Pressede læger vejrer politisk morgenluft – »Jeg er stolt over at være i Deep End«

De er læger i den dybe ende, hvor det er svært at bunde.

Deres patienter er de socioøkonomisk svageste i Danmark, og nye unge speciallæger i almen medicin står ikke ligefrem i kø for at arbejde eller købe sig ind i deres lægeklinikker.

Men de er stolte.

»For et par måneder siden fik jeg mail fra Danmarks Statistik om, at jeg er Deep End-læge. Og jeg blev simpelthen så stolt over det«.

Ordene kommer fra praktiserende læge i Hobro, Bolette Friderichsen, der er formand for DSAM. Ordene er ledsaget af et kæmpestort smil.

Ugeskrift for Læger er til konference i den danske del af Deep End-organisationen. En international bevægelse af læger, der arbejder for at skabe bedre forhold for deres patienter – og bedre rammevilkår for patienternes læger. De to ting går hånd i hånd.

Deres historie er fortalt til hudløshed; de kæmper med lange arbejdsdage, en ofte stram økonomi og begrænset hjælp fra det omgivende sundhedsvæsen. Men nye tider er – formentlig – på vej; lysere tider for lægerne ude på det dybe.

I denne tid lægger politikerne på Christiansborg de sidste hænder på en ny sundhedsreform. En reform, der som et af sine primære mål skal styrke almen praksis og især skabe bedre vilkår i de områder, hvor der er flest syge mennesker og færrest læger.

Fra konferencens talerstol siger PLO-formand Jørgen Skadborg – med PLO-logo på den hvide skjortekrave:

»Der er ikke sket noget i lang tid, men nu kommer der en reform, hvor de siger, at der – halleluja – skal være mindst 5.000 læger i det almenmedicinske tilbud … Det er positivt, at det nu bliver til noget, og at de vil sætte penge af til det – især fordi man vil have differentierede normtal, så læger med en tung population skal have mulighed for færre patienter og alligevel have rimelig lægeindkomst«.

Det er derfor ikke kun stolthed, der kommer til at præge dette Deep End-møde. Det er også en gryende optimisme. Morgenluft. Håb.

Det nye medlem

Deep End blev stiftet for et år siden. Det første møde blev afholdt i Kongesalen på Hotel Vejle Fjord – »præcis samme sted, som vi nu mødes«, som initiativtageren, Mogens Vestergaard fra Lægefællesskabet i Grenå, siger til de forsamlede læger.

»Der findes megen viden i dette rum«, fortsætter han med et blik rundt i salen.

Det med stoltheden går igen:

»Vi skal ranke ryggen. Som praktiserende læger i almindelighed. Og som Deep End-læger i særdeleshed«, siger Mogens Vestergaard. 

Knap halvdelen af de 77 medlemmer er mødt frem til konferencen. Lægerne er udvalgt på baggrund af data fra Danmarks Statistik, som har gennemgået patientpopulationerne i alle landets lægepraksis ud fra en række parametre: kort uddannelse, lav indkomst, enlige patienter over 40 år, patienter uden for arbejdsmarkedet og patienter med anden etnisk baggrund end dansk.

I september sendte Danmarks Statistik nye indkaldelser ud, og det fik 15 nye læger til at melde sig som medlemmer af Deep End-netværket. En af dem er Najah Azaquoun, der er praktiserende læge i Nørrebro Lægeklinik i København. Hun har haft sin praksis i to år.

»Jeg havde aldrig hørt om Deep End før, men da jeg læste om det, tænkte jeg, at det lige er det, jeg har brug for«, fortæller hun.

»I min klinik på Nørrebro er der nogle udfordringer, og det tiltaler mig, at jeg i Deep End kan indgå i et netværk af læger med samme klientel og udfordringer. Der er lagt op til, at vi skal dele viden og inspirere hinanden, og det er lige det, jeg trænger til i min hverdag«.

Hun hilser regeringens udspil til sundhedsreform velkomment.

»Jeg kan godt lide tanken om at allokere ressourcer til de patienter, der har behov for mere lægehjælp. Og når patienterne har behov for mere hjælp, har vi – som deres læger – også behov for det«.

Najah Azaquoun rynker brynene lidt og siger så:

»Men der er også elementer, der bekymrer mig, og det er det her med, at de vil have, at vi skal være mere tilgængelige og have længere åbningstider. Det er bekymrende, for hvornår skal vi have åbent – om aftenen, i weekenderne, på helligdage? Jeg er sololæge, og jeg opfylder overenskomstens krav til åbningstider, men jeg kan ikke se, hvordan jeg kan holde mere åbent. Hvis jeg skal det, går det ud over min familie«, siger hun og tilføjer:

»Noget af det, der har været tiltrækkende ved at være praktiserende læge, er den store grad af selvbestemmelse. Hvis politikerne dikterer udvidede åbningstider, kommer det i karambolage med den selvbestemmelse, som er så vigtig for os«.

