Chok i Gellerup: »Det handler ikke om at sikre mere hjælp til de sårbare«

Trine Brogaard og Michael Schriver, Lægerne i Gellerup. 
Tre kapaciteter. Fra 1. september begynder en ny kompagnon i klinikken.
Nuværende patienttal: 4.800 
Fremtidigt minimumspatienttal: 5.355 (beregnet), 4.900 (regionen)

For Lægerne i Gellerup i Aarhus var det et regulært chok at åbne e-Boks og se, hvor mange patienter klinikken – ifølge Sundhedsdatastyrelsens beregninger – burde kunne rumme. Fra 1.600 patienter pr. kapacitet til 1.785.

Klinikken er en Deep End-praksis. En af de 100 lægeklinikker, der ligger i de socioøkonomisk svageste områder af landet og har nogle af de mest komplekse og sårbare patienter.

Derfor havde lægerne da også store forventninger til, at de med sundhedsreformen nu endelig kunne få bedre tid til at hjælpe deres patienter. Med differentierede patienttal og honorarer blev der endelig taget livtag med ulighed i sundhed.

Men der er øjensynligt meget stor forskel på den vægt, de enkelte faktorer tildeles i de to regnemodeller bag henholdsvis Deep End og den nationale fordelingsmodel, som Sundhedsdatastyrelsen anvender.

»Etnicitet bliver ikke tillagt meget vægt i Sundhedsdatastyrelsens model. I hvert fald ikke, når man sammenligner med den vægt som f.eks. hypertension og kolesterolsænkende medicin har. Det rammer en klinik som vores«, siger Michael Schriver.

Falsk varebetegnelse

Læger har delt deres nye minimumspatienttal i lukkede Facebook-grupper, og Michael Schriver ser en tydelig tendens til, at Deep End-klinikker i udkantsområder med en del ældre kronikere har fået lavere patienttal, mens Deep End-klinikker i storbyer skal have flere patienter. Han mener, at modellen i for høj grad vægter patienter med gode sundhedskompetencer, som får diagnoser og indløser deres medicin. Den har til gengæld svært ved at favne de patienter, der falder ved siden af det etablerede behandlingssystem, men som koster meget lægetid i Gellerup.

»Det er falsk varebetegnelse, når Sundhedsdatastyrelsen skriver, at den nationale fordelingsmodel prioriterer de sårbare. Det gør den ikke. Modellen kan bruges, hvis man ønsker en bedre geografisk fordeling af ydernumre. Men så skal man jo skrive dét. Det handler ikke om at sikre mere hjælp til de sårbare, og det handler ikke om mindre ulighed i sundhed«, siger han.

Region Midtjylland har valgt ikke at hæve minimumspatienttallet til det, som Sundhedsdatastyrelsen har beregnet. I første omgang skal patienttallet derfor ,kun’ hæves til 4.900.

Ventetid på otte uger

Men der skal ikke meget til at vælte læsset. I øjeblikket er ventetiden for ikkeakutte patienter otte uger. Den lange ventetid lægger også pres på de akutte og subakutte tider, for der er en del, der ikke kan vente i to måneder, siger Trine Brogaard.

»Det er utrygt, at man mener, at vi skal kunne klare flere patienter. Det er et totalt ,slap in the face’, at politikerne siger ét, men gør noget helt andet. De kamuflerer de reelle konsekvenser og fortæller ikke, hvad den ny model vil betyde for udsatte patienter. De er helt ligeglade«, siger hun.

»Vi har et godt team og en god holdånd, og vi må prøve at klare det så godt, vi kan. Men ventetiderne kommer nok til at stige endnu mere, og så må vi jo se, om vi læger overskrider grænsen for, hvad vi kan holde til«.

