Lægerne i Gellerup: »Her skal man ikke være, hvis man ønsker at blive rig«

I sommer skete der noget temmelig usædvanligt hos Lægerne i Gellerup.

»De eneste to tilfælde af mæslinger i Danmark i år dukkede op her i vores praksis. Og det var vores uddannelseslæge, der fandt dem! Sådan noget kan man jo blive helt høj over«.

Trine Brogaard hopper lidt i stolen; hun kan næsten ikke være i sin krop af begejstring.

Vi kommer alle sammen til at grine: kompagnon Michael Schriver, journalisten, fotografen og Trine selv. For læger får selvfølgelig ikke et »kick« ud af sygdom og dårligdom. Det ser de hver dag. Det handler om noget andet, siger Trine Brogaard:

»Vi ser ting her, som man normalt ikke ser i andre praksis. Vi har patienter, som er blevet blinde af herpesinfektion i øjet, vi ser kronisk hepatitis B, og jeg har lige haft en patient, der var nykonstateret hiv-positiv. Det troede jeg ikke skulle ske, men nu er det sket«.

Hun tilføjer:

»Det kan virke bizart, at man bliver høj af det som læge. Men det gør man altså. Det er simpelthen fantastisk«.

Wow!

Lægerne i Gellerup holder til på 360 kvadratmeter øverst oppe i det nybyggede børne- og sundhedshus Globus 1 på Gudrunsvej i Gellerup i Aarhus. Huset ligger lige over for de store ikoniske boligblokke, som uvægerligt dukker op på nethinden, når man hører bydelens navn.

Boligblokkene blev opført i årene omkring 1970 med en storslået udsigt over Aarhusbugten, Mols og Helgenæs. Men blokkene, der huser over 80 forskellige nationaliteter, er i offentligheden mest kendt for ballade og integrationsproblemer, og i de senere år er mange revet ned, beboere er blevet flyttet fra området, og nye er flyttet ind i nyopførte – og dyre – lejemål.

Ugeskrift for Læger er taget på besøg i en tid, hvor indretningen af sundhedsvæsenet er genstand for politikeres, interesseorganisationers og kommissioners udspil. Almen praksis og ulighed i sundhed er i fokus stort set overalt, og hos Lægerne i Gellerup finder vi begge dele. Det er en af de praksis i landet med flest patienter med svag socioøkonomisk baggrund. I otte ud af ti konsultationer har patienten minoritetsbaggrund. Attestarbejde fylder rigtig meget. Og i klinikken er det »hverdagsagtigt« at håndtere sprog- og tolkeproblemer. »Det har vi et system til«, som de siger.

Men hvordan er det at være læge her?

Michael Schriver købte sig ind i praksis i 2020, dagen efter han stoppede som uddannelseslæge i klinikken og havde opnået sin autorisation som speciallæge. Som medicinstuderende og som læge har han rejst en del; han er optaget af international sundhed og har bl.a. skrevet ph.d. i Rwanda under et ophold med sin familie.

Nu bor han og familien i bofællesskab i cykelafstand til praksis, men når Michael Schriver er på arbejde, nyder han fortsat at kunne mærke et dagligt pust af »global health«. Her møder han sygdomme, som vi sjældent ser i Danmark, men som er almindelige i andre dele af verden, han møder blodslægtssygdomme – fætter-kusine-ægteskabsrelaterede misdannelser – og han hører voldsomme personlige historier.

»Der går ikke en dag her, hvor jeg ikke på et eller andet tidspunkt har tænkt: »Wow! Det er godt nok nogle vilde ting, som jeg er vidne til«. Vi har mange patienter, som har samtidige svære psykiske og somatiske helbredsproblemer, og vi arbejder en hel del med psykosociale problemstillinger og sundhedspædagogik. Her føler man sig som læge i hele verden, for hele verden er i Gellerup. Det er spændende og farverigt, og det gør mig glad«, siger Michael Schriver, da vi sidder ved langbordet i personalestuen.

Meningsfuldhed

Det er svært at få læger til udkants-, vandkants-, og »under«danmark. I de områder af landet, hvor folk er mest syge og lever i kortest tid, er der længst mellem lægerne.