Tilgængelighed og åbningstid

Tilgængelighed og åbningstider er Kjeld Møller Pedersen dog ikke helt så bekymret for. Han er professor emeritus i sundhedsøkonomi og en af oplægsholderne på konferencen. Han hæfter sig ved, at det fremgår af Sundhedsstrukturkommissionens rapport om den nationale opgavebeskrivelse for almen praksis, at vilkårene skal aftales. Han læser op:

»Hvis der f.eks. er behov for at udvide krav til tilgængeligheden i opgavebeskrivelsen, som kan påvirke vilkårene for de alment praktiserende læger, vil vilkårene skulle aftales«.

Og han tilføjer: »Der står også, at det er krav, der kan være svære at honorere for de mindre klinikker. Man er altså opmærksom på det. Som jeg tolker det, er det ikke hugget i sten«.

Det får dog ikke spekulationerne i Kongesalen til helt at fordufte.

Ved den efterfølgende debat sidder lægerne i rundkreds med krydsede ben, opmærksomme blikke og glas eller flasker i hænderne. I midten sidder Jørgen Skadborg, Kjeld Møller Pedersen og Bolette Friderichsen. Spørge- og debatlysten er stor.

Flere udtrykker bekymring for den bebudede ændring af de praktiserende lægers honorering. Vil mange gamle patienter f.eks. udløse en bedre økonomi? I flere af Deep End-klinikkerne dør mange patienter, før de når at blive gamle.

»De sundeste bliver ældst, og det differentierede basishonorar fra 2018 har skubbet ressourcer til whiskybæltet. Hvordan vil man undgå det denne gang?« spørger Michael Schriver fra Lægerne i Gellerup.

Jørgen Skadborg tilkendegiver, at »vi skal skrue ned for forventningerne om at finde en retfærdig model«, og Kjeld Møller Pedersen er på samme linje:

»Vi får ingen perfekte modeller. Spørgsmålet er, om vi får en model, der er bedre end den, vi har i dag«.

Mange vil gerne vide, hvordan man sikrer, at almen praksis ikke bliver oversvømmet af endnu flere opgaver.

»Vi kommer aldrig til at sikre os mod flere opgaver. Men vi kan prøve at begrænse, at for meget flyttes til os. Et af værktøjerne, som politikerne måske vil tage imod, er patientrettigheder«, siger Jørgen Skadborg. »Jeg håber, at vi kan påvirke politikere til at indføre mere generiske patientrettigheder«, siger han og nævner som eksempel en ret til ikke at blive afvist som henvist patient – uden dialog med den henvisende læge.

Kjeld Møller Pedersen argumenterer for en tiårsplan for almen praksis, hvor opgavemængden først øges i takt med den udvidede kapacitet. Bolette Friderichsen vender især blikket mod Sundhedsstyrelsen.

»Jeg tror, at Sundhedsstyrelsen er vores bedste venner. De dæmmer op for den silotænkning, hvor det handler om ét organ og én sygdom ad gangen. De har et helhedssyn på mennesker. Hvis vi kan få dem til at hjælpe med at fremme det holistiske syn på patienten, så tror jeg, at vi har en chance for at komme ud af fluebensmedicinen – hvor vi først er færdige, når vi har sat flueben ud for alt«.

Venter i uger på hjælp

I den dybe ende hjælper man hinanden. Det er i hvert fald det, organisationens logo indikerer. Et piktogram viser en person – en læge eller en patient? – der er ved at miste fodfæstet. En anden person – muligvis en læge – rækker hånden frem.

Ude på det dybe. Der, hvor det er svært at bunde.

På konferencen går Deep End-lægerne i grupper med hver deres opgave. En gruppe skal netop fokusere på, om Deep End-læger kan blive mere robuste ved at samarbejde og danne netværk.

Der er plads til forbedring i forhold til samarbejde og hjælp, f.eks. i form af netværk, hvor praksis hjælper hinanden med bl.a. fælles adgang til opdaterede instrukser.

»Når man sidder i maskinrummet, kan man ikke gennemskue alt det der«, som Bjarke Lungholt fra Rudkøbing siger, da han fremlægger gruppens arbejde.

