Det hvide festtelt fylder på terrassen og er proppet med planker, en gammel brændeovn, et hjemmebygget arbejdsbord, og der dufter af nyt træ og oliemaling.
Parret, der bor her, er i fuld gang med at bygge en træterrasse og en shelterlignende kuppel i haven, så stjernerne kan studeres natten lang. Og til sidst skal der være en lille bro over nogle vilde buske til bierne.
Der er mange projekter undervejs, siger Charlotte Svejstrup Rud, speciallæge i hjertekirurgi og hoveduddannelseslæge i anæstesiologi.
Der skal ske noget, og udvikling er et nøgleord for hende og hendes mand, som er ingeniør.
Sådan er det i Charlotte Svejstrup Ruds have i Odense, og sådan er det også i hendes arbejdsliv, forklarer hun på en varm forårsdag i april.
Det var en af grundene til, at hun oplevede det som et kæmpe antiklimaks, da hun i 2013 blev færdiguddannet speciallæge i thoraxkirurgi på Odense Universitetshospital (OUH). Hun havde været undervejs så længe, var målrettet, ville gerne være en af de dygtigste inden for sit felt.
Da hun stod der med speciallægebeviset i hånden, var hun ikke glad. En gnavende fornemmelse af, at hun havde valgt forkert, og at den ultraspecialiserede hjertekirurgi i virkeligheden var alt for snæver, begyndte at lure i underbevidstheden.
Det egentlige klimaks kom derfor først, den dag hun afleverede sin opsigelse på chefens bord seks år senere i januar 2019. Mest af alt fordi hun havde oplevet, hvordan et altopslugende arbejdsliv med langtrukne hjerteoperationer uden bagkant tærede på hende og gav tiltagende stresssymptomer som søvnbesvær og manglende overskud.
Aldrig at vide hvornår hun havde fri, ikke opleve opbakning, forståelse og hensyntagen til et balanceret arbejdsliv fra sin ledelse gjorde, at hun besluttede sig for at skifte spor og starte forfra med et nyt speciale. Inden da havde hun dog overvejet både at åbne en spa og blive bedemand. Komme helt væk fra lægegerningen. Men hun fandt tilbage.
Tre kirurger stoppede
Charlotte Svejstrup Rud fortalte i 2019 om sin opsigelse i Ugeskrift for Læger. Artiklen handlede om en overlæge i karkirurgi, som skiftede til en introstilling i almen praksis. To hjertekirurger stoppede på samme afdeling på OUH og medvirkede også i artiklen.
Den ene startede også i en introstilling i almen medicin, samme dag hun blev færdig som speciallæge i thoraxkirurgi.
Den anden, Charlotte Svejstrup Rud, havde været thoraxkirurg siden 2013 og var erfaren og velplaceret i sit speciale udadtil. Men indeni voksede en frustration over at være havnet på den forkerte hylde.
Nu fortæller Charlotte Svejstrup Rud i et nyt interview om sin vej videre som læge og om sporskiftet for at inspirere andre læger og vise, at man sagtens kan vælge en anden vej end den, der ligger lige for. Også selvom man er blevet speciallæge.
»Det kan godt lade sig gøre at skifte speciale, inden man ender som et bittert menneske, hvis man finder ud af, at man ikke er det rigtige sted. Jeg vil gerne være med til at fortælle, at det er okay. Man skal også huske at nyde, at der er et liv uden for sygehuset. Og det er der nogle, der glemmer«.
Hvad kan andre læger bruge din historie til?
»Jeg håber, at min historie kan give inspiration til dem, der kan mærke, at de er på vej i den forkerte retning. Inspirere dem til at få lavet skiftet, inden de får stress. For det er ikke godt for hjernen. Nu er det to år siden, at mine primære stresssymptomer ophørte, men jeg kæmper stadigvæk med hukommelses- og koncentrationsbesvær. Jeg tror, at det er ved at være væk nu«, siger Charlotte Svejstrup Rud.
Sad fast
Charlotte Svejstrup Rud taler langsomt og velovervejet, når hun fortæller om at skifte speciale. Hun sidder tilbagelænet i sin havestol og kigger ud over sin have.
Hun har valgt, at interviewet skal foregå midt i alt det grønne, for her føler hun sig godt tilpas. Hun vil gerne have, at der er ro omkring hende, for det er personligt for hende at fortælle, at hjertekirurgien alligevel ikke var noget for hende. Det var en svær erkendelse.
Hun betegner sig selv som en atypisk kirurg.
»Nogle syntes, at jeg var for sød. I sociale sammenhænge undgik jeg at sige, at jeg var hjertekirurg, for jeg havde ikke brug for den opmærksomhed, jeg fik, når folk blev imponerede. For mig var det bare et arbejde. Jeg har tilfældigvis de motoriske evner til at kunne gøre det godt. På den måde kan man måske sige, at jeg ikke havde, hvad der skulle til. Nogle hjertekirurger virker til at tro, at de kan klare det hele, alene fordi de er hjertekirurger«, siger Charlotte Svejstrup Rud.
