Skip to main content

De levende, de døde og den fyldte rygsæk

Som retsmediciner møder man ikke mange solstrålehistorier, men arbejdet er både meningsfuldt og på sin egen måde givende, siger vicestatsobducent Ole Ingemann Hansen, der her fortæller om at være det tredje vidne, om forebyggelsesperspektivet og om de tunge oplevelser.

Ole Ingemann Hansen i ’morguen’, hvor ligene modtages ved ankomsten til instituttet. Døren i baggrunden leder ud til ambulance­parkeringen, og fra rummet er der desuden direkte adgang til både CT-skanneren, kølerummet og sektionsstuerne. Foto: Martin Dam Kristensen
Ole Ingemann Hansen i ’morguen’, hvor ligene modtages ved ankomsten til instituttet. Døren i baggrunden leder ud til ambulance­parkeringen, og fra rummet er der desuden direkte adgang til både CT-skanneren, kølerummet og sektionsstuerne. Foto: Martin Dam Kristensen

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk

20. jan. 2025
14 min.

»Altså, vi ser jo kun død og ødelæggelse. Det er kun triste skæbner – der er ingen lykkelige helbredte patienter, vi kan klappe ud af afdelingen. Vi ser døde mennesker, der enten er døde for tidligt, f.eks. som drabsoffer eller som misbruger, der måske har ligget død i tre uger uden at have være savnet af nogen.

Og de levende, vi ser, er børn, som der er mistanke om, har været udsat for voldelige eller seksuelle overgreb, og voldtægtsofre og deres formodede gerningsperson«.

Ole Ingemann Hansen taler roligt og konstaterende, mens han fastholder blikket på journalisten og fotografen. For »det er sådan, hverdagen er« på et retsmedicinsk institut.

I forgårs var det offeret for et knivstikkeri i et formodet bandeopgør. En anden dag var det et lille barn med skader, der nok ikke som påstået skyldtes et fald fra puslebordet. Og en tredje dag et traumatiseret voldtægtsoffer, som det af efterforsknings- og retssikkerhedsmæssige hensyn er nødvendigt at undersøge gynækologisk og tage spor fra, selv om hun var i en meget skrøbelig situation.

Ole Ingemann Hansen er vicestatsobducent på Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet – et af landets tre retsmedicinske institutter – og som sådan næstkommanderende på instituttets retslægelige afdeling. Sammen med sin chef, statsobducent og professor Lene Warner Thorup Boel, har han ansvaret for, at Statsobducenturet kan levere den relevante betjening af politikredsene i obducenturets område.

Og det er et geografisk stort område – »fra Skagen til Kongeåen«, konstaterer Ole Ingemann Hansen.

Med få undtagelser er det politikredsene og Rigspolitiet, der er rekvirenter – altså »kunderne« – og det, de køber hos de retsmedicinske institutter, er obduktioner, undersøgelser af findesteder ved formodet kriminalitet og personundersøgelser i sager om voldtægter og om fysiske eller seksuelle overgreb på børn.

Retsmedicinerne skal gennem deres undersøgelse sikre spor, der kan bruges i bevisførelsen, og de skal afgive erklæringer om deres fund ved undersøgelser og obduktioner og give fremmøde i retten for at uddybe og forklare deres konklusioner over for dommere, lægdommere og juryer.

Så det er måske ikke svært at sætte sig ind i, hvad der med Ole Ingemann Hansens ord gør, at han og kollegerne »får rygsækken fyldt« med mistrøstige oplevelser. Rygsækken vender vi tilbage til.

En typisk dag

Egentlig skulle dette have været en artikel i serien »Et døgn med« – og Ole Ingemann Hansen havde også nået at forberede sig og tage notater til den dagbog, artiklerne i serien er bygget op som.

Redaktionen på Ugeskrift for Læger blev dog nysgerrig på at høre mere om et lægeliv, der på mange måder er anderledes end for kollegerne i praksis og på landets sygehuse. Hvad er det ved det retsmedicinske arbejde, der gør, at det trods det mistrøstige alligevel er lægefagligt og menneskeligt givende?

Men lad os starte med en opridsning af et dagsprogram, som det kan se ud for Ole Ingemann Hansen. Og vi lægger ud med en bekendelse:

»Da du oprindeligt spurgte, om jeg ville medvirke i en ,Et døgn med’-artikel, så tænkte jeg som noget af det første, om jeg kunne være bekendt at sige, at mit vækkeur først ringer 7.30 – men det gør det altså. Alle de andre læger i serien står jo op meget, meget tidligere, smører madpakker, sørger for, at børnene kommer i skole, og løber lige en tur med hunden … Hold da op, tænker jeg. Jeg står bare op og tager herind«, siger Ole Ingemann Hansen med et skævt smil.

