Content area

|

Børne- og ungdomspsykiaterne: Lav beredskabsplan til tiden efter corona

Et år efter den første nedlukning har gruppen af børn og unge, der bliver henvist til psykiatrien, ændret sig, konstaterer formanden for BUP, Linda Hardisty Bramsen. Hvis vi skal undgå, at pandemien på sigt får negative konsekvenser for den mentale trivsel hos børn og unge, er der brug for en plan for, hvordan vi sætter ind, mener BUP.
Illustration: CreativeZoo
Forfatter(e)
Jens Nielsen jen@dadl.dk

Den har ændret sig markant – gruppen af børn og unge i psykiatrien. Den har ændret sig i tiden siden den første coronanedlukning i marts sidste år og særligt siden den store nedlukning før jul: Der er flere »nye ansigter«, og der er flere med alvorlige symptomer udløst af den lange belastning, pandemien har medført. Nu hvor vi med vaccinationerne på fremmarch kan skimte en ende på nedlukningerne, er der derfor behov for at stå klar med en beredskabsplan for, hvordan vi kan sikre trivslen – både for de allerede ramte børn og unge og for de måske mange andre, der vil vise sig at have brug for hjælp for at finde tilbage til en tryg hverdag.

Sådan lyder det fra Linda Hardisty Bramsen, der er formand for BUP, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, og ledende overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland. Hun er foruroliget over såvel den nuværende situation som det mulige scenarie efter en genåbning.

Selvom det efter nedlukningen i marts blev understreget, at de psykiatriske tilbud til både voksne og børn og unge fortsat var åbne, skete der noget markant.

»Det giver god mening, at vi i børne- og ungepsykiatrien træder til som sparringspartner for indsatsen i primærsektoren, og det gælder ikke kun i den her coronasituation«, mener BUP-formand Linda Hardisty Bramsen. (Foto: Line Bloch Klostergaard/Region Nordjylland)»Det giver god mening, at vi i børne- og ungepsykiatrien træder til som sparringspartner for indsatsen i primærsektoren, og det gælder ikke kun i den her coronasituation«, mener BUP-formand Linda Hardisty Bramsen. (Foto: Line Bloch Klostergaard/Region Nordjylland)

»Vi fik meget få henvisninger, og der kom meget få i de psykiatriske skadestuer, og dér blev vi for alvor bekymrede. For hvor længe kan man som barn eller ung holde sammen på sig selv, når man har behov for hjælp? Da skolerne og samfundet så åbnede igen i forsommeren, kom der ikke et stort boom af henvisninger og henvendelser – først i løbet af efteråret var vi tilbage på et normalt leje, så der er formentlig nogle, der har gået rundt i ret lang tid uden at få den hjælp, de har haft brug for«, siger Linda Hardisty Bramsen.

»Det urovækkende i den seneste nedlukning siden jul er, at vi nu ser en målgruppe af måske sårbare unge, der kunne klare sig med en indsats i skolen og hjemmet, men som nu har udviklet mere alvorlige symptomer som angst, spiseforstyrrelser, OCD og depressioner, der er udløst af længere tids belastning. Det er, som om udmattelsen over den her pandemi, der føles, som om den bare bliver ved og ved, nu viser sig hos os i børne- og ungdomspsykiatrien. Og det er også det, børn og unge selv siger«, konstaterer hun.

Sikkerhedsnettet er væk

Mange af de børn og unge, hun og hendes kolleger nu tager imod, ville før pandemien være blevet opdaget og taget hånd om tidligere, når de udviste tegn på mistrivsel, men de ender altså nu i psykiatrien.

»Især de unge, der før kom steder – i skolen, i fritidstilbuddet eller i andre netværk – hvor det blev spottet hvis de mistrivedes, og hvor der så blev lavet en indsats i for eksempel PPR, skolen eller socialforvaltningen, har pludselig været i stor risiko for at blive alt for isoleret. Mange er blevet så skærmtrætte, at de heller ikke orker at være sociale via skærmen, og udmattelsen rammer ikke kun de unge foran skærmen – den har også ramt mange af de sociale tiltag med fredagscaféer og så videre, der kørte virtuelt i starten. Dén ekstra indsats er væk, og de voksne, der normalt ville få øje på de unge og få dem sendt videre til den hjælp, de havde brug for, er der ikke – de er også hjemsendt. Det sikkerhedsnet, der normalt ville fange dem, er væk. Så jeg har det sådan: Få nu de børn og unge i skole igen«, siger Linda Hardisty Bramsen.

I det lys er hun også alt andet end begejstret for de lokale skolenedlukninger, der sker, når smittetrykket stiger.