Risskov-læge regner ikke med hjælp fra politikerne

Majbrit Bruun Andersen, Lægerne Vestre Strandallé i Risskov.
To kapaciteter.
Nuværende patienttal: 3.200
Nyt minimumspatienttal: 3.440 (beregnet), 3.250 (regionen)

I øjeblikket er Majbrit Bruun Andersen den eneste ejerlæge i sin klinik, der rummer to kapaciteter. Fra nytår håber hun på at få en ny kompagnon.

Med mindre lovpakke 2b giver den spritnye speciallæge i almen medicin kolde fødder.

»Jeg ansatte ham fra 1. september til 31. december som § 24-læge i den ene kapacitet med en fælles aftale om, at det var med henblik på køb ved årsskiftet. Men nu er det hele jo kastet op i luften med lovpakken, så han skal lige se, hvordan det lander. Det kan jeg godt forstå«, siger Majbrit Bruun Andersen.

Sundhedsdatastyrelsen har beregnet Risskov-klinikken til at skulle have 120 flere patienter pr. kapacitet end det nuværende, mens regionens bud er 25 flere patienter pr. kapacitet. Majbrit Bruun Andersen havde faktisk frygtet det, der er meget værre.

»Jeg har ikke rigtig haft tid til at gå og sætte mig ind i min patientpopulation og sammenligne den med andre lægers. Men jeg var da spændt på det, for i debatten kan jeg jo hele tiden høre Jakob Kjellberg [sundhedsøkonom ved VIVE] sige, at læger som mig har nemme patienter, som vi ikke behøver at bruge tid på«, siger Majbrit Bruun Andersen.

Ingen hjælp fra politikere

Men Risskov er ikke kun langstrakte villaveje med sunde, glade børnefamilier. Majbrit Bruun Andersen har som læge bl.a. to store afdelinger på et demensplejehjem og flere ældre patienter end gennemsnittet. Dertil også et socialt boligbyggeri.

»Og så ser jeg også en hel del unge med angst og voksne med stress. Hvis du spørger mig, er det ,tunge’ patienter, der fylder godt op med tider i konsultationerne«.

Når Majbrit Bruun Andersens praksis har en uddannelseslæge, kan ventetiden for de ikkeakutte patienter holdes på ca. fire uger. I ferieperioder kan den godt komme op på det dobbelte.

»Folk er jo utilfredse med at skulle vente, men jeg har indset, at jeg ikke kan løse det og affundet mig med det. Men det er ikke så sjovt for personalet. Sekretæren hører jo dagligt på folk, der synes, at ventetiderne er helt forfærdelige. Hun skal have lidt hård hud, og jeg skal passe godt på hende«, siger Majbrit Bruun Andersen.

Hun tilføjer:

»Og jeg har ingen forestilling om, at regeringen eller regionen kommer os til hjælp og informerer borgerne om, at de er nødt til at skrue forventningerne ned«.

Forandring er nødvendig for patienternes skyld

Berit Lassen, Lægecenter Korsør.
Seks kapaciteter. P.t. kun to kompagnoner.
Nuværende patienttal: 8.500, åben for tilgang, da minimumspatienttallet aktuelt er 9.600. Nyt minimumspatienttal: 8.370.

De nye minimumspatienttal giver god mening i Lægecenter Korsør, hvor patienternes gennemsnitlige behandlingsbehov er beregnet til at ligge 15% over landsgennemsnittet. Differentierede patienttal er nødvendige, hvis klinikken skal kunne tiltrække speciallæger i almen medicin.

»Vi oplever allerede nu effekten af de nye politiske vinde. Der er større interesse fra yngre læger, og vi har udsigt til en ny kompagnon fra 1. januar. Vi er overbeviste om, at det hænger sammen med, at politikere og beslutningstagere nu tydeligt har vist vilje til at tage højde for klinikker med høj sygdomstyngde«, siger Berit Lassen.

