Hvad siger de praktiserende læger til den nye nationale fordelingsmodel?

Det er med sundhedsreformen slut med den hidtidige lukkegrænse i almen praksis, hvor alle praktiserende læger som udgangspunkt har – mindst – 1.600 patienter.

I stedet opererer man med begrebet »sygdomsvægtede borgere« i udkastet til den nye nationale fordelingsmodel, som netop nu og frem til 11. juni er i høring. I bilagene til den ekspertrapport, som ligger til grund for udkastet, fremgår det, hvor mange patienter lægerne i gennemsnit skal have i de enkelte kommuner og sundhedsråd. Modellen skal også bruges til at fastlægge patienttal på praksisniveau – de tal kendes ikke endnu.

Det kan du læse meget mere om her.

Men hvad siger de praktiserende læger selv til denne model – og det gennemsnitlige patienttal for netop den kommune, de har praksis i?

Kim Brogaard, praktiserende læge i Aabenraa

Aabenraa Kommune: Gennemsnitligt patienttal i udkastet til fordelingsmodel: 1.450 patienter.

»Jeg bakker op om, at den nationale fordelingsmodel fokuserer på at aflaste praktiserende læger dér, hvor arbejdsbehovet og patienttyngden er størst. I Sønderjylland (Aabenraa) ser jeg mange ældre med komplekse, kroniske lidelser (KOL, diabetes, hjertesygdomme) og socialt udsatte patienter, ligesom passanter og grænsegængere fra Tyskland ikke tælles, men belaster min praksis. Derfor mener jeg, at en patienttyngdebaseret fordeling er mere retfærdig end et ensartet loft på 1.600 patienter, da modellen anerkender, at nogle læger bruger markant mere tid på relativt få patienter.

Jeg er alvorligt bekymret for, at regionerne ensidigt kan ændre vores lukkegrænse, samtidig med at vi står uden repræsentation i de nye sundhedsråd. Det underminerer vores normale forhandlingsmodel med RLTN og truer den nuværende forhandlingsret. Hvis patientantallet hæves over hovedet på os, kan arbejdsvilkårene forringes: Vi risikerer øget tids- og arbejdspres, flere administrative krav og en større risiko for udbrændthed, fordi der ikke er reelle muligheder for dialog om kompensation eller håndtering af ressourcer.

Det er positivt, at der er et politisk mål om at nå 5.000 praktiserende læger i 2035. Men hvordan når vi til målet? Hvordan sikrer vi, at antallet af patienter pr. kapacitet falder løbende? Uden flere hænder i primærsektoren kan vi ikke reducere arbejdspresset, særligt i landdistrikter med rekrutteringsudfordringer. Opgaveudflytning til primærsektoren kræver, at der er tilstrækkelige ressourcer i det nære sundhedsvæsen, og den kapacitet mangler mange steder i dag. Overgangen bør planlægges med klare tidsplaner, en gennemtænkt finansieringsmodel og fokus på uddannelsesindsatsen i lægedækningstruede områder for at sikre stabil lægedækning fremadrettet i hele landet.

Sammenfattende synes jeg, at patienttyngdemodellen er et skridt i den rigtige retning, men kun med en klar tidsplan og finansieringsmodel, og hvis vi som praktiserende læger har reelle muligheder for at forhandle vilkår, før patienttallet ændres«.

Marie Baunsgaard, praktiserende læge på Østerbro i København

Københavns Kommune: Gennemsnitligt patienttal i udkastet til fordelingsmodel: 1.882 patienter.

»Beregningen af et patientantal på 1.882 patienter for Københavns Kommune vil for nogle være uoverskueligt mange ekstra patienter, og jeg har svært ved at se, hvordan man meningsfyldt beregner patienttyngden og dermed patienttal. Jeg har adskillige unge patienter med alvorlige udfordringer og funktionstab, f.eks på baggrund af autismespektrumfortyrrelser, bipolar lidelse, schizotypi og lignende, men i udregninger ser de ud som unge mennesker i 20’erne og 30’erne, der på papiret ikke har specielt brug for lægehjælp, og det kunne ikke være længere fra virkeligheden. Generelt har vi det antal patienter, vi mener, vi kan klare, og jeg kender altså ikke nogen med en masse uudnyttet kapacitet. Her i kommunen er der mange mindre klinikker, hvor der ikke fysisk er plads til at udvide med mere personale, eller dimensioneringen af venteværelset og klinikrum ikke tillader, at man kan påtage sig ekstra patienter.

Min egen klinik har 1.850 patienter, når jeg lukker for tilgang. Jeg har prøvet at have flere patienter, men måtte også erkende, at jeg så slet ikke kunne følge med. Jeg synes, det er forunderligt at både lands- og regionspolitikere åbenbart ikke stoler på det, når vi råber op om en stor arbejdsbyrde, og at grænsen er nået for alt for mange af os. Tror de, det er en forhandlingstaktik, når PLO advarer om, at vi risikerer at miste kollegaer, der vælger pensionen, eller de yngre, der vælger at stoppe, fordi det bliver en alt for stressfyldt hverdag? Har de ikke læst undersøgelserne om udbrændthed i almen praksis?