Det er ikke et særlig dansk fænomen, og det handler ikke om, at læger i dag er onde og dovne. Men i udsatte storbyområder er der – selv om de ligger i cykelafstand til lægens hjem – udsigt til et tungt patientklientel og deraf følgende mange og lange arbejdsdage. Der er for få pusterum med lettere patienter og arbejdsopgaver.

Trine Brogaard har det lige modsat. Siden hun første gang fik prøvet kræfter med det mere udsatte patientsegment som uddannelseslæge i en lægepraksis i City Vest i Gellerup, har hun vidst, at det var det her, hun skulle. Og i 2016 blev hun kompagnon hos Lægerne i Gellerup.

Her har de organiseret sig, så speciallæger har de tunge, lægefaglige konsultationer, mens alt andet er uddelegeret til personale og uddannelseslæger.

»Det kan man tale for og imod, men for mig er det en rigtig god arbejdsdag, hvis jeg føler mig lidt forpustet ved slutningen af arbejdsdagen. Selv om jeg godt kan blive træt efter sådan en dag, føler jeg mig aldrig stresset eller udbrændt, for det er utroligt meningsfuldt og tilfredsstillende at lave lægearbejde på et højt, fagligt niveau for mennesker, der er meget, meget syge«, siger Trine Brogaard.

Hvad kan så stresse dig?

»Jeg har prøvet at være i en praksis i et mere velstillet område, og det syntes jeg var utroligt slidsomt. Jeg bliver udtrættet af at lave celleskrab og vaccinationer, og jeg mistrives, hvis jeg skal se på udslæt eller være mere coach end læge. Det dur ikke til mig. Det ville give mig indre uro og få mig til at spekulere over, om vi har organiseret os helt tosset«.

I det mere velstillede område følte hun, at hun kun kunne flytte patienterne marginalt. I Gellerup er det anderledes:

»Her kan det godt være svært at få noget til at lykkes, men når vi virkelig får rykket nogle patienter, så kan vi løfte utroligt meget sundhed«.

Trine Brogaard ved godt, at det ikke er alle, der har det sådan. Læger er mennesker, og mennesker er forskellige. De har haft dygtige uddannelseslæger, som var glade for deres ophold, men ikke ønskede at blive i området på sigt. Det var for tungt.

Er det ikke også for tungt for jer?

»Nogle gange er det tungt. Men det er altid meningsfuldt, og det er det vigtigste. Vi møder triste skæbner og hårde liv, men vi kan ikke blive tynget af dem og tage dem med hjem. Det er der ingen, der kan, og sådan er det jo også for lægerne på sygehusene. Så selv om vi synes, at noget er tungt, så er vores opgave at fokusere på, om vi kan gøre noget, der afhjælper lidt. Nogle gange bare lytte«, siger Trine Brogaard.

Mange patienter hos Lægerne i Gellerup er relativt unge, når de får deres kroniske lidelser. Derfor kan der reddes mange gode leveår, hvis man lykkes med at få styr på patienternes sygdomme, påpeger Michael Schriver:

»Nogle patienter bliver afsluttet på sygehus, fordi de måske er udeblevet et par gange, og så dukker de op hos os, f.eks. med iskæmisk hjertesygdom og en dysreguleret diabetes, hvor langtidsblodsukkeret er tårnhøjt. Når det så lykkes os og vores praksispersonale at få skabt en god alliance med patienten om behandlingen, så kan vi stille og roligt få rykket værdierne til et normalt niveau«.

Sol og skygge

I maj i år blev lægepraksissen i Gellerup udvidet med en ekstra kapacitet, da klinikken købte et 0-ydernummer, som Region Midtjylland havde udbudt med den klausul, at det blev besat i Gellerup. En læge i gåafstand giver nemlig særlig god mening i et socialt udsat boligområde.

Bus 15 kører ganske vist direkte fra Gudrunsvej til »midtbyen«, men der er en del patienter, som vægrer sig ved at tage bussen, fordi de f.eks. lider af angst. Andre er analfabeter og slås med massive udfordringer ved at navigere i det offentlige, skrifttunge rum.