»Vores kommende kompagnon er idealistisk og vil gerne gøre en forskel for de mest syge. Men selv om hun meget gerne vil arbejde her, har hun ikke lovet os noget. Hendes tilsagn er meget afhængigt af, at opgaven kan løses uden risiko for at blive udbrændt. Hun vil gerne se, at ressourcerne rent faktisk kommer til at følge de mest syge og komplekse patienter fremover, og at det dermed bliver mere attraktivt at arbejde i et Deep End-område, når vi vil kunne ansætte nok personale og kollegaer«.

Ikke bæredygtigt økonomisk

Lige nu er det ikke bæredygtigt økonomisk. Lægecenter Korsør har seks kapaciteter, men har kun to speciallæger. Ca. 4.300 patienter pr. speciallæge er for lidt lægetid, konstaterer Berit Lassen.

»Jeg er 63 år og holder ikke evigt. Det er meget sårbart, når vi har så svært ved at rekruttere nye kompagnoner«.

Derfor vil det betyde meget, at lægecenteret ifølge Berit Lassen vil komme til at stå til en 15% højere honorering fra 2027. Det vil gøre det muligt at ansætte flere.

»Vi har i mange år arbejdet meget målrettet med organisation og uddelegering til vores dygtige personale – lidt samme model som Lægefællesskabet i Grenaa. Og vi bruger systematisk data til at indkalde de mest sårbare og de mest syge patienter, så det er dem, der får vores tid, mens de mere raske støttes i egenomsorg.

Men vi kan mærke, at der er en grænse for, hvor meget vi kan delegere, uden at det går ud over kontinuiteten. Lægemanglen har tvunget os til at delegere mere, end vi ønsker – og det er især vores patienter med høj sygdomsbyrde, der lider under det. De har brug for kontinuitet i lægekontakten, ikke yderligere fragmentering«, siger Berit Lassen.

Lægerne kunne selvfølgelig afgive de fire overskydende kapaciteter til regionen. Det ville give en mindre belastet arbejdsdag.

»Men så ville vi også få en ny regionsklinik. Og det ønsker vi ikke. Vi vil beholde kapaciteterne på PLO-hænder«, siger Berit Lassen.

PLO skal balancere hensyn

PLO og Danske Regioner nedsatte i 2022 Honorarstrukturrådet, der barslede med forslag til en ny honorarstruktur med bl.a. differentierede honorarer.

Det er rigtig godt, mener Berit Lassen:

»Jeg havde bare gerne set, at processen med at skabe mere lighed var startet for 20 år siden, for 30% forskel i honorering mellem de ,bedste’ og de ,dårligste’ praksis er for meget. Det er for skævt. Jørgen Skadborg [formand for PLO] er en virkelig god formand, der har taget dette op.

Jeg har respekt for, at PLO som flertalsorganisation skal balancere mange forskellige hensyn. Klinikker med stor sygdomsbyrde udgør et mindretal, og derfor har det været en svær opgave. Vi er på pumperne og har ikke overskud til at være fagligt aktive og gøre vores indflydelse gældende.

Nu er vi dog et skridt tættere på en mere retfærdig og bæredygtig model, som sikrer, at de patienter, der har mest brug for kontinuitet, også er dem, der får den«, siger hun.

Polarisering gavner ingen

Selv om Berit Lassen er glad for lavere minimumspatienttal i Korsør, finder hun det uhensigtsmæssigt, at omlægningen af honorarstrukturen finansieres ved at pålægge andre klinikker flere patienter.

»Alle læger i Danmark har rigeligt at se til, og det er ikke et spørgsmål om storby kontra yderområde. Den polarisering gavner ingen«, siger hun:

»Det afgørende er, at patienterne i områder med høj sygdomsbyrde får den samme mulighed for kontinuitet og lægelige ressourcer som patienter andre steder i landet. I byerne er det lettere at rekruttere læger og sikre stabil drift, mens vi i yderområderne kan have svært ved at tiltrække nye kompagnoner. Hvis vi ikke får en mere retfærdig honorarstruktur, risikerer vi, at patienterne mister muligheden for et stabilt lægetilbud, og i stedet må henvises til regionsklinikker.