»Hvorfor laver vi f.eks. instrukser lokalt, når vi kunne gå sammen og hjælpe hinanden? Kan vi ikke lave noget fælles – også med it? Vi skal helt grundlæggende hjælpe hinanden lidt mere i stedet for, at vi sidder helt alene – men der er nogle, der skal hjælpe os med det«.

En anden gruppe kommer med tiltag til styrket kommunikation, så det sikres, at stemmerne fra lægerne i den dybe ende bliver hørt i den omkalfatring, som almen praksis står midt i. Gruppen foreslår bl.a., at der nedsættes en kommunikationsgruppe, som med kort tilløb kan udtale sig på Deep Ends vegne til medierne.

»Der er tegn på medvind, som skal udnyttes nu«, som et af gruppemedlemmerne, Anders Beich fra Nysted Lægehus, siger.

Den tredje gruppe ser på bedre rekruttering. Forslag og idéer til at tiltrække flere uddannelseslæger til Deep End-praksis oplistes, bl.a. tråde ud til almen praksis på alle semestre på alle universiteter, forskningskombinationsstillinger, garanti for deltid og økonomisk gulerod til fase 3-læger i Deep End-praksis.

Mogens Vestergaard siger:

»Mange fede idéer. Vi skal have de unge læger til at tænke: ,Jeg vil have hoveduddannelse i Deep End, for der får man en særlig god klinisk uddannelse’«.

Den fjerde gruppe, som Najah Azaquoun er med i, ser på, hvordan lægerne kan få hjælp og aflastning fra kommuner og lokalsamfund.

»Der er så mange ting, der ikke burde ligge hos os. Vi skal tage os af lægefaglige problemstillinger, men realiteten er, at der er mange socialfaglige problemstillinger, der ender på vores bord«, siger Najah Azaquoun, da hun fremlægger gruppens bud.

Hun giver et eksempel:

»Jeg oplever, at mine patienter venter i ugevis på en konsultation hos mig, fordi de vil have mig til at hjælpe med f.eks. at ringe til en øjenlæge eller søge om boligstøtte. Der skal være nogle, som kan hjælpe dem med sådan nogle ting. Det skal ikke ligge på mit bord!«, siger hun.

Det erfarne medlem

Hvad skal vi kalde de patienter, som lægerne i Deep End behandler? Sårbare – svage – tunge – udsatte – komplekse?

Det er, som om vokabulariet kommer til kort og ikke rummer den mangfoldighed, der har mødt 62-årige Berit Lassen fra Lægecenter Korsør, siden hun købte sig ind i den vestsjællandske praksis i 2001. Glæden over at være praktiserende læge i Deep End-land stråler ud af hende på konferencen, hvor hun byder ind med bemærkninger som:

»De unge læger og medicinstuderende skal møde os i Deep End og se, at vi har det godt – og at vi ikke klynker!«

Hun regner med at arbejde 8-10 år mere. Men vil unge speciallæger i almen medicin komme til Korsør og afløse hende?

»Ikke som det er nu. Jeg tror, at de frygter, at de får for meget administration, for meget arbejde, for dårlig økonomi og for mange komplekse problematikker …«.

Berit Lassen holder en lille pause og siger så:

»Det kan vi jo ikke tilbagevise 100%. Men det er vigtigt, at vi også fortæller de gode historier – og hvis vi får bedre vilkår, og det bliver nemmere at være læge i Deep End, så bliver det også sjovere«.

Noget af det fantastiske ved at være læge i Berit Lassens Deep End-praksis er patienterne.

»De har rigtig mange problemer, og tit er deres sygdom nederst på listen over brandslukningsopgaver. Men de er hverken svage eller sårbare. Jeg synes, at de er stærke, og at de klarer deres udfordringer helt fantastisk; jeg er fuld af beundring og respekt over for dem. Og jeg kunne godt tænke mig, at flere af de yngre speciallæger i almen medicin kom til at opleve, hvor berigende det er at være læge for sådan nogle mennesker«, siger hun.

Berit Lassen har været med i Deep End fra begyndelsen for et år siden. Og hun kunne ikke drømme om at bakke ud. 

»Når jeg går fra møder i Deep End, føler jeg, at jeg er blevet beriget, og jeg får ny energi. Så oplever jeg, at jeg er blevet set og anerkendt, fordi jeg gør en forskel«, siger hun.

Øjnene glimter midt i små smilerynker, da ansigtet flækker i et meget stort smil.

»Jeg er stolt over at være i Deep End – og hvis jeg ikke var blevet udtaget, tror jeg, at jeg ville være blevet megafornærmet«.