7.00. Står op. Besvarer mails på min telefon og får bestilt billetter til en konference, jeg skal deltage i her i USA. Det skal ske via rejsekontoret hjemme i Danmark, så jeg kan lige nå det, inden kontoret lukker. Og ligesom alle andre morgener ringer jeg hjem til mine forældre og søster.
Spiser lidt frugt og når at smøre madpakke.
7.30. Det tager 15 minutter at køre til mit arbejde på forskningsinstituttet DCRI, en høj glasbygning i downtown Durham, som hører under Duke University. Offentlig transport i Durham er stort set ikkeeksisterende, så jeg har under mit ophold leaset en bil.
8.00. Ankommer på kontoret, hvor jeg i dag har flere møder. Efter COVID er mange fortsat med at arbejde hjemmefra, så vi er ganske få.
På mit ugentlige møde med professor Christopher Granger, en imponerende kardiolog med over 1.100 artikler på cv’et, drøfter vi, hvor langt jeg er i forhold til de mål, jeg har for mit ophold. Jeg vil bl.a. gerne være førsteforfatter på en artikel baseret på amerikanske data for hjertestop på plejehjem: Hvor mange overlever? Hvor mange får HLR, og hvor ofte bruges der AED? Brug af hjertestarter er meget ringe her i USA, så der er et stort potentiale for forbedring. De er på mange parametre bagud, og den træd til-kultur, vi har udviklet i Danmark, har de ikke tradition for.
8.30. Jeg lægger sidste hånd på den præsentation, jeg skal stå for på vores månedlige hjertestop-gruppemøde klokken 9. Her mødes forskere og klinikere med særlig interesse for hjertestop.
9.00. Jeg præsenterer min artikel fra JAMA Cardiology, hvor vi har undersøgt livskvaliteten hos alle, der fra 2001 til 2019 har haft hjertestop. Nok så overraskende for os selv viste det sig, at langt de fleste havde en god livskvalitet. Vi undersøgte også specifikt for angst og depression, som var sammenlignelig med baggrundsbefolkningens. Studiet er vigtigt, fordi det viser, at det nytter at træde til tidligt. I Danmark er det 80%, der træder til og giver hjerte-lunge-redning – i USA er det kun halvt så mange.
Hos nogle klinikere herovre hersker der en opfattelse af, at det kan være nærmest nytteløst, og i befokningen er der en frygt for, at man kan gøre noget forkert. De øvrige mødedeltagere er da også imponeret over vores resultater.
10.30. Møde med en akutberedskabskoordinator fra et af North Carolinas 100 counties. Til et af vores forsøg har vi brug for at vide, hvordan man registrerer overlevere efter hjertestop. Tres counties deltager i studiet. I halvdelen af dem ser vi på, hvad der sker, når man har fokus på at træne borgerne i HLR, oplære first respondere i at bruge hjertestartere, og når vagtcentralen 911 bliver bedre til at reagere på hjertestop og instruere de pårørende i HLR. Målet er at udbrede de gode erfaringer til alle interventions-counties. For at inspirere de enkelte counties til at præstere bedre fremhæver professor Granger altid Danmark.
12.00. Jeg spiser frokost med et par andre danske forskere her på instituttet. Vi udveksler ideer til, hvad der er værd at besøge i North Carolina og omegn og aftaler, at vi skal ud og se amerikansk fodbold.
13.00. Jeg har møde med min vejleder, der er god til at involvere mig i andre projekter end de registerstudier, jeg hovedsageligt har udført hjemme i Danmark. Det virker til, jeg kun er begrænset af min egen lyst. Instituttet er kendt for at råde over det setup, der skal til for at iværksætte kæmpestore kliniske undersøgelser, og jeg er blevet en del af et kommende randomiseret studie, der skal undersøge et helt nyt middel mod hypertension.
Jeg ved endnu ikke helt, hvad min rolle bliver, men jeg suger alt til mig.
14.00. Skriver lidt videre på de projekter, jeg er involveret i derhjemme, og som ikke har noget med min ph.d. at gøre.
Jeg har været tidligt ude og har allerede færdiggjort samtlige obligatoriske kurser og fået publiceret alle de artikler, jeg skal skrive. Så jeg mangler »kun« min afhandling. Mit år i USA kan jeg derfor også bruge på at netværke og på forskning, der ligger uden for min ph.d.
16.00. Arbejdsdagen er slut. Jeg kører hjem og når at slappe lidt af, inden jeg skal til Journal Club hos professor Granger i anledning af, at vi har besøg af en kæmpe kanon fra Mayo-klinikken, Dr. Bernard Gersh.
18.30. Hos Granger-parret bydes der på snacks, sliders og guacamole. Det er superinspirerende at sidde sammen med Mayo-professoren og værten – to big shots, som deler ud af deres viden til os helt unge. Et førstebesøg hos professor Granger indbefatter også, at man hilser på hans æsel Sammy.
22.15. Tilbage i lejligheden. Der er både pool og fitnessrum, og jeg går ned for at styrketræne en times tid.
23.30. Efter et bad går jeg i seng og læser op på tal fra for det kommende county-møde.
23.45. Jeg slukker lyset og lægger mig til at sove.
