Nikolaj Friis Hansen var klar til at komme videre.
»Jeg kommer fra Samsø, har læst i Aarhus, jeg ville bare gerne tilbage til Jylland igen. Jeg havde brug for mine forældre, venner og gamle studiekammerater efter alle de oplevelser. Så på den måde kom beslutningen ikke ud af ingenting. Jeg havde ellers et stort netværk med mine brætspil i København, og jeg var med til at arrangere nordiske mesterskaber«, siger Nikolaj Friis Hansen og peger på sine spil.
Det var en sen alder at starte i intro, men han nød at måtte stille spørgsmål igen. Han kan godt lide at være under uddannelse og havde ingen problemer med, at nogle af reservelægerne var 10-15 år yngre end ham. Det var der naturlige årsager til.
Nikolaj Friis Hansen har fundet sig til rette i radiologi. Det er også en form for detektivarbejde, der kræver sans for detaljer og samtidig overblik.
»Radiologi minder om patologi ved, at vi leder efter brikker i puslespillet. Jeg var ikke kirurg, heller ikke internmediciner, så radiologien passede mig bedst. Jeg havde en samarbejdspartner fra radiologien i København, og han havde et helt andet, spændende blik på skanninger, end vi havde. Og så havde jeg erfaring med CT-skanninger«.
Vant til de døde
I Herning fandt han dog ud af, at diagnostisk radiologi med hans egne ord er møgsvært. Men han fik god oplæring.
»Jeg fik lov til at udvikle mig, lave gennemlysningsundersøgelser. Det er et regionshospital, og dagligdagen er noget andet end på et universitetshospital. Det er grundarbejdet, håndværket. Hvis en sygdom bliver opdaget, kommer patienten ofte videre til universitetshospitalerne«.
Det var grænseoverskridende for ham at lære det håndværksmæssige i interventionerne som introlæge, siger han.
»Jeg havde ikke prøvet at stikke nåle ind i folks lungehuler under lokalbedøvelse, i mange år. Jeg havde lagt et enkelt dræn under et vikariat på hæmatologisk afdeling inden turnus. Men bagefter brugte jeg ti år i retsmedicinen på at se alle de tilfælde, hvor procedurer kunne gå galt. Og det fulgte mig et stykke tid. Jeg var alt for forsigtig. Stod som forstenet med dræn- og nålespidser i hånden uden at kunne tage mig sammen til at stikke, selvom jeg kunne se med ultralydhovedet, at der er 8 cm væske, og hvis jeg bare flyttede nålen lidt eller gav lidt mere lokalbedøvelse, ville jeg ramme plet. Heldigvis havde jeg nogle gode læger omkring mig, som hjalp mig med at komme over min hurdle«.
At se sig selv i øjnene
Du har brugt mange år på retsmedicin, hvordan kunne du starte forfra?
»Jeg kunne ikke være i København, og jeg kunne ikke se mig blive i specialet. På papiret stod jeg på toppen, da jeg endelig blev speciallæge, men sådan føltes det ikke. Det føltes hult«.
Erkendelsen af, at det var nødvendigt at skifte spor, var hård, fortæller Nikolaj Friis Hansen.
»Det var træls for at bruge et godt, jysk ord. Men det skulle jeg bare. Efterfølgende har jeg ikke været i tvivl, jeg har været glad. Jeg arbejder på en ny måde i et fag, hvor man kan få lov til at subspecialisere sig på en anden måde end i retsmedicin«.
Rokkede skiftet ved dit selvbillede af dig som læge?
»På nogle punkter, men det rokkede mere ved mig som person at indse, at jeg skal kunne se mig selv i øjnene. Jeg skal arbejde med noget, jeg gerne vil«.
Planen er nu, at Nikolaj Friis Hansen skal til Vejle til oktober i et koncentreret forløb og bruge fire dage om ugen i mammaradiologi.
»Mammaradiologi er interessant, man får direkte patientkontakt. Mammakirurg, plastikkirurg, radiolog og patolog arbejder tæt sammen om patienterne, det er dynamisk. Det er ikke slut, fordi man skifter speciale. Hvis man ikke føler sig hjemme i et speciale, er det bedre at tage konsekvensen af det. Så nu er jeg endt her med kone og barn og endnu et speciale på CV’et«.
Læs om andres lægers sporskifte:
Fra overlæge i karkirurgi til introlæge i almen praksis: Det føles vildt at trække i nødbremsen
Fra speciallæge i hjertekirurgi til HU-læge i anæstesiologi: »Klimaks kom, den dag jeg sagde min stilling op«