I København drejede det sig om fire læger fra Retsmedicinsk Institut og to læger fra Københavns Fængsler. I Viborg deltog tre amtslæger, en kredslæge, en overlæge samt en stabslæge i hæren. Og endelig – som den eneste, der ikke var embedsmand – en praktiserende læge, som medvirkede ved en enkelt henrettelse i Undallslund.

De fleste var kun med ved en eller en håndfuld henrettelser. En enkelt læge, fængselsoverlæge Troels Thune Andersen, medvirkede ved næsten samtlige henrettelser i hovedstaden. Egentlig havde han trukket frinummer. Men to underordnede fængselslæger, der ikke havde været så heldige, kunne ikke klare mosten og bad sig fritaget efter deres første henrettelse. Thune Andersen følte sig forpligtet til at træde i stedet for sine underordnede. Han assisterede derfor ved de fleste af de henrettelser, der fandt sted i København.

Hver gang var Thune Andersen ifølge familien »helt ødelagt« i de følgende uger.

Universitetet beder om ligene

Mogens Fog havde ganske vist været modstander af dødsstraf. Nu anså han det som »en nødvendig foranstaltning«. Og når det nu ikke kunne være anderledes, kunne man lige så godt få noget nyttigt ud af det. Fog var ganske vist minister i befrielsesregeringen. Men han var også genindtrådt som professor ved Rigshospitalet, der var i bekneb for studiemateriale.

Under researchen til min nye bog om lægerne i modstandskampen, faldt jeg i Rigsarkivet over et officielt brev fra Mogens Fog til justitsminister i befrielsesregeringen Niels Busch Jensen:

Kære Kollega.

Idet jeg henviser til vor Samtale forleden Dag om Muligheden for at udlevere Ligene af de, der vil blive henrettet, til Universitet til Brug ved Studenterundervisningen, sender jeg dig hoslagt Afskrifter af nogle Reglementer og Cirkulærer, som jeg har faaet fra Universitetet.

Jeg sender samtidig Afskrift af et Brev, som Fuldmægtig Waage ved Københavns Universitet har sendt til min Sekretær.

Fog

Fakultetet har fremsendt forskelligt materiale og skriver bl.a.:

»I tidligere Tid, hvor Dødsstraffe blev idømt og Henrettelser udført, omfattede Fakultetets Krav ogsaa Ligene af saadanne … (Denne) Sag er af ganske afgørende Betydning for Uddannelsen af Læger ved Universitetet. Der har i de senere Aar været en katastrofal Mangel paa Materiale til den anatomiske Undervisning; til Trods for, at der fra Universitetets Side gentagende er gjort store Anstrengelser for at forbedre Tilgangen, er det ikke lykkedes paa Grund af Sagens prekære Natur«.

Materialet fra fakultetet er afsendt den 6. juni – fem dage efter vedtagelsen af straffelovstillægget. Lægerne var ikke sene til at handle.

Universitetet fik dog ikke et eneste lig udleveret. Enkelte af de henrettede blev i en kiste overladt familien til begravelse. Størstedelen af de 46 henrettede blev dog kørt direkte fra henrettelsesstedet til krematoriet, hvorefter de pårørende fik overrakt en urne med asken.

Artiklen bygger på Klaus Larsens nye bog: »Krigere uden våben. Lægerne og modstandskampen«. Munksgaards Forlag, 2019.

Læs Peter Skinhøjs anmeldelse af bogen.