Hun oplevede ikke, at der var plads til et liv uden for sygehuset som hjertekirurg.
»Det var svært at finde tiden, og hvis jeg skulle arbejde en almindelig dag og have fri 15.30, var jeg alligevel sat til at skulle operere eller assistere til et sen-hjerte – altså om eftermiddagen. De blev ofte først færdige omkring klokken 18. Man står fast som kirurg, indtil operationen er overstået. Bagefter skal man ud at skrive i journalen, ringe til pårørende, og jeg ventede altid med at gå, til patienten var landet ovre på intensivopvågningen, så jeg kunne gå forbi og være sikker på, at alt stadig så roligt og stabilt ud, inden jeg forlod sygehuset«.
Vidste du ikke, hvad du gik ind til, da du valgte speciale?
»Jo, og jeg troede, at det var det, jeg gerne ville. Jeg havde drømt at være kirurg, siden jeg var 15 år. Jeg har altid været glad for håndværk og sløjd i skolen. Det virkede, som om det gik op i en højere enhed. Jeg var fascineret af, at man kan operere på hjertet, og jeg tænkte, at det var smart at blive god til få operationer og blive rigtig dygtig. Senere fandt jeg ud af, at det ikke helt var sådan, jeg havde det alligevel. De seks år, hvor jeg var speciallæge, stod jeg og lavede de samme operationer. Jeg blev selvfølgelig hurtigere, bedre og sikrere i de operationer, jeg lavede, men jeg følte ikke, at jeg fik lov til at udvikle mig. Og hvis jeg gerne ville blive dygtigere til en bestemt ting, var der andre, der tog over, fordi de var specialiseret i netop det. Jeg gik lidt i stå«.
Dårlig arbejdstilrettelæggelse
En af de ting, der frustrerede Charlotte Svejstrup Rud, var arbejdstilrettelæggelsen.
Dagen var tilrettelagt efter, at kirurgerne mødte ind klokken 8.00, efter fem minutters konference skulle de gå stuegang på de patienter, de selv havde opereret, nogle gange skulle de også skrive en journal på en patient, de skulle operere dagen efter, og samtidig med det skulle de sætte sig ind i den patient, de skulle operere den dag.
»Det tog tid at komme ind i zonen, få spist og drukket lidt, så man kunne stå i 4-5 timer. Det blev der ikke taget hensyn til. Det skulle gå stærkt. Ved operationen var det mig, der styrede, og jeg kunne bruge den tid, jeg skulle«, siger Charlotte Svejstrup Rud og holder en pause.
»Det føltes så befriende at sige op. Det var en lettelse. Og mit søvnbesvær, min grådlabilitet og hjertebanken forsvandt næsten sporløst den dag. Der kom klimaks«Charlotte Svejstrup Rud
»Men når jeg ikke opererede, følte jeg, at jeg var jaget vildt. Jeg følte ikke, at jeg kunne levere en kvalitet, så jeg kunne se mig selv og mine patienter i øjnene«.
En stigende frygt for ikke at levere god kvalitet og at begå fejl begyndte også at fylde, da Svendborgsagen rullede i 2017.
Det var en medvirkende årsag til, at stresssymptomerne kom snigende.
»Jeg følte, at jeg sad fast. Da det var allerværst, og da jeg havde allermest stress på, følte jeg, at jeg sad fast i en mudderpøl og havde vand op til halsen, så jeg ikke kunne tænke. Jeg kunne ikke se mig ud af, hvad jeg skulle gøre for at komme videre og blive glad og få overskud igen. Det var følelsen af, at jeg var ved at drukne. Jeg kunne ikke overskue noget som helst, jeg blev mere og mere træt, kunne ikke huske eller koncentrere mig om noget som helst«.
Men Charlotte Svejstrup Rud hang i med neglene og ville ikke sygemeldes. Mest af alt fordi hun var bange for, hvad det ville gøre ved hendes selvopfattelse, hvis hun skulle sygemeldes med stress.
»Jeg var bange for, at en sygemelding ville betyde, at jeg gav slip med neglene og derfor ville falde helt ned i et dybt sort hul«.
Så du så ikke en sygemelding som en mulighed for genstart?
»Nej, det var en envejsbillet«.
Et liv efter arbejde
Hun indså, at hun måtte prøve noget andet. I efteråret 2018 fik hun aftalt med sin chef, at hun i marts og april 2019 kunne holde orlov. Men tankerne om, hvad der skulle ske, når hun kom tilbage, fyldte med det samme.
Hun afsøgte mulighederne for deltid, men det var ikke muligt, og da det blev afgjort, besluttede hun sig for at sige op.
»Jeg var frustreret over, at deltid ikke var muligt. Så der var jeg sådan set klar til ikke at være læge mere. Mine stresssymptomer var tilbage for fuld styrke, og jeg havde efter et forløb hos en psykolog tænkt mange alternative tanker om mit arbejdsliv«.