Vi har som læger et stærkt ønske om at levere kontinuitet og kvalitet til vores patienter – men det kræver rammer, der gør det muligt. Forandring er nødvendig, ikke for vores skyld, men for patienternes«.
 

Marie tror ikke, at hun kan holde til at have så mange patienter

Marie Baunsgaard, samarbejdspraksis på Østerbro.
En kapacitet.
Nuværende patienttal: 1.850, lukket for tilgang.
Nyt beregnet minimumspatienttal: 1.940.

»Mit blodtryk røg op igennem loftet, da jeg så det. Lige nu er jeg meget opgivende«, siger Marie Baunsgaard.

»Jeg har villet være læge siden 5. klasse, og for første gang i mit liv har jeg det sådan, at jeg tænker, om jeg overhovedet skal fortsætte med at være læge. Ikke bare være praktiserende læge, men at være læge i det hele taget – at være en del af hele det her lægeprojekt«.

Var ved at gå ned med stress

Da Marie Baunsgaard overtog sin praksis ved søerne i København i 2020, kunne hun godt mærke, at det ikke var den tungeste patientpopulation. Derfor skruede hun i den første tid løbende op for patienttallet til omkring 2.100.

»Men så blev jeg nødt til at sætte det ned, for jeg kunne slet ikke holde til det. Jeg var tæt på at gå ned med stress«.

Marie Baunsgaard fortæller, at hendes patientpopulation stille og roligt havde ændret sig. Fra at have været mange fortrinsvis raske patienter, kom der efterhånden flere og flere, der havde mere behov for hendes hjælp.

»Læger, der har klinik dør om dør, kan have vidt forskellige patienter. For vi tiltrækker forskellige mennesker. Jeg har en fornemmelse af, at der hurtigt kom til at gå et rygte om, at jeg var god at snakke med, og derfor begyndte patienter med f.eks. skizotypi, skizofreni og funktionelle lidelser at skifte til mig. De fylder hos mig, men de har ikke nødvendigvis diagnoser, der boner ud i beregningsmodeller«, siger Marie Bundsgaard.

Kan du ikke bare ansætte en sygeplejerske og uddelegere lidt mere?

»Nej. Jeg kan uddelegere KOL og type 2-diabetes, men jeg kan ikke uddelegere dem med f.eks. funktionelle lidelser og skizotypi. De fylder meget og tager meget af min energi. Men min klinik ser jo nem ud på papiret, fordi jeg har mange yngre patienter«.

Der bliver ikke lyttet til os

Marie Baunsgaard har nu mulighed for at gå i dialog med Region Hovedstaden og oplyse, hvis hun ikke mener, at hun kan klare det udmeldte antal patienter. Efter den proces vil de fastsætte det endelige patienttal for hendes klinik.

Har du ikke tillid til, at regionen vil lytte til dig?

»Er jeg superoptimist om, at de lytter til, hvad jeg siger? Nej. Jeg synes absolut ikke, der bliver lyttet til os lige nu. Den arrogance, vi bliver mødt med fra politikerne, gør mig nedslået. De siger, at alt bliver godt om ti år, når vi er blevet 5.000 praktiserende læger. Hvad skal jeg bruge det til? Ti år er lang tid, og det er jo langtfra sikkert, at vi bliver så mange nu, hvis lovpakken bliver gennemført, som den er«.

Marie Baunsgaard er ikke kun bekymret på egne vegne over det ekstra arbejde og risikoen for at løbe ind i stress igen. Hun er også bekymret for sine patienter.

»Hvem skal mine patienter gå til? Jeg ved godt, at nogle af mine lægekolleger siger, at de kan bare lade være med at gå til lægen. Men folk opsøger os jo ikke af ond vilje. De ved ikke, om de er syge eller ej, og de kommer ikke, fordi de ikke har andet at lave og bare vil rende os på dørene«.