»Selv om jeg ikke tænker særlig meget over den ene eller anden dom i de sager, jeg medvirker til at opklare, så er det da tilfredsstillende at medvirke til, at der fældes den rigtige dom«, siger Ole Ingemann Hansen. Foto: Martin Dam Kristensen.

Og en typisk arbejdsdag?

»Kl. 8.30 sætter jeg lige morgenmødet i gang, har en supervision af nogle personundersøgelsessager, og mens obduktionen er i gang nede i kælderen, har jeg et virtuelt møde med et af børnehusene. Når obduktionen nede i kælderen så er færdig, går jeg ned og ser på og følger med i, hvordan det går, og tjekker op på, om alt er i orden. Og så kan jeg lige nå at spise min madpakke, før jeg kører i retten – og det kan både være i Aarhus, Herning, Holstebro og Hjørring.

Efter retsmødet tager jeg tilbage igen og samler op på sager fra andre dage og har måske et ledelsesmøde kl. 14.00-15.00, inden jeg kan komme tilbage til mit kontor og lave nogle sager færdig, besvare mails og kigge på prøver. Og så er det måske nogle ledelsesstrategiske ting, jeg lige skal kigge på, inden min dag slutter 16.30-17.00, hvor jeg tager hjem«, fortæller Ole Ingemann Hansen.

Mange kasketter

Ole Ingemann Hansen har været vicestatsobducent siden 2013. Han laver stadig obduktioner og enkelte personundersøgelser, men har mange andre kasketter og en stribe administrative og ledelsesmæssige opgaver internt og er en del af en række eksterne samarbejder – ikke mindst med børnehusene i obducenturets område, ligesom han sidder i styregruppen for Center for Voldtægtsofre.

Han indgår også i vagtordningen på instituttet, som døgnet rundt skal kunne træde til, når politiet har brug for det. Ligesom han er en del af det rul, hvor lægerne på de tre retsmedicinske institutter skiftes til at rykke ud, når der er brug for retsmedicinsk assistance på Færøerne eller i Grønland.

»På en eller anden måde er man facitlisten. Man er den, der kan få nogle ting til at hænge sammen rent forklaringsmæssigt«Ole Ingemann Hansen, vicestatsobducent, Aarhus Universitet

Som vicestatsobducent er han også lektor, og han underviser på medicinstudiet – og desuden på Politiskolen – og er leder af instituttets forskningsenhed for klinisk retsmedicin.

»Vi har de levende og de døde – og mit forskningsmæssige interessefelt har været de levende. Jeg skrev ph.d. om voldtægtsofre og er meget optaget af at forbedre undersøgelserne af børn i forbindelse med fysisk vold og seksuel vold«, fortæller Ole Ingemann Hansen.

Instituttet har som et hovedmål med sit arbejde og forskning at bidrage til at forebygge kriminalitet, og det er helt centralt, når man skal navigere menneskeligt midt i alle de triste sager, understreger han.

Såvel hans og det aarhusianske instituts forskning og den retsmedicinske forskning og udvikling nationalt bliver emnet for en artikel i et af de kommende numre af Ugeskrift for Læger.

De levende og de døde

Selv om Ole Ingemann Hansen er søn af en læge og en sygeplejerske, var der egentlig ingen forventning om, at han skulle være læge. Det var anatomien, biologien og idrætten, der interesserede ham i gymnasietiden. Men efter et par sabbatår startede han alligevel på medicinstudiet.

Efter studiet i København fik han i januar 2001 sin første stilling på Institut for Retsmedicin i Aarhus – et halvårsvikariat, inden han skulle i turnus. Og så var han solgt til retsmedicinen.

Dengang var der ikke en speciallægeuddannelse i retsmedicin. Først skulle man være speciallæge i patologisk anatomi og cytologi, og efter en introstilling i Randers fik Ole Ingemann Hansen en HU-stilling inden for patologien.

Da speciallægeuddannelsen i retsmedicin blev søsat i 2008, hoppede han over på den og fik meritoverført to år fra sin HU i patologi, og med det forspring endte han med at være den første færdiguddannede med den nye retsmedicinske speciallægeuddannelse og blev ansat på instituttet i Aarhus.

Det, der trak, var delvist det, man kunne kalde detektivarbejdet, fortæller han.

Foto: Martin Dam Kristensen

»Det gjorde det helt sikkert, og det er også et element i patologien: På en eller anden måde er man facitlisten. Man er den, der kan få nogle ting til at hænge sammen rent forklaringsmæssigt. Og selv om jeg ikke tænker særlig meget over den ene eller anden dom i de sager, jeg medvirker til at opklare, så er det da tilfredsstillende at medvirke til, at der fældes den rigtige dom.

