Se, hvor mange patienter læger skal have i din kommune

I Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København skal de praktiserende læger fremover have 1.914 patienter i gennemsnit, før de må lukke for tilgang.

På Læsø og Lolland kan de praktiserende læger til gengæld nøjes med ca. 800 færre patienter end kollegerne i Lyngby. Her er lukkegrænserne nemlig beskedne 1.102 og 1.118 patienter i gennemsnit.

I Viborg, Ringsted, Herning, Ikast-Brande og Kolding kommuner er der derimod stort set tale om status quo i forhold til i dag. Her vil de gennemsnitlige lukkegrænser/normtal komme til at ligge meget tæt på den nuværende grænse på 1.600 patienter.

Det fremgår af et af bilagene til den ekspertrapport om ny fordelingsmodel for praktiserende læger, som ligger til grund for udkastet til bekendtgørelse om den nationale model for fordeling og styring af lægekapaciteter i det almenmedicinske tilbud, der er i høring frem til 11. juni.

Risiko for flugt fra faget

Med sundhedsreformen er det slut med, at alle praktiserende læger som udgangspunkt har – mindst – 1.600 patienter, der har været den hidtidige lukkegrænse i almen praksis.

Udkastet til den nye nationale fordelingsmodel for praktiserende læger opererer i stedet med begrebet »sygdomsvægtede borgere«, der er en matematisk udregning af patienternes behandlingsbehov i den enkelte praksis, kommune og sundhedsråd. På den måde vil de praktiserende læger ikke skulle behandle lige mange patienter, før deres patientantal svarer til 1.600 sygdomsvægtede patienter.

Hensigten med modellen er at få en bedre estimering af patienternes behandlingsbehov, så det sikres, at læger med mange syge og sårbare patienter får en lavere lukkegrænse og dermed bedre tid til de patienter, de har.

Modellen inddrager parametre som f.eks. alder, køn, socioøkonomiske faktorer, etnicitet samt somatiske og psykiatriske sygdomme til at fastlægge behandlingsbehovet hos den enkelte patient. Beregningen tager udgangspunkt i, at normtallet/lukkegrænsen er 1.600, hvis man har en fuldstændig gennemsnitlig patientpopulation.

Formanden for PLO, Jørgen Skadborg, kalder modellen for »et udmærket redskab«, men advarer i en skriftlig kommentar mod at bruge modellen til detailstyring:

»Den nationale fordelingsmodel kan være et udmærket redskab til at styre, hvor i landet der skal udmøntes nye lægekapaciteter i de kommende år. Det skal først og fremmest ske de steder, hvor behandlingsbehovet er størst, og der i dag er for få praktiserende læger«, siger han.

»Men det vil være en stor fejl, hvis regionerne blindt styrer efter de lukkegrænser for hver enkelt lægekapacitet, der er indeholdt i modellen. Det er modellen ikke god nok til«.

Modellen er udarbejdet af et ekspertudvalg under Indenrigs- og Sundhedsministeriet med deltagelse af sundhedsøkonomerne Jakob Kjellberg og Kim Rose Olesen, professor Peter Vedsted og formand for DSAM Bolette Friderichsen.

Ekspertgruppen pointerer i en udtalelse i forbindelse med rapporten, at »modellen ikke sikrer et bedre almenmedicinsk tilbud alene. Tilbuddet skal også styrkes, således at alle læger får mere tid til deres patienter og kan løse flere opgaver«.

Jørgen Skadborg advarer mod at pålægge praktiserende læger flere patienter, end de selv mener, at de kan klare:

»PLO er enig i, at udmøntning af nye lægekapaciteter i højere grad bør styres nationalt. Og vi bakker op om, at praktiserende læger med mange syge og sårbare patienter har mulighed for et lavere antal patienter. Men hvis man, med udgangspunkt i denne model, forsøger at pålægge praktiserende læger et højere antal patienter, risikerer det at føre til flugt fra faget og dermed forværre problemerne med lægemangel. Derfor er det så vigtigt, at det er skrevet ind i lovens forarbejder, at væsentligt højere normtal altid skal søges aftalt med den enkelte klinik. Det lægger vi meget stor vægt på netop for at tage højde for alt det, modellen ikke tager i betragtning«, siger Jørgen Skadborg.

