Da lægerne fik hjul

Lægebiler var et varmt emne i bilismens barndom. Som Ugeskrift for Læger tidligere har beskrevet, gjorde Silkeborgs distriktslæge Frederik C. Lund en pionerindsats, da han i 1902 opskræmte folk og fæ på grusvejene omkring købstaden i sin støjende og stinkende, éncylindrede Vivinus.

Frederik C. Lund var formentlig Danmarks første ejer af en lægebil og en stor entusiast. Desværre kunne han ikke få tilladelse til også at bruge køretøjet til sygebesøg om natten. Derfor endte han i 1904 med at sælge sin kørende maskine og vende tilbage til hest og vogn.

Fremtidens lægebil

Ti år senere, i 1914, var der fortsat gang i debatten. I Ugeskrift for Læger efterlyste Niels Breinholt, praktiserende læge i Hvam, indlæg fra kolleger med »Erfaringer paa Bilsportens Omraade«, så mindre erfarne kolleger kunne få glæde af dem. Hans egen vigtigste erfaring var, at man burde købe sin bil hos en lokal forhandler, som var grundigt inde i sagerne og havde eget, stort værksted: »Skal man vente paa en Mand fra Forhandleren i København, kommer Vognen let til at staa stille en Maaned for en Ubetydeligheds Skyld«. Man skulle også sørge for en kontrakt, der tog højde for alt.

Og så meldte spørgsmålet sig: Skulle bilen have plads til to eller fire personer? »Har man ikke meget at bestille, kan det maaske være underholdende at køre rundt med et lille Selskab, men kører man meget, er det dejligt at være ene«. Og så var det jo også dyrt at køre rundt med en stor, tung vogn.

Næste spørgsmål var motorkraften. Små »Bivejsvogne« på 450 kg var ikke meget bevendt, og i dårligt føre var selv de store vogne med 11-14 hestes kraft for svage. I øvrigt skulle man aldrig prøvekøre »paa Østergades Asfalt, men paa de sletteste Veje« på egnen. Kun på den måde kunne man mærke, om bilen duede til noget. Fremtidens ideelle lægebil vejede højst 600-700 kg. Den havde plads til to og en motor, som kunne yde 10-20 »Hestes Kraft«.

Forskel på hestekræfter

To uger senere meldte sygehuslæge Chr. Jensen Brix Kjelgaard fra Løgstør sig i debatten, og han var ikke enig med sin kollega. Chr. Jensen Brix Kjelgaard mente ikke, at 11-14 hk nødvendigvis var for lidt, for det afhang af bilens kvalitet. Havde man f.eks. en vogn med 1.200-cm³-motor, som ydede 9 hk, kunne man i al slags vejr sagtens drøne afsted på selv de mest opkørte biveje med 30 km/t., hvis man ellers selv kunne holde til det, »og saafremt det var tilladt«. På »en nogenlunde skikkelig Hovedvej« kunne den samme vogn sagtens køre op til 60 km/t. eller mere, »hvis det var tilladt«, og det tilmed i en vogn, der vejede 600 kg, »ikke medregnet Kaleche, Glasskive, Lygter, Projektører, Generatorer, Vand og Benzin«.

Og så var der jo forskel på hestekræfter »i en stivbenet Krikke og i en ædel Araber«, fortsatte Chr. Jensen Brix Kjelgaard: »Nogle [biler] er saa døde at køre med som gamle Krikker, andre er saa livlige og vælige som de fineste Fuldblods, og da kører man sin Bil med stadig Glæde over dens ivrige Springen frem ved den mindste Berøring af Acceleratoren«. Kørte man derimod i en bil med »Krikkehestekræfter«, var det »en stadig Lidelse at mærke dens sløve og langsomme Reaktionsevne og som Følge deraf ringe Evne til at døje Modgang paa en opkørt Vej«.

Dr. Chr. Jensen Brix Kjelgaard syntes ikke, man behøvede at skele til, om forhandleren havde et stort værksted, da enhver god mekaniker kunne klare småtterier som »Slid af Fjederbolt [og] Kuglepande i Styringen«, mens man selv kunne ordne småting som vand i karburatoren m.m. I en nogenlunde velkonstrueret motor burde der ikke være brug for større reparationer inden for de første 20.000-30.000 km.

Markveje og hulveje

Før man købte, skulle man spørge hos flere forhandlere. På den måde fik man alt at vide om svaghederne hos de forskellige mærker (undtagen den pågældende forhandlers eget). Og så købte man det mærke, som ingen af forhandlerne havde haft noget skidt at sige om.

