Landets praktiserende læger får i disse dage at vide af deres respektive regioner, hvordan Sundhedsdatastyrelsen har beregnet deres fremtidige lukkegrænse, også kaldet minimumspatienttal.
Lægerne kan dermed se, om de står til at skulle have flere eller færre patienter, end de har i dag. Der er dog tale om en foreløbig beregning, og individuelle forhold kan ændre tallet.
I de områder, hvor lægerne ifølge den nye nationale fordelingsmodel ikke har så mange »sygdomsvægtede« patienter, vil flere læger kunne forvente, at patienttallet skal skrues i vejret.
Det gør formand for DSAM, Bolette Friderichsen, dybt bekymret. På lægernes vegne, men især på patienternes vegne.
»Vi får jo penge for at have patienter på vores liste, så hvis en læge lukker for tilgang, er det, fordi der er udsolgt. Så magter man ikke mere«, siger Bolette Friderichsen.
Hvis en læge i f.eks. Risskov eller Holte har 1.600 patienter i dag og fremover skal tage 400 patienter mere, er der en stor risiko for, at kvaliteten af patientbehandlingen forringes, og flere patienter vil blive henvist til sygehusene – stik imod intentionen i sundhedsreformen, påpeger hun.
»I nogle af disse områder har lægerne meget krævende patientpopulationer, der har googlet sig til mange sygdomsbekymringer. Rigtig mange har brug for rådgivning om, at det, de oplever, er helt normalt, og at de ikke har brug for en CT-skanning eller en henvisning til speciallæge«, siger Bolette Friderichsen, der tilføjer:
»Og det er både hurtigere og nemmere for lægen at sige ja end at sige nej«.
Hun beskriver her den traditionelle gatekeeperrolle, som almen praksis altid har varetaget. Men netop den rolle kan meget nemt bryde sammen, hvis en læge bliver pålagt flere patienter, end hun kan klare.
»Og så skal vi jo ikke glemme, at mange af patienterne har problemer – selv om de bor i et ressourcestærkt område. Det kan være mentale problemer, stress, misbrug og psykiatriske og somatiske diagnoser af alle kategorier«.
Fra 1. januar 2027 indføres en ny honorarstruktur, der skal omfordele honorarerne i almen praksis. Læger i områder med stor sygdomstyngde skal have færre patienter uden at miste indtægt, mens læger i områder med mindre sygdomstyngde skal tage flere patienter uden at stige tilsvarende i indtægt.
Det ser godt ud i et Excel-ark, men …
»Alle ved, at sygdomstyngden er større på Lolland end i Risskov og Holte. Men som praktiserende læger ved vi også, at det ikke er hele sandheden«, siger Bolette Friderichsen.
»Uanset hvor i Danmark vi praktiserer, har vi en større eller mindre gruppe udsatte og meget behandlingskrævende patienter. De kan meget nemt gemme sig i den store raske ressourcestærke population og ser ikke ud af meget i et regneark«.
Men de fylder i lægernes konsultationer og venteværelser.
»Hvordan kommer det til at gå de patienter, der er så uheldige, at de bor et sted, hvor der er mange ressourcestærke – og hvor de bliver overset, når patienterne bliver opgjort i Excel og vurderet ud fra et administrativt perspektiv?«, spørger Bolette Friderichsen.
»Ud fra et patientperspektiv burde man ikke tildele lægen i Holte og Risskov 400 patienter mere. For det betyder, at lægens hjemløse, multisyge og psykiatriske patienter skal konkurrere om lægens opmærksomhed med – ikke blot de øvrige patienter – men også med den gruppe af 400 nye fortrinsvis krævende og ressourcestærke patienter, som lægen er blevet pålagt. Det harmonerer simpelthen ikke med, at vi skal give mest til dem med størst behov«.
Her kommer den nye honorarstruktur fra 2027 ind i billedet. Det er den, der er problemet, påpeger DSAM-formanden.
For alle går ind for, at de patienter, der har størst sygdomstyngde, skal have mere lægetid. Og derfor skal lægerne fordeles, så der er flere læger i de områder, hvor folk har et større behandlingsbehov. F.eks. på Lolland. Lægerne dér skal have færre patienter uden at miste indtægt.
Problemet opstår, når pengene til den omfordeling skal tages fra læger i områder med færre sygdomsvægtede patienter. Når hunden skal spise sin egen hale.