»Kæden hopper fuldstændig af«

Den nationale fordelingsmodel fastlægger de gennemsnitlige lukkegrænser i både sundhedsråd og kommuner (se faktabokse). Men modellen skal også anvendes til at fastlægge patientantallet i de enkelte lægepraksis.

De tal kendes endnu ikke, og Jørgen Skadborg fraråder, at man overhovedet går i gang med at udregne patienttallet pr. klinik.

Han siger:

»Kæden hopper fuldstændig af, når man i den nationale fordelingsmodel vil detailstyre patientantallet helt ned på klinikniveau. Det mener jeg, er udtryk for en uacceptabel detailregulering, hvor man overvurderer modellens holdbarhed og undervurderer de konkrete forhold, der kan gøre sig gældende i den enkelte klinik. Med et individuelt tal for samtlige lægekapaciteter vil man uundgåeligt komme til at ramme skævt mange steder. Det vil skabe uro og bekymring hos en lang række praktiserende læger, der i forvejen er presset af en stor arbejdsbyrde, og som nu kan frygte, at de vil blive pålagt at åbne for endnu flere patienter«.

Inden for de enkelte sundhedsråd har modellen – ud over det gennemsnitlige patienttal – også anført, hvor mange patienter klinikkerne i sundhedsrådet skal have, før de reelt varetager 1.600 sygdomsvægtede patienter.

Størstedelen af klinikker (80%) varetager ifølge fordelingsmodellen reelt 1.600 patienter, når de har mellem 1.350 og 1.950 patienter.

Individuelle hensyn

Hensigten med at udregne patienttallet på klinikniveau og ikke kun på kommuneniveau er, at man ønsker at tage hensyn til lægeklinikker, der f.eks. ligger i et udsat område, men som samtidig er en del af en storby med mange forholdsvis friske og raske borgere. Et eksempel kan være Gellerup i Aarhus, hvor der bor mange syge og udsatte, men hvor kommunens lukkegrænse ligger som den syvendehøjeste i landet – helt oppe på 1.844 i fordelingsmodellen.

Jørgen Skadborg foretrækker en fordelingsmodel, hvor der er et gennemsnitligt patientantal i f.eks. kommuner eller sundhedsråd, men ikke for de enkelte klinikker. Og så skal det i høj grad være frivilligt for de enkelte læger, om de kan tage flere patienter – så længe det gennemsnitlige patienttal i kommune eller sundhedsråd nås.

»Jeg vil derfor efterlyse, at vi får en opdateret og mere fleksibel fordelingsmodel, hvor man i stedet fastlægger et gennemsnit for et afgrænset geografisk område, f.eks. en kommune eller et sundhedsråd. Og jeg vil appellere til, at regionerne og de nye sundhedsråd bruger den nye fordelingsmodel med stor forsigtighed og med størst mulig frivillighed og fleksibilitet. Det vil sige, at man lever op til bestemmelsen i lovgivningen om, at et væsentligt højere normtal altid først skal søges aftalt frivilligt med klinikken ud fra en fælles forståelse af klinikkens samlede situation og muligheder. Dernæst bør man sigte efter, at der inden for et lokalområde som et gennemsnit passes det nødvendige antal patienter i stedet for nidkært at gennemtvinge en bestemt lukkegrænse for de enkelte klinikker«, siger Jørgen Skadborg.

Ekspertgruppen skriver i sin kommentar, at de har beregnet befolkningens behandlingsbehov og ikke har beskæftiget sig med implementering og anvendelse af fordelingsmodellen som et styringsværktøj:

»Ekspertgruppen anbefaler dog, at der i implementeringen af fordelingsmodellen tages højde for lokale forhold. Grupper af patienter i den enkelte klinik kan være mere behandlingskrævende, end modellen indikerer, og nogle læger kan muligvis ikke varetage en fuld patientpopulation som anbefalet af modellen«, skriver de.

Det forventes, at den endelige rapport om den nationale fordelingsmodel offentliggøres den 1. juli 2025, samtidig med at bekendtgørelsen træder i kraft. Der kan forekomme ændringer i rapporten på baggrund af høringssvar til bekendtgørelsen.

Læs ekspertgruppens rapport her