Men man skulle huske at købe en smalsporet vogn med maks. 1.150 mm sporvidde, da man »ellers risikerer at maatte lade Vognen staa og spasere Resten af Vejen (navnlig smalle Hulveje og nogle Markveje passeres vanskelig af bredsporede Vogne, der jo ellers har større Fordele)«.

»Og kør så altid med Speedometer«, formanede Chr. Jensen Brix Kjelgaard, for så kendte man altid sit benzinforbrug og vidste, hvor længe de forskellige dæk varede, hvornår man skulle smøre osv. En nat havde dr. Chr. Jensen Brix Kjelgaard oplevet, at den fjeder, der trak speedometeret, hoppede af »og forsvandt i Mørket, og da jeg tilfældigvis ingen Reserve havde, maatte jeg køre 2 dage, uden at Speedometeret viste, men det var ogsaa de to kedeligste Dage i mit Liv«.

Læge E. Jensenius i Gudumholm bidrog med et råd om altid at vælge et bilmærke, hvor man var sikker på, at der var reservedele på lager, så man »ikke skal vente maaske i maanedsvis paa et Tandhjul fra Frankrig eller Amerika«. Selv kørte dr. E. Jensenius en bil af mærket Wanderer med en 12-hk-motor – formentlig 1911-modellen, som tyskerne havde givet kælenavnet Puppchen. Den havde tandemsæder til to. Tophastigheden var 70 km/t., hvad der dog var halsbrækkende på de elendige veje. E. Jensenius fremhævede den da også for dens gode benzinøkonomi, den lave afgift og for at kunne klare al slags vejr og selv det værste føre bortset fra snedriver. Desuden kunne man nemt sno sig uden om bøndernes hestevogne.

Økonomien var heller ikke så dårlig, og E. Jensenius anbefalede på det varmeste sine »i Hestevogn rumlende, cyclende eller motorcyclende Kollegaer …: Køb et Automobil, men ikke under 12 H.K. og vandkølet. At være Chauffør er ikke alene meget let, men ogsaa en hel Rekreation«.

Lægeklub med egne mekanikere?

Også dr. Hilmar Fridericia stemplede ind i debatten. Han fandt ikke, at dr. Chr. Jensen Brix Kjelgaards opfordring til alle læger om at dele deres erfaringer med biler gav mening: Enhver »holder mest af sine egne Børn« og så derfor gennem fingre med deres småfejl, hvis de ellers opførte sig ordentligt. Og selv, hvis man havde indhøstet bitre erfaringer med en bil, kunne det jo skyldes, »at Fejlen laa hos Brugeren eller hos den lokale Mekaniker«, som ikke havde fornødent kendskab til bilens anatomi og fysiologi og derfor ikke formåede at stille den rette diagnose og sætte ind med den rette behandling.

Dr. Hilmar Fridericia anbefalede den trygge vej, som var at indkøbe sin bil gennem Danske Lægers og Dyrlægers Motorklub, som i kraft af stort indkøb kunne tilbyde gode priser, selvom udvalget var mere begrænset.

Og så kunne Hilmar Fridericia alligevel ikke lade være med at dele sine egne erfaringer, som viste, at man klarede sig fint med en lidt tungere bil med en 11-hk-motor, »selv om man skal køre i fodhøjt Mudder«. Selv var han tilfreds med at køre 35 km/t. på god vej og 25-30 km på mindre biveje. Mere end det »er ingen Nydelse«.

I 1914 havde læge V. Buus fra Hundborg i fem år været den tilfredse ejer af en Opel på 700 kg. Man tør gætte på, at der var tale om Opels 1909 model 4/8 PS »Doktorwagen«, som han kørte sommer og vinter. »Kun i stærkt Sneføre har jeg maattet bruge Hestebefordring«. Bilen kørte stadig som en drøm – det sørgede en dygtig landsbymekaniker for med sine årlige serviceeftersyn. »Vognen har nu kørt 49.000 km, og Kørslen koster mig 13,6 øre pr. km«.

Chr. Jensen Brix Kjelgaard var afslutningsvist enig med dr. Hilmar Fridericia i, at indkøb gennem motorforeningen var en god idé, »særlig for Begyndere, der ikke er inde i Automobilhandelens Krinkelkroge«. Hvis tilstrækkeligt mange købte gennem foreningen, kunne den tilmed vokse sig så stor, »at vi havde Raad til at holde det nødvendige Antal Mekanikere i alle store Provinsbyer«.

Den ny tid havde indfundet sig. Lægestanden var blevet motoriseret.