»Den her yoyo-kurs med at åbne og lukke flere gange er ikke sund for nogen, og ja, der er selvfølgelig politiske og andre hensyn, men jeg vil argumentere for, at den mentale trivsel hos børn og unge skal veje meget, meget tungere i beslutningerne. Jeg synes, det centrale spørgsmål er: Hvor længe må man være i mistrivsel? Det kan måske være nødvendigt at lukke skoler ned igen, men jeg kan godt være nervøs for, om man så får fulgt op på bekymringen for det enkelte barn. Er der ressourcer til det? Får man sendt den der underretning?«

I det hele taget handler det fra BUPs synspunkt om at holde fokus på trivslen, understreger Linda Hardisty Bramsen:

»Selvfølgelig skal der være fokus på det faglige, når skolerne åbner igen, men som vi ser det, er det vigtigste, at børnene igen skal finde ind til, hvem de er, hvordan de kan indgå i fællesskabet og komme tilbage i trivsel«.

Behov for en beredskabsplan

Hun og BUP advarer om, at der, når skoler og fritidsaktiviteter genåbner helt, er risiko for, at vi vil se langt flere børn og unge i alvorlig mistrivsel – og det er vi nødt til at tage højde for, mener hun.

»Vi kan ikke bare regne med, at når skoler og ungdomsuddannelser kan åbne helt, så kører det bare igen. Det vil det gøre for mange børn og unge, men slet ikke for alle, og det er vigtigt at have for øje, hvordan den enkelte lander«.

»Vi skal selvfølgelig ikke tale noget op, som måske viser sig ikke at være et udbredt problem, men hvis alternativet er, at vi står uforberedte, hvis det sker, er valget vel ikke så svært. Og det er altså sådan, at vi i børne- og ungdomspsykiatrien ser nogle børn og unge, vi ikke plejer at se, og der er derfor al mulig grund til at tro, at frontpersonalet – lærerne og pædagogerne – også komme til at stå med nogle problemstillinger og nogle børn i forskellige grader af mistrivsel, som de ikke er vant til«, siger Linda Hardisty Bramsen.

Problemerne vil ikke nødvendigvis være synlige fra første dag efter en fuld genåbning af skolerne, men vil vise sig over tid, påpeger hun:

»Det er kendt fra for eksempel anbringelser af børn, at barnet i den første tid gør alt, hvad det kan for at fungere og falde til – men at det derefter kan krakelere, når barnets kræfter slipper op, og dets overskud er væk. Det er min bekymring, at vi kan komme til at se noget lignende, når børnene kommer tilbage i skole. Og spørgsmålet er, hvad lærerne og det øvrige frontpersonale gør, hvis de noget tid efter genåbningen pludselig står med måske 20 procent af en klasse, der ikke kan falde til, og som ikke er i trivsel? Hvor kan de hente støtte til det arbejde?«

»Det er her, jeg mener, vi som samfund er forpligtet til at have en beredskabsplan for, hvad vi gør. For helt grundlæggende er det sådan, at jo længere tid en krise varer, jo større er risikoen for, at der opstår længerevarende skader«, siger Linda Hardisty Bramsen – og medgiver, at det er en stor opgave:

»Vi kan godt lave en generisk beredskabsplan på nationalt plan, men den svære øvelse er, at den skal udmøntes i lokale og kommunale planer, og det kan godt ende i 98 forskellige måder at gøre tingene på, fordi det er så forskelligt organiseret ude i kommunerne. Men selvom det er svært, er det godt at få sporet skoler og socialforvaltninger ind på at tænke i de her baner«, siger BUP-formanden.

Tættere på primærsektoren

En beredskabsplan skal ruste primærsektorens lærere og pædagoger, sagsbehandlere og PPR-personale til at tage sig af det øgede antal børn og unge, der kan have brug for hjælp, ligesom sundhedsplejerskerne kunne være en indgang, siger hun. En styrkelse af PPR-leddet kunne sikre støtte og opbakning til lærere og pædagoger på skolerne og sammen med almen praksis være et bindeled til psykiatrien. Og i socialforvaltningerne må man gøre sig klar til at sagsbehandle og handle på et øget antal underretninger, mener BUP-formanden.

Det kunne være godt med mere viden om og forskning i den helt aktuelle situation – men:

»Det er jo et faktum, at forskning tager tid – og den tid har vi ikke, hvis vi skal handle i tide. Så i stedet for at kaste os ud i at opbygge ny viden nu og afvente denne, handler det, som jeg ser det, mere om at sikre lettere adgang til den viden, vi allerede har om mistrivsel. Det handler om at få gang i dialogen ude på lærerværelserne og sikre, at lærerne og skoleledelserne har adgang til sparring med PPR«, siger Linda Hardisty Bramsen.