Med den ekstra kapacitet i hus har Lægerne i Gellerup åbnet for tilgang, og patienter, som har boet i Gellerup i årevis, men tidligere måtte ind til byen for at komme til læge, skifter nu til den lokale praksis. I øjeblikket har de rundet 4.000 patienter, så der er stadig lidt luft til de 4.800.

Området forandres i disse år. Hvor der før var boligblokke, ligger byggetomter forblæste hen, et friplejehjem er opført ved siden af Globus 1, flere veje har fået navne efter store kvindelige forfattere, og stisystemer snor sig i dekorative grønne områder med buskads, kampesten, træer, blomsterkrukker og regnvandsbassiner. Den store udskiftning er i gang.

Men lægerne har ikke fået tilgang af så mange af Gellerups nye og mere pengestærke beboere, der har lejet sig ind i den nye tæt-lav-bebyggelse i området. Tilgangen til det lokale lægehus består hovedsageligt af den samme slags patienter, som de hele tiden har haft: syge mennesker med mange udfordringer.

Michael Schriver:

»Det er vi glade for. Det er vores profil, og det er dem, vi har gearet klinikken til at kunne håndtere godt, f.eks. med at sørge for tolk og søge gebyrfritagelse. Min holdning er: Hvis man er nysgerrig nok som læge, vil man typisk opdage, at det er helbredsproblemer, der gør, at personen ikke har lært dansk på tre år«.

Han understreger, at der også er patienter, der klarer sig godt. Som vender et dårligt liv til et godt liv. Minoritetsbaggrund er ikke lig med dårligt helbred og svag socioøkonomisk baggrund. Nogle flytter væk, men hvis det ikke er for langt væk, beholder de deres læge i Gellerup. Andre bliver boende.

»Tag nu det hus der«, siger Michael Schriver og peger ud ad vinduet i personalestuen over mod den store blok på den anden side af Gudrunsvej.

»Der bor nok 500 personer i sådan en blok, men folk bor meget forskelligt. Når jeg er på sygebesøg, kommer jeg nogle gange ind i en snusket opgang, hvor det lugter af hash, og der tydeligvis ikke er et fast mønster for, hvem der vasker trappen. Sådan ser nogle af lejlighederne også ud. Men så sker det også, at jeg kommer ind i den fineste og mest velholdte lejlighed med guld og smukke ting og de sødeste mennesker. Det er både sol og skygge. Det er virkelig kontrastfyldt«.

Mere tid til de udsatte

I maj barslede Honorarstrukturrådet med sin rapport »Forenkling og faglighed med fokus på patienten« med forslag til bl.a. at forenkle ydelser og honorarer og få de praktiserende læger til at gøre mere for de mest syge patienter.

Michael Schriver har læst rapporten, og han er fan.

»Jeg synes, de rammer noget rigtigt, og at det er den vej, vi skal gå. Jeg håber, at de praktiserende læger vil bakke op om den udvikling. Men jeg kan godt frygte, at der vil opstå modstand, fordi deres forslag vil omfordele ressourcer fra de klinikker, der har de mindst syge patienter, til de klinikker, der har de tungeste«, siger han.

Hos Lægerne i Gellerup forsøger de normalt at holde en firdagesarbejdsuge. Men den femte dag er bare aldrig en rigtig fridag. En rigtig god bid af »fridagen« er lige som mange af aftnerne helliget det papirarbejde, som lægerne ikke når i klinikken. Henvisninger, epikriser, svar til patienter og så de rigtig mange attester, som skal udarbejdes i en praksis som denne.

Hvor lang tid sætter I af til en almindelig konsultation?

»15 minutter«, svarer Trine Brogaard.

Kan I nå det?

»Nnnn, ikke det hele. Jeg tror, at vi arbejder mere hjemme, end de fleste andre praktiserende læger. Vores hjemmearbejdspladser redder helt klart hverdagen her«.