Jeg har også prøvet for år tilbage at arbejde på skadestuen, og jeg var også glad for patientkontakten der. Men her på retsmedicinsk har vi både de døde og de levende, og her kan man både fordybe sig i det lægefaglige og arbejde med relationer til de levende mennesker, vi skal undersøge.

Vi har flere forskellige samarbejdsflader. Og samarbejdet med politiet syntes jeg fra dag ét var spændende – at arbejde sammen med sådan en anden sektor, vi ellers ikke arbejder sammen med«, siger Ole Ingemann Hansen.

Afkrævet svar

Det politimæssige samarbejde er fagligt udfordrende – både fordi retsmedicinerens vurderinger kan få stor betydning for sagernes udvikling, og fordi der er en høj grad af uforudsigelighed i det, fortæller han.

»Vi arbejder her på instituttet meget af tiden, men vi er også ude på findesteder, og der ved man ikke, hvad man kommer ud til. Er der en, der har fået skåret halsen over? Er det en person, der selv har tumlet rundt, eller er det andre, der har forårsaget skaderne? Og er det selvmord, eller er der en gerningsmand?

»Jeg plejer at sige, at vi som retsmedicinere med vores observationer og undersøgelser er det tredje vidne i de her sager«Ole Ingemann Hansen, vicestatsobducent, Aarhus Universitet

»Der er man for alvor på, fordi ens arbejde har kæmpe betydning for, hvad der sker videre. Og så kan man jo diskutere, om man skal kalde det spændende eller udfordrende, men i de situationer skal man bruge al sin viden og erfaring: Et det stiksår eller snitsår? Kan det være selvpåført? Er det tumlelæsioner eller slagsmålslæsioner?

Der er noget andet på spil, end når man står og laver en obduktion, hvor man har tid til at stoppe op og undersøge tingene igen. På findestederne skal vi melde ud, så politiet kan komme videre med deres efterforskning«, siger Ole Ingemann Hansen.

Det tredje vidne

Det med at blive afkrævet nogle svar gælder i den grad også ved undersøgelser af børn og i voldtægtssager, fortæller han.

»Børnesager er svære, for børnene kan ikke selv sige så meget, så der skal vi ind og tolke på fundene. I voldtægtssager har der oftest kun været de to til stede og i børnesagerne typisk kun en forældremyndighedsindehaver og barnet. Jeg plejer at sige, at vi som retsmedicinere med vores observationer og undersøgelser er det tredje vidne i de her sager«.

Og retsmedicinerens ord vejer tungt:

»Er der tegn på, at far har forgrebet sig på barnet, og hvis der er det, skal barnet tvangsfjernes. På samme måde hvis der et kraniebrud: Kan det være efter et fald fra puslebordet? Og hvis nej, det tror vi ikke på, så skal politiet ud og sigte og anholde to forældre. Det er i de tilfælde, det tydeligst og hurtigst har betydning for, hvad der videre sker. Går politiet ud og måske anholder barnets far, kan det i sig selv få store konsekvenser«.

Der er tre sektionsstuer i kælderen under instituttet. Den udførende læge undersøger både den afdøde udvendigt for tegn på sygdom og læsioner og de indre organer i brysthulen, bughulen og kraniet, og der tages vævs- og blodprøver til videre undersøgelse. Foto: Martin Dam Kristensen. 

Og både i voldtægtssager og i børnesager er der et helt afgørende retssikkerhedshensyn at tage til både offer og gerningsmand, understreger Ole Ingemann Hansen.

»Hvis vi mener, der kan være tale om en påført skade, skal vi være sikre på, at politiet også læser det sådan, så de kan skride til anholdelse. Og tilsvarende hvis vi omvendt mener, der er tale om et uheld.

Det viser sig også ultimativt i retten, hvor vi skal fortælle om vores fund og vurdering, så både dommere, lægdommere og juryen kan forstå, hvad præcis vores vurdering er. Så man skal virkelig veje sine ord. Det, vi skriver i vores erklæringer, har både stor betydning for efterforskningen, og det skal kunne holde i retten«, siger han.

Rygsækken skal tømmes

Så er der det med rygsækken. Ikke overraskende er det børnesagerne, der rammer hårdest. Hvis man har børn på samme alder som ofrene, eller hvis man står med et ungt offer, der er iklædt den samme fodboldtrøje, man selv har på, når man er på stadion.

Og så er der de sager, hvor offeret kan være en tilfældigt forbipasserende, der »bare kom til at kigge på den forkerte på det forkerte tidspunkt – og kunne det ikke lige så godt have været min søn? Der kan meningsløsheden være svær slæbe rundt på«, som Ole Ingemann Hansen udtrykker det.

»Klart, der er en risiko for at blive forrået. Og vi arbejder jo med fortrolige politisager, så vi kan ikke bare gå hjem og læsse af. Derfor er det afgørende, at vi har fået skabt en kultur på instituttet, hvor vi kan dele oplevelserne og det svære med hinanden. Det tænker jeg, man gør i alle lægelige specialer, men jeg er glad for, at vi har fået sat det i system hos os på den måde, vi har«.