For børne- og ungepsykiatrien selv handler det om at komme tættere på primærsektoren – både i den aktuelle situation og generelt, mener hun:

»Det giver god mening, at vi i børne- og ungepsykiatrien træder til som sparringspartner for indsatsen i primærsektoren, og det gælder ikke kun i den her coronasituation. I BUP mener vi, at man både i tiårsplanen for psykiatrien og i transitionsmodellen bør indtænke, hvordan vi i børne- og ungdomspsykiatrien kan komme langt tættere på primærsektoren i et mere formaliseret samarbejde. På den måde kan vi være med til at opfange de belastede børn og unge tidligere. Som det er nu, er der for mange, vi først ser, når de har udviklet følgesygdomme på baggrund af mange års belastning af en uopdaget udviklingsforstyrrelse som autisme eller ADHD«.

»Det behøver ikke været et stort og tungt apparat – måske kan tingene klares over telefonen eller på et enkelt møde, men det er vigtigt, at der er mulighed for hurtig support. Ikke mindst nu hvor man som lærer og skole selv kan være coronatræt og hængt op med mange ekstra opgaver og udfordringer«, siger Linda Hardisty Bramsen

En ny efterkrigsgeneration?

Selvom hun mener, at en beredskabsplan skal søsættes på grundlag af eksisterende viden og uden at vente på ny forskning, lægger hun vægt på, at der er behov for forskning i pandemiens effekter på børn og unge:

»Det kunne det være spændende, hvis man kunne lave forskning helt ude på kommunalt plan, der kunne se på, hvad der konkret kan løses lokalt, og som vi kan bruge fremadrettet. Er vi oppe på regionalt og nationalt plan får vi selvfølgelig en masse data, men kan godt misse nogle vigtige pointer i forhold til de indsatser, der kan bruges i primærsektoren – ude på skolerne og der, hvor børn og unge ellers færdes til hverdag«, mener Linda Hardisty Bramsen.

Forskningen skal desuden sikre viden om de langsigtede konsekvenser, pandemien kan tænkes at få for ikke mindst de udsatte og sårbare børn og unge, der lige nu gennemlever den.

»Alle børn oplever jo tingene gennem de voksne, og for mange af de sårbare børn gælder det, at deres voksne måske selv er sårbare – der er jo en grad af genetik i den her gruppe – og børnene får derfor dobbelt op på belastning. Efter hvad vi hører, er der mange af de her børn, der ikke er kommet i nødskole, selvom de kunne have haft glæde af det, og nogle er forsvundet helt fra radaren. Vi så allerede i en undersøgelse i efteråret, at skolerne oplevede stigende fravær og skolevægring, og så tænker jeg: Hvordan mon de børn klarer sig igennem?«.

Men også for den brede gruppe af børn og unge er der stor usikkerhed om, hvordan pandemien vil sætte sit præg, påpeger Linda Hardisty Bramsen:

»Som ung er man i gang med at udvikle sin identitet fra man er 10-12 år og frem – ’hvem er jeg’, ’hvad kan jeg’, ’hvad skal jeg blive til’ – og det er afgørende, at det sker iblandt og i et samspil med jævnaldrende. Sådan har det ikke været det sidste år. Det står værre til ude i andre dele af Europa, hvor tingene ikke er så sammenhængende som herhjemme, men også her har der været alle mulige begrænsninger, og hvad konsekvensen af det helt anderledes udviklingspsykologiske miljø er, det ved vi først om 10-15 år. Vi ved ikke, om vi kommer til at se en generation som den efterkrigsgeneration, vi så i 1950’erne. Jeg håber ikke, at pandemien fører til flere psykiske sygdomme på sigt – men vi ved det ikke«, siger hun.

Hvis det skulle ende sådan, skyldes det ikke manglende viden om den situation, pandemien har sat børnene og de unge i, mener Linda Hardisty Bramsen:

»Jeg synes ikke, man kan sige, vi har undervurderet det pres, børn og unge har været udsat for – det er nok snarere sådan, at vi som voksne og samfund ikke har taget højde for det i vores beslutninger«.

LÆS OGSÅ: Europæiske børne- og ungdomspsykiatere: Læg en recovery-plan

Blad nummer: 

Right side

af Christian Crüger | 08/05
1 Kommentar
af Lars Stig Andersen | 08/05
2 kommentarer
af Jacob Peter Philipsen | 03/05
2 kommentarer
af Nils Thorm Milman | 03/05
1 Kommentar
af Thora Gudrunardottir | 01/05
1 Kommentar
af Wojciech Zbigniew Pawlak | 01/05
2 kommentarer