Bolette Friderichsen siger, at det hidtil har været læger og praksispersonale i de ressourcestærke områder, der har sørget for at give ekstra opmærksomhed til de udsatte, multisyge patienter med stort behandlingsbehov.
»Men fordi lægen ikke får ekstra basishonorar for de nye patienter, de nu skal tage, vil mange læger være nødt til f.eks. at fyre en praksissygeplejerske. En sygeplejerske, som måske har gjort noget ekstra for de meget syge mennesker, der er ,gemt’ i klinikken. Lægerne har klinikker i dyre områder, og 750.000 kr. mindre i basishonorar kan mærkes, når huslejen ikke bliver sat ned«, siger Bolette Friderichsen.
Hun tilføjer:
»Befolkningen har jo de samme forventninger til deres læger. Så det kommer til at gå helt galt«.
Bolette Friderichsen har som medlem af ekspertgruppen selv været med til at udforme den nationale fordelingsmodel, som ligger til grund for Sundhedsdatastyrelsens beregninger af lægernes fremtidige patienttal. De beregninger, som landets praktiserende læger netop har modtaget i deres e-Boks.
»Befolkningen har jo de samme forventninger til deres læger. Så det kommer til at gå helt galt«Bolette Friderichsen, formand for DSAM
Hvorfor kritiserer hun det så?
»Jeg vil ikke sige, at jeg har fortrudt, at jeg gik med i ekspertgruppen. For det har jeg ikke«, indleder hun.
»Jeg gik ind i arbejdet med åben pande, fordi arbejdet handlede om, at vi skulle udarbejde en model for patienternes behandlingsbehov. Det kunne være med til at sikre flere læger i de områder, hvor folk er mest syge. Jeg ville gerne være med til at præge det arbejde for at sikre, at det blev så nuanceret som muligt og f.eks. ikke kun kom til at handle om alder«.
Men mellem møde to og tre i ekspertgruppen skete der noget.
»Der sprang bomben. Der kom en lovpakke, som sagde, at regionsrådet skal bruge den nationale fordelingsmodel til at diktere fremtidige lukkegrænser. Det havde jeg ikke set komme«, siger Bolette Friderichsen.
»Jeg lavede en del støj og uro i gruppen, for jeg mente, at vi var i gang med noget, der kunne skade. Men de andre mente, at vi skulle holde os til vores kommissorium. Enden på det hele blev, at vi holdt et ekstra møde og skrev en udtalelse«.
Ekspertgruppen skriver i sin kommentar, at de har beregnet befolkningens behandlingsbehov og ikke har beskæftiget sig med implementering og anvendelse af fordelingsmodellen som et styringsværktøj. De skriver videre:
»Ekspertgruppen anbefaler dog, at der i implementeringen af fordelingsmodellen tages højde for lokale forhold. Grupper af patienter i den enkelte klinik kan være mere behandlingskrævende, end modellen indikerer, og nogle læger kan muligvis ikke varetage en fuld patientpopulation som anbefalet af modellen«.
Bolette Friderichsen siger, at man ikke bare kan »opfinde en atombombe og så lade det være op til andre at smide den«.
Det er jo sket før i verdenshistorien. Men …
»Sådan en fagperson har jeg i hvert fald ikke lyst til at være. Vi var nødt til at rådgive politikerne klogt, og derfor skrev vi kommentarerne. Men det er selvfølgelig sådan noget, som bare bliver lagt bagerst i en skuffe«.
Bolette Friderichsen siger, at hun »har fået på hattepulden« for sin deltagelse i ekspertgruppen. Især af de lægekolleger, som står til at skulle tage flere patienter uden at få hævet basishonoraret tilsvarende fra 1. januar 2027.
»Jeg har selvfølgelig haft overvejelser om, om jeg burde have trådt ud af gruppen, da det gik op for mig, hvad vores model skulle bruges til. Blåstempler man det ved at være til stede, eller er det bedre at prøve at påvirke det, så det bliver klogest muligt? Det er jo altid et dilemma. Om man skal true med at gå eller med at blive. Jeg valgte at blive«, siger hun.
I debatten om den omdiskuterede lovpakke om almen praksis er det blevet sagt, at de praktiserende læger overreagerer. Det samme med deres organisationer.
»Selvfølgelig skal der være dialog, og vi kan gøre indsigelse og klage. Men det er regionsrådet, der bestemmer. Og der er jo ikke ensartet høj kvalitet i regionerne. Det bliver meget personafhængigt og kommer an på, hvordan de lige har det med de praktiserende læger. Det gør mig utryg«.
Fakta
