Fakta og vurdering
I mange år besøgte jeg et ældre ægtepar, Alice og Leif. De var begge psykisk syge og havde været medlem af en bogklub i mange år. Bøgerne, der blev tilsendt i små papkasser, blev sjældent læst. Ofte stablede de bare papkasserne oven på hinanden, og det havde de gjort så længe, at man ikke mere kunne komme ind i spisestuen. Der var kun en smal gang i stuen, hvor man lige kunne færdes. De var de sødeste og kærligste mennesker, og de spurgte altid ind til mine børn, og hvordan jeg selv havde det.
Når jeg ser dokumentarfilmen »The typewriter and other headaches«, føler jeg mig sat tilbage til deres rækkehus. I filmen følger man et hold af socialarbejdere i Paris, som besøger psykisk syge mennesker med små og store problemer. Filmen falder i fire tableauer, hvor vi besøger fire forskellige psykisk udfordrede hjem.
Det er en nærværende film om de små ting i livet, og den er båret af en empati og et nærvær, der så ofte fordufter i vores verden på grund af travlhed og mangel på medmenneskelighedSøren Brix, praktiserende læge. Interessekonflikter: ingen.
Første besøg går til poeten, hvis skrivemaskine er gået i stykker. Walid og hans makker Jerome forsøger efter bedste evne at skille maskinen ad og får efter lidt bøvl og held maskinen repareret. Her er tid til at spørge poeten om hans arbejde og psykiske udfordring. Kameraet panorerer hen over de 8.000 poesiværker, som først er skrevet i hånden og efterfølgende skrevet ind på maskine.
Andet besøg er hos den skizofrene Muriel, hvis cd-afspiller er gået i stykker, og hun har svært ved stilheden, der aktuelt fylder for meget. Det viser sig, at cd’erne er snavsede, og Walid og Jerome hjælper med at få dem pudset og få lyden ud gennem højtaleren igen. Det er de små ting, der tæller, og de kan ødelægge dagligdagen for mennesker, som ikke kan overskue så meget.
Tredje besøg går til Ivan og Gad, som har problemer med en printer.
Fjerde besøg er hos illustratoren Frederic, som skal have hjælp til at få ryddet lidt op på trods af, at han egentlig har det godt i sit rod.
Filmen har ligesom reparatørerne al den tid, der er i verden, så der er god tid til at kigge på minderne, drikke kaffe, spise et stykke chokolade og spørge ind til tankerne og stilheden. Det er en nærværende film om de små ting i livet, og den er båret af en empati og et nærvær, der så ofte fordufter i vores verden på grund af travlhed og mangel på medmenneskelighed.
