I år åbnes ballet med en kort artikel af speciallæge og arkæolog Annette Frölich om, hvad der måske var Danmarks første kvindelige læge – for 1.800 år siden. I en sønderjysk grav fandt arkæologerne en rusten klump, som ved nærmere undersøgelse viste sig at indeholde et kirurgisk redskab fra romersk jernalder – en trepanationssav. Sådan nogle er fundet tidligere i dokumenterede lægegrave – både for mandlige og kvindelige læger - inden for Romerrigets grænser. Denne blev imidlertid fundet i en kvindegrav i Sønderjylland, hvorfor man tør konkludere, at den gravlagte er den første dokumenterede kvindelige lægegrav fra denne periode (ca. 225-250 e.v.t.) uden for Romerrigets grænser. Gravfundet viser også, at læger – også kvindelige – havde høj status i romersk jernalder.
Faktaboks
Kønsforskeren Hans Bonde skriver om den moderne sundhedskulturs gennembrud i begyndelsen af 1900-tallet. Han tager afsæt i den farverige hygiejniker J.P. Müller og den indflydelsesrige tuberkuloselæge Christian Saugmann, som grundlagde Danmarks første større tuberkulosesanatorium ved Vejle Fjord. Hvor det før var forbeholdt de rige at rejse på kurophold i Karlsbad og ved Rivieraen, kunne også jævne folk og deres børn nu nyde godt af et kurophold
Ole Sonne skriver bl.a. om sundhed og sygdom blandt soldaterne under krigen i 1864, der kostede Danmark en tredjedel af dets territorium. Den kostede også tusinder af danske soldater liv og førlighed på slagmarken. Det var dog langtfra alle, der faldt for fjendens kugler og bajonetter. Ole Sonne, som er fhv. lektor i fysiologi ved Aarhus Universitet (og i øvrigt årbogens redaktør) har forsøgt at afdække dødsårsagerne for de soldater, hvor det har været muligt.
Artiklen inddrager mange aspekter i den (langtfra imponerende) danske sanitetstjeneste, hvor sygepassere og ambulancesoldater var værnepligtige uden uddannelse. Lazaretforholdene var også stærkt varierende, og fra lazaretterne i forreste linje blev de sårede og syge efter en hurtig førstehjælp sendt videre til mere sikre og bedre udrustede lazaretter bag fronten.
Bakterier var ukendte, og selv førende sygehuse i hovedstaden bød på en hygiejnisk standard, som efter vor tids målestok var skræmmende. I lazaretterne ude i første linje var forholdene endnu ringere (og tålte ikke sammenligning med prøjsernes overlegne sanitets- og ambulancetjeneste).
Selv efter veludførte operationer og amputationer døde hver tredje af efterfølgende »sårfeber«, koldbrand, efterblødning, hypovolæmisk shock og sepsis.
På det store lazaret på Augustenborg Slot rasede epidemier af tyfus, blodforgiftning, gangræn og rosen samt »gastriske tilfælde« med blodige diarréer. Da tyfus toppede i slutningen af maj 1864, havde 28,6 procent af de ikkesårede tyfus, og sygdommen aftog først, da man fandt på at isolere disse patienter.
Der er stor usikkerhed om, hvor mange soldater der egentlig døde under krigen. Kvalificerede skøn varierer mellem 2.000 og 3.000. Ole Sonne når frem til, at mindst 1.577 af de dødsfald, som er dokumenteret, skyldtes sygdom. Det er under alle omstændigheder over halvdelen af de døde.
Næsten halvdelen havde ingen diagnose. En fjerdedel af dødsfaldene skyldtes tyfus. For ca. 11 procent anføres som dødsårsag blot »Sygdom«. 14 procent af de ikkesårede var indlagt med luftvejssygdomme, 17 procent havde fnat, og i 12-20 procent af sengene lå en patient med syfilis eller gonorré.
Artiklerne holder et højt niveau, er velskrevne og bredt dækkende. I år er der foruden de omtalte en lang artikel om socialoftalmologiens og blindesagens historie i Danmark, fra tilblivelsen i 1811 af det første Blindeinstitut og frem til blindes uddannelse og deltagelse på arbejdsmarkedet i dag.
Vi får også den skurrile historie om Danmarks måske første sexolog, Axel Proschowsky, som i 1880’erne ragede uklar med myndigheder, offentlighed og lægestand og til sidst følte sig så forfulgt, at han måtte tage flugten til Amerika – indtil han som ældre mand vendte tilbage til Europa for at slå sig ned som ekspert i palmer ved den franske Riviera (!).
Der er flere historier, end her er plads til at omtale, og den fine bog er tilmed rundhåndet udstyret med illustrationer i eksklusivt firfarvetryk.
Nogle årgange er bedre end andre. Denne er i top og får fem stjerner.
Man kan købe årbogen direkte fra redaktionen ved henvendelse til medicinhistorisk-aarbog@outlook.com. Men det er faktisk nemmere – og tilmed billigere – at blive medlem i et af de to selskaber bag udgivelsen. Øst for Storebælt er det Dansk Medicinsk-historisk Selskab, og for Fyn og Jylland er det Stenoselskabet. Som medlem får man adgang til møder med foredrag på hhv. Medicinsk Museion i København og Steno Museet, som bor på Aarhus Universitet.
Læs også:
