Fakta
Hukommelsen er suggestiv og formbar. Det er et af de udsagn, Elisabeth Loftus, der er professor i psykologi, kommer med i filmen »Memory wars« Hun forsker i hukommelse og har med sin videnskab vist, at folk ofte husker tingene anderledes, end de var. Det har gjort hende upopulær, fordi det ifølge filmen ofte får anklagede til at slippe for straf, at hun som ekspertvidne pointerer, at man ikke altid kan stole på vidners hukommelse.
Hun har lavet forskning, hvor hun viser en video af en ulykke for forsøgspersoner og samtidig manipulerer med ord, der bliver brugt til at beskrive hændelsen. F.eks. vil forsøgspersoner huske farten på bilerne i et trafikuheld som højere, hvis man siger, at bilerne »smadrede ind i hinanden«, end hvis man siger »ramte ind i hinanden«, når de bliver spurgt noget tid efter, at de har set videoen og har hørt fortællingen.
Man kan også manipulere hukommelsen ved at bruge »leading bias questions«. F.eks. ved at spørge om, hvor der lå smadret glas på vejen efter et trafikuheld, og en uge efter vil forsøgspersonen så huske, at der var smadret glas på vejen, selv om der ikke var det. Disse spørgsmål er som trojanske heste: Man vil ikke huske, at man bliver manipuleret med, fortællingen eller ordene glider ubemærket ind i hukommelsen, fortæller Elisabeth Loftus i filmen. Hun fortæller også, at chok og smerter påvirker hukommelsen.
Elisabeth Loftus har også forsket en del i undertrykt hukommelse. Dette er især kendt fra f.eks. sager om incest, hvor voksne pludselig efter mange år kommer i tanke om seksuelt misbrug. Undertrykte erindringer sætter Elisabeth Loftus spørgsmålstegn ved og udtaler, at evidensen for fænomenet er meget sparsom, hvis den overhovedet findes. Hvis der er et svagt hukommelsesspor, skal der stærke triggere skal til for at genkalde disse spor, er der nogen, der mener. Men Elisabeth Loftus er uenig og mener, at de undertrykte erindringer ofte er falske minder. Hvis disse minder ikke er virkelige, hvor kommer de så fra? Suggestion fra f.eks. medierne?
»Som læge må man efter at have set filmen spørge sig selv, om vi er opmærksomme på, at de oplysninger, vi får fra patienterne, ikke altid er de faktuelle, selv om de virker sådan for patienterne. Og at vi måske heller ikke altid skal stole på vores egen hukommelse, når vi stivnakkede påstår, at ,sådan skete tingene altså’«.Berit Enggaard Kaae, praktiserende læge, kulturredaktør og assisterende redaktør, Ugeskrift for Læger
I et forsøg bliver deltagerne fortalt, at de som 5-6 år gamle blev væk i et indkøbscenter. De græd og var bange, blev fundet af et ældre par og så genforenet med deres forældre. Deltagerne får som voksne historien fortalt af en person, som fortæller, at det er deres mor, der har fortalt historien. I et meget suggestivt miljø og flere interview begynder deltagerne pludselig at kunne »huske historien«. Og de konfabulerer derefter videre på historien. Dette forsøg viser, hvor let falsk hukommelse kan plantes.
Efter disse forsøg og Elisabeth Loftus’ spørgsmålstegn ved undertrykte erindringer opstod »Memory wars«. Det var en heftig krig på ord, hvor hun bl.a. modtog trusselsbreve. For mange mennesker er det ubehageligt og måske decideret umuligt at forstå, at de ikke altid kan stole på deres egen eller andres hukommelse, og det kan vække vrede. Og det er da også hendes sidste pointe i filmen: Hukommelse ikke er noget, man kan stole 100% på.
Som læge må man efter at have set filmen spørge sig selv, om vi er opmærksomme på, at de oplysninger, vi får fra patienterne, ikke altid er de faktuelle, selv om de virker sådan for patienterne. Og at vi måske heller ikke altid skal stole på vores egen hukommelse, når vi stivnakkede påstår, at »sådan skete tingene altså«.