Michael Schriver siger, at han nogle gange har det lidt som kirurgen, der skal evakuere en byld. Man skal have hul på noget, som er meget komplekst, og det kan godt betyde, at en konsultation tager længere tid, og man kommer bagud.

»Men det er godt givet ud, for når man først har fået overblikket og forstår sammenhængen, kan man lægge en plan og dele det op i bidder, som er mere håndterlige i en travl hverdag. Det er utroligt tilfredsstillende, når det lykkes«.

Hvis nu det ender med, at en praksis som jeres skal have færre patienter og dermed mere tid, hvad vil I så bruge den tid på?

(Tænkepause …)

»Altså, jeg kunne bare godt tænke mig at være færdig med dagens arbejde, når jeg tager hjem«, siger Trine Brogaard.

Det er dyrt at bo i Aarhus-området, og det er ikke, fordi penge er ligegyldige for lægerne, der begge har hus, børn og familie. Men …

»Her skal man ikke være, hvis man ønsker at blive rig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad min timeløn er. Den er virkelig ringe«, siger Trine Brogaard.

Hun fortsætter:

»Her skal man være, fordi det giver mening, og fordi her er et supergodt arbejdsliv og arbejdsmiljø. Det gælder hele klinikken. Vi har aldrig fyret nogen, og vi har aldrig oplevet langtidssygemeldinger. Vores personale skal være døden nær, hvis de en sjælden gang melder sig syge«.

De taler om en særlig »teamfølelse« i klinikken. Personalet finder selv ud af at blive en time ekstra, hvis der er behov for det. Alle holder pause sammen, og de griner sammen hver dag.

»Så kan det godt være, at vi ikke kan tjene helt så meget som andre praktiserende læger, men det er faktisk sjovere at have en god hverdag«, siger Michael Schriver.

Trine Brogaard:

»Når jeg snakker med kolleger i andre praksis, tænker jeg tit: »Gud, hvor har vi været forskånet for meget af det slid, der også kan være ved at være leder for en praksis«. Der går rigtig meget tid fra lægerne i de praksis, som må bøvle med personaleproblemer. Det behøver vi ikke«.

En god læge

Vi går over vejen til de store blokke, så fotografen kan tage nogle billeder, der emmer af det ny Gellerup.

Vi bliver råbt an af en mand, der lige har parkeret sin bil og er på vej ind i boligblokken med sin datter:

»Skal I skrive en artikel om lægen?«.

Da vi bekræfter, peger manden mod Michael:

»Han er god. Han er min læge«, kommer det – ikke uden en vis stolthed.

Over vores hoveder letter flokke af sortfugle med ét fra altanerne og trækker en dunkel vifte over den grå fyraftenshimmel. Nede langs blokkene løber børn hjem fra skole med skoletasken hoppende på ryggen.

På mange måder er Lægerne i Gellerup som andre lægepraksis. De kan frustreres over afviste henvisninger og patienter, der er utilfredse med, at de ikke kan få den henvisning, som de havde sat næsen op efter.

Men man skal ikke være her lang tid, før man mærker, at det også er et særligt sted. For at vende tilbage til mæslingerne i artiklens indledning kan det helt usædvanlige faktisk ende med at blive en form for hverdag her.

»Jeg kunne virkelig godt ønske mig, at yngre læger kom herud og mærkede alt det gode, man kan få med sig herfra. Det er formentlig helt anderledes end det, de regnede med. Og vi får rigtig gode evalueringer fra vores uddannelseslæger. Så gode, så vi i næste uge får 30 uddannelseslæger på praksisbesøg her. Det er bare fantastisk«, siger Trine Brogaard.

De taler om dengang, en anden læge spurgte Trine, hvor hun arbejdede henne.

»Gellerup«, svarede hun, hvorefter den anden læge lagde hovedet lidt på skrå, sendte hende et medlidende blik og sagde: »Nååårh«.

De griner. Det var sådan lidt: »Nå, var der ikke andre, der ville have dig?«

Men det er ikke synd for Trine, og det er ikke synd for Michael. De har valgt et lægeliv, som nok kan tage pusten fra dem – og fra de fleste – men som også får dem til at tænke: »Wow«.