Skip to main content

Bogen henvender sig til alle med interesse for nuklearmedicin

»Klinisk nuklearmedicin, 3. udgave« giver på 21 kapitler en fin og systematisk gennemgang af nuklearmedicin. Læs anmeldelse af Per Lav Madsen.

Cover: Gyldendal

Per Lav Madsen, overlæge. dr.med., Forskningslektor (KU), Kardiologisk Afdeling S103, Herlev-Gentofte Hospital. Interessekonflikter: ingen. 

30. nov. 2022
2 min.

Fakta

Klinisk nuklearmedicin, 3. udgave

Klinisk nuklearmedicin er et notorisk svært emne at komme ind i, og det er glædeligt, at Danmark har sin egen dansksprogede lærebog, som Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin nu har udgivet og opdateret siden 1986.

På 21 kapitler er man rigtig godt igennem nuklearmedicin, og alt forklares godt. Teknikker er velbeskrevne med udmærkede regneeksempler, men stadig på et niveau hvor det holdes kliniknært, og hvor samtlige forfattere gør sig umage med at forklare klinisk praksis og give gode råd til ikke bare kliniske fysiologer, der skal vælge den ene eller den anden teknik, men også til klinikere, der gerne vil have en god fornemmelse af, hvad de kan forvente af teknikken.

Bogen er vidtgående ment som en introduktion til faget for yngre læger, men vil også egne sig rigtig godt for speciallæger og forskere indenfor tilgrænsende fag (næsten alle!), der samarbejder med kliniske fysiologer og gerne vil forstå, hvad de selv kan lægge i de gennemførte analyser.

Jeg testede bogen på særligt tre områder, hvor jeg p.t. sidder med videnskabelige spørgsmål vedr. nyrebarksgennemblødning, lungeperfusion, myokardieperfusion og validiteten af PET ved udredning af febrile sygdomme, og bogen gav mig god hjælp og forslag til viderelæsning på alle tre punkter.

Hjerteafsnittet er meget velskrevet med alle specifikke undersøgelser skrevet med en god vægt mellem det letforståelige , det specifikke, hvis man har brug for viden om f.eks. stråledoser, og det kliniske med reference til studier, der viser specificitet og sensitivitet af de udførte undersøgelser.

Det lille statistikafsnit kunne jeg ikke lade være med at lyst-nærlæse, statistik kan man aldrig læse for mange gange på; det er fantastisk velskrevet, og bogen kunne læses bare på grund af det.

Bogen kan klart anbefales, og det kan allerede nu anbefales at opdatere bogen, når faget om måske ti år har ændret sig.

Læs flere anmeldelser her.