Systemet er for det første det daglige morgenmøde, hvor der både er plads til en faglig gennemgang af sagerne og til at snakke om det menneskeligt svære.

»Kunne det ikke lige så godt have været min søn? Der kan meningsløsheden være svær at slæbe rundt på«Ole Ingemann Hansen, vicestatsobducent, Aarhus Universitet

»Selvfølgelig er det også en vagtrapport om, hvad er der sket – men det har også den højere mening, at vi giver plads til defusing, hvor man kan komme ud med det, hvis man har oplevet noget ubehageligt i forbindelse med en undersøgelse eller obduktion.

Det kan være trusler mod en selv – det er heldigvis ekstremt sjældent for os, men man kan godt sidde over for en, der virker lidt psykotisk, så man kan føle, at, uh, her skal jeg være på vagt. Eller det kan være en sag, der er voldsom på andre måder. Er der noget, der rører en? Er der noget, man kan genkende fra sin egen dagligdag? Det er vigtigt, at der er plads til at få sagt det højt og få talt om det«.

Lægerne på instituttet mødes derudover en gang om ugen til det, de kalder ventilering:

»Vi har en psykolog tilknyttet instituttet, der står for vores supervision en gang hvert semester, hvor vi kan tage de større ting op, og så styrer vi selv en gang om ugen de her ventileringsmøder. Her kan vi snakke om, hvorvidt der er noget, der har påvirket den daglige trivsel og det daglige arbejde. Alle skal jo kunne komme ind og lave en ny undersøgelse, selv om der har været ubehagelige oplevelser. Nogle gange er det nok, at man bare får det sagt – og vi får altså ,rygsækken’ fyldt indimellem.

Dengang jeg startede for 20 år siden, var det generelt sådan i faget, at hvis man ikke kunne holde til det, måtte man bare finde noget andet at lave. Men det er altså vigtigt at få oplevelserne italesat, og vi fik som det første af de tre retsmedicinske institutter indført det her ventilerings- og supervisionssystem med en psykolog fast tilknyttet for nogle år siden. Og det synes jeg, er et godt aftryk at have været med til at få afsat«, siger Ole Ingemann Hansen – og konstaterer, at kollegerne »bliver hængende«:

»Medarbejderne er glade for at være her. Det er længe siden, der er nogen, der er rejst herfra«.

Det store perspektiv

I hans tid har retsmedicinen bevæget sig på mange felter og gør det stadig.

»Da jeg skrev ph.d., diskuterede man stadig, hvad voldtægt egentlig var. I en af de første personundersøgelser, jeg lavede tilbage i 2001, spurgte den pågældende betjent, om der var ,nogen skader forneden’. Nej, det var der ikke, svarede jeg – men så er hun jo ikke blevet voldtaget, konkluderede han så. Længere tid siden er det ikke«.

Rent fagligt, udstyrsmæssigt og kompetencemæssigt ligger Danmark helt klart i toppen, mener Ole Ingemann Hansen:

»Vi har bedre faciliteter end så mange andre steder og har kompetencerne til at bruge dem. Og lige med forskning på børneområdet har vi en måde at gribe tingene an på og en database, som ikke ret mange andre har. Der er vi beriget af vores cpr-register, som gør, at vi kan gå ind og finde risikofaktorer og følge børnene over tid«.

Foto: Martin Dam Kristensen

Vores mål er – som der også står på vores hjemmeside – at være med til at forebygge kriminalitet – og det er jo meget bredt. Den konkrete sag, den konkrete døde, det konkrete barn eller voldtægtsoffer skal vi selvfølgelig tage hånd om at give bedst mulig behandling, og vi skal bidrage til at sikre retssikkerheden.

Men vi skal også samle viden om, hvad det er for nogle typer af voldtægtsofre, der kommer igen og igen. Hvad er det for nogle stoffer, stofmisbrugerne dør af igen og igen? Hvad er det for nogle ulykker, man dør af igen og igen? Hvad er det for nogle børn, der kommer ind med brækkede lårben?

Og hvis vi kan se f.eks. en ulykkesmekanisme og andre sammenhænge, så råber vi op om det. På den måde føler vi, at der er det her dybe samfundsperspektiv i vores arbejde, og at vi er forpligtet til at samle den viden sammen, forske i den og få det formidlet. Det er virkelig med til at give mening i det daglige«, siger Ole Ingemann Hansen.

Læs mere om de udfordringer, retsmedicinsk forskning og praksis står over for i et af de kommende numre af Ugeskrift for Læger.

Fakta

Tre retsmedicinske institutter

Fakta

Specialister og eksperter