Titel: Laila at the Bridge
Instruktører: Elisabeth Mirzei og Gulistan Mirzei
Sted: CPH:DOX 2018
»Laila at the Bridge« er en fantastisk sociologisk dokumentarfilm. Vi kommer tæt på Laila Haidari med håndholdt kamera. Hun er er en bemærkelsesværdig kvinde, som kæmper en indædt kamp for at redde narkomaner i Kabul. Hun sætter sit eget liv på spil, og vi følger hende i tyk og tyndt. Vi møder hende på gaderne og under broen i Kabul, hvor flere hundrede narkomaner er samlet og søger ly for de fordømmende blikke fra folk oven på broen. Det er en helt anden verden, der udspiller sig under broen. En verden med opium og nåle, en så mistrøstig verden, der får helvede til at blegne.
I denne rendesten arbejder Laila, mens hun går med sine udtrådte plastiksko mellem sprøjter og kanyler. Hver dag formår hun at hjælpe narkomaner ud af deres misbrug, og med simple midler bryder hun den onde cirkel og hjælper dem til et andet liv. Hun har behandlet og hjulpet over 900 narkomaner i Afghanistan; et land, der har verdens højeste rate af narkomaner. Med livet som indsats kæmper hun hver dag en håbløs kamp mod mafia og korruption. Hun glædes over at kunne hjælpe den enkelte, hun er kompromisløs og er ikke bange for noget. Hun holder fokus på sine medmennesker og taler ministeriets embedsmænd midt imod, når de kommer med deres standarder, som hun ikke altid følger. Hendes motto er: »Every clean addict is a miracle«. Hun forsøger at drive en restaurant, hvor overskud skal gå til at behandle narkomanerne, men med kun 17 dollars i overskud om dagen er hun konstant på jagt efter donorer til sit livsbekræftende projekt.
Det er en film fyldt med hårde skæbner, men også med kærlighed og glæde. Hun beskriver sig selv som en bro. En bro, som narkomanerne kan bruge for at komme over på den stoffri side. Hun kan hjælpe dem med meget, men det sidste stykke skal de gå selv. Glem alt om overenskomst og lockout og se denne dokumentar om en kvinde, som med meget få midler gør en virkelig forskel i Kabuls gader. En livsbekræftende film om at følge sin overbevisning og sit hjerte for at opnå en bedre fremtid for dem, som har det sværest.
Læs flre anmeldelse fra CPH:DOX 2018