Jeg giver ingenting for et lovforslag, hvor man godt nok siger, man skal prøve at finde frivillige løsninger, men hvis vi ikke retter ind, bliver det med tvang. Hvad er incitamentet til at lave ordentlige aftaler med PLO om almen praksis, når man til syvende og sidst kan pålægge os forhold, vi ikke kan se os selv arbejde under? Hvis jeg bliver pålagt en øget arbejdsmængde og som følge deraf sygemeldes med stress eller stopper helt, hvor efterlader det mine patienter?«

Christian Freitag, praktiserende læge i Holte

Rudersdal Kommune: Gennemsnitligt patienttal i udkastet til fordelingsmodel: 1.829 patienter.

»Jeg mener, at præmissen er helt forkert: Man antager, at sygdomstyngden er lig med borgernes behov for at opsøge læge. Det er det ikke. Jeg har patienter, der burde gå oftere til læge, men det gør de ikke. Jeg har andre, der burde gå mindre til læge – det gør de heller ikke. Henvendelserne til almen praksis er først og fremmest styret af patienternes behov – det er sådan set en grundsten i vores fag. At vores dør er åben. Det forsøger den matematiske model at ignorere, men det kan man ikke – medmindre man deler klippekort ud til borgerne.

Konsekvensen af modellen bliver hundredtusindvis af utilfredse og ressourcestærke borgere, der nu får endnu sværere ved at få fat i deres læge. De lokale politikere skal så forklare, at det skyldes, at de skal vise solidaritet med borgerne på Lolland.

Jeg forstår godt behovet for flere læger på Lolland. Jeg forstår også godt, at modellen kan bidrage til billedet af, hvor der mangler læger – selv om vi godt ved det meste i forvejen. Løsningen har i 15-20 år været at skabe bedre forhold for sundhedsvæsenet på Lolland. Det har man ikke villet investere ordentligt i – i stedet foreslår man nu denne interne kamp mellem de praktiserende læger. Det kommer der ikke noget godt ud af – mindst af alt for borgerne på Lolland.

Lige vores klinik kan godt tilpasse sig. Vi er lige flyttet til større lokaler og har ikke store problemer med at skaffe læger og personale. Men andre kolleger i området kan ikke tage flere patienter, uden at de går ud over andre patienter og lægen selv. Det tager modellen slet ikke hensyn til«.

Er du tryg ved en model, hvor – som det fremgår af lovforslaget – regionerne først skal forsøge at indgå en frivillig aftale med den/de pågældende læger, hvis de mener, at patienttallet skal hæves, men at det er regionens endelig beslutning?

»Det får jo tankerne hen på Marlon Brando i ,Godfather’: ,I’m gonna make him an offer he can’t refuse’.

Man skubber ca. 2.500 læger fra sig – i stedet for at lægge op til at samarbejde om de mange opgaver, der ligger foran os. Lægerne bliver sure og modvillige. Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man tror, at det kan ende i noget godt«.

Henrik Rasmussen, praktiserende læge i Kolding

Kolding Kommune: Gennemsnitligt patienttal i udkastet til fordelingsmodel: 1.606 patienter

»Hvis vi skal have lighed i sundhed, skal vi give mest til de mest syge patienter og således også sigte mod, at den enkelte læge har mere tid til disse patienter. Set i det lys giver den nye fordeling god mening. Der er dog mange andre forhold end ,antal kronikere pr. speciallæge’, der er afgørende for faglighed, patientoplevet kvalitet og trivsel i den enkelte praksis. Lokaleforhold, personalesammensætning, arbejdsfordeling og rekrutteringsmuligheder er bare nogle af de forhold, der har betydning.

Den største udfordring, som jeg ser det, er, at det er stadig mere komplekst at drive praksis. Der skal bruges mere tid på arbejdet ved siden af patienterne, og trivselsmålinger fra almen praksis beskriver, at denne udvikling ikke har været befordrende for arbejdsglæden. 

Gruppen af patienter over 75 år er stigende, hvilket giver flere patienter med kroniske sygdomme og komplekse patientforløb. Samtidig skal flere opgaver flyttes fra sekundærsektoren til det nære sundhedsvæsen og dermed også almen praksis.

For at fremtidssikre praksis til denne opgave – med plads til høj faglighed, trivsel og bæredygtig praksisdrift – har vi udviklet Netværkspraksis, hvor vi netop hjælper med organisering af praksis, så der bliver mere tid til kerneopgaven. Jeg mener, at det er mere afgørende for faglig kvalitet og trivsel, at praksis er godt organiseret, end om der er 200 patienter pr. kapacitet mere eller mindre i den enkelte praksis«.