Nye lukkegrænser er »falsk varebetegnelse«

De nye minimumspatienttal er nu landet i de praktiserende lægers e-Bokse. For nogle læger har det været en overraskende og grim oplevelse. Selv om de driver praksis i landets mest ressourcesvage områder, er de nu sat til at skulle skrue patienttallet i klinikken op. Og i nogle tilfælde skal de endda tage flere patienter end læger i traditionelt bedrestillede områder.

En af de læger er Michael Schriver fra Lægerne i Gellerup. Klinikken er med i Deep End, der er en sammenslutning af almen praksis i de mest ressourcesvage områder af landet med en høj andel af komplekse og sårbare patienter.

Michael Schriver kalder det »falsk varebetegnelse«, når det påstås, at de nye patienttal skulle prioritere de sårbare.

»Det handler ikke om at sikre mere hjælp til de sårbare, og det handler ikke om mindre ulighed i sundhed«, siger han.

Sundhedsdatastyrelsen har beregnet, at Gellerup-klinikken med tre kapaciteter skal have 5.355 patienter i stedet for det nuværende minimumspatienttal på 4.800. Region Midtjylland har meldt et patienttal på 4.900 ud.

Flere andre Deep End-klinikker i storbyområder har tilsvarende oplevet at få hævet deres patienttal, mens en del Deep End-praksis i landområder typisk har fået nedsat patienttal.

Udførelsen er klodset

PLO er modstandere af, at minimumspatienttal skal beregnes for de enkelte klinikker. Organisationen har også vendt sig kraftigt imod, at der i lovpakke 2b lægges op til en ny honorarstruktur, hvor nogle læger skal stige i patienttal, uden at honoreringen følger med.

»Systemet er komplet uegnet til at håndtere patienttal på klinikniveau, selv når regionerne forsøger at håndholde løsningerne. Udfordringer bliver eksponentielt større, hvis systemet også skal bruges til en ny honorarstruktur, hvor der i sagens natur ikke er rum til håndholdte løsninger«, siger PLO´s formand Jørgen Skadborg.

Han kalder det »en ædel tanke«, at man har forsøgt at lave en bedre fordeling af lægekapaciteter ud fra patienternes behandlingsbehov.

»Men selve udførelsen er klodset. Modellen kunne nok fungere glimrende som en form for planlægningsværktøj, men det går galt, når man presser modellen ned på enkeltklinikniveau. Så opstår der nogle uhensigtsmæssigheder, som vi f.eks. har set med flere af Deep End-klinikkerne«.

Men kan det ikke løses ved dialog med regionerne, som der lægges op til?

»Jeg tror, at det bliver meget, meget svært. For nu skal regionerne i kontakt med et utal af læger for at få det her til at lande i noget, som lægerne kan se sig selv i. Men det er svært, for lægerne kender ikke deres økonomiske vilkår«.

Utrygt at arbejde på ukendte vilkår

2026 bliver »et mellemår«, hvor lægerne har fået nye minimumspatienttal, mens den ny honorarstruktur først træder i kraft 1. januar 2027.

»Det er meget utrygt at påtage sig arbejde på vilkår, man ikke kender. Uroen bliver ydermere forstærket af, at vi har et helt år med uafklarede forhold, hvor mine medlemmer, hvis patienttal er påvirket i op- eller nedadgående retning, ikke ved, hvordan det kommer til at præge deres økonomi. Og så har politikerne gjort det endnu vanskeligere ved at lægge sig fast på, at det skal være et nulsumsspil. Det betyder, at jeg ikke vil kunne lave en aftale om det, fordi ca. halvdelen af lægerne vil stemme nej«, siger Jørgen Skadborg.

Ekspertgruppen bag den nationale fordelingsmodel, der bliver anvendt til Sundhedsdatastyrelsens beregninger af de nye minimumspatienttal, skrev i en kommentar, at de har beregnet befolkningens behandlingsbehov, men ikke har beskæftiget sig med implementering og anvendelse af fordelingsmodellen som et styringsværktøj.

DSAM-formand Bolette Friderichsen deltog i ekspertgruppen. Hun har i et interview, der har været bragt på ugeskriftet.dk, fortalt om sine overvejelser om at træde ud af gruppen:

»Jeg har selvfølgelig haft overvejelser om, om jeg burde have trådt ud af gruppen, da det gik op for mig, hvad vores model skulle bruges til. Blåstempler man det ved at være til stede, eller er det bedre at prøve at påvirke det, så det bliver klogest muligt? Det er jo altid et dilemma. Om man skal true med at gå eller med at blive. Jeg valgte at blive«, siger hun.