Da hun afleverede sin opsigelse, havde hun ingen anelse om, hvad hun skulle lave. Hun vidste bare, at nu var det slut.
»Det føltes så befriende at sige op. Det var en lettelse. Og mit søvnbesvær, min grådlabilitet og hjertebanken forsvandt næsten sporløst den dag. Der kom klimaks. Det var det helt rigtige«.
Og det er ikke, fordi selve specialet var voldsomt og hårdt og gav dig søvnbesvær?
»Nej, slet ikke. Det er et lille mirakel, hver gang et hjerte starter op igen, når man er færdig med at operere på det. Det er en god følelse. Men det er hårdt for kroppen at operere. Og jeg kunne se, hvordan nogle af mine ældre kolleger blev påvirket af at stå til to operationer i streg. Og jeg kunne også mærke, hvordan jeg selv havde det, hvis jeg skulle stå til to lange operationer og derefter skulle cykle hjem. Hvordan jeg var helt smadret i kroppen. Det kræver en vis fysik, og det var også medvirkende til mit valg. Det nytter ikke noget, at jeg arbejder min krop helt ned, så jeg ikke har overskud til f.eks. at ro havkajak, når jeg kommer hjem. Men jeg er stærk og kan klare meget«, understreger Charlotte Svejstrup Rud.
Nogle vil måske læse det her og tænke, at du ikke kunne klare mosten?
»Det må de gerne tænke. Det er deres valg«.
Men er det rigtigt?
»Det synes jeg ikke. Jeg tog et aktivt valg om, at hjertekirurgen ikke skal være hele min identitet. Jeg vil også gerne have en identitet udenfor og et liv efter arbejde. Også når jeg skal pensioneres. Og det følte jeg ikke, at der var plads til i hjertekirurgen. Mange vil måske tænke, at jeg ikke havde, hvad der skulle til for at blive hjertekirurg. Det må stå for deres regning«.
Charlotte Svejstrup Rud peger på, at der er et kulturskifte i gang. At have en familie og noget ved siden af er vigtigt.
»Det er et skifte i hele samfundet inden for alle brancher. Lægefaget har måske været hægtet fast på den gamle opfattelse i nogle år. Og ikke ville gå den vej. Det kommer også til os nu«.
Er det et bekymrende skred, hvis de læger, der bliver uddannet i dag, ikke er det 100 procent?
»Jeg tror sagtens, at man kan være en dygtig læge og en dygtig kirurg også inden for et svært felt, hvis der er det rigtige fokus på uddannelse, og man kan blive det inden for almindelig fuldtid. Man behøver ikke have en masse overarbejdstimer eller interessetimer«.
Anæstesiologi giver frihed
Da Charlotte Svejstrup Rud fik ro på efter opsigelsen, kunne hun igen finde sin mavefornemmelse, som hun ellers ikke havde kunnet mærke i nogle år.
»Jeg satte mig ned og overvejede, hvordan jeg kunne give lægegerningen en chance til og overvejede forskellige specialer. Jeg havde haft en etårig introduktionsstilling inden for anæstesien og syntes, at det var spændende. Og det mindede lidt om thoraxkirurgien ved, at der både var noget akutarbejde og noget elektivt rutinepræget arbejde, som man kunne fordybe sig i«.
Charlotte Svejstrup Rud nedskrev i alt fire specialer på papir og lavede for og imod-lister. Meget talte for anæstesien.
»Jeg havde mange gode kontakter på Svendborg Sygehus, og de hjalp mig med en stilling. I slutningen af januar besøgte jeg afdelingen, og inden jeg tog derfra, havde jeg en ansættelse fra 1. april i en uklassificeret stilling. Jeg startede op, og det føltes godt. På Svendborg Sygehus er der meget mere ro på, der var tid til bare at være, trække vejret og levere den kvalitet til patienterne, som jeg gerne ville, så jeg kunne se både mine patienter og mig selv i øjnene. Der fandt jeg glæden ved at være læge igen«.
Kan trække i håndbremsen
Den 1. november 2019 startede hun i en hoveduddannelse i anæstesiologi. Hendes introstilling gjaldt stadig.
Hvorfor tror du, at mønsteret med stress ikke gentager sig?
»Jeg er meget mere opmærksom på det nu. Selvfølgelig er der perioder, hvor jeg kan mærke, at jeg er presset. Det påvirker min søvn, og så ved jeg, hvad jeg skal gøre. Jeg skal trække i håndbremsen og sige fra«.
Det er jo ikke ligefrem, fordi anæstesiologien er et hyggespeciale?
»Overhovedet ikke, og det er ikke, fordi jeg har noget imod at have travlt. Så længe det er patientdrevet. Hvis det vælter ind med patienter, gør vi det bedste, vi kan for de patienter. Men det skal ikke være sådan, at arbejdstilrettelæggelsen dikterer, at man skal lave tre ting samtidig, så man ikke kan nå at gøre det ordentligt over for den enkelte patient. Det er der meget mere fokus på i anæstesien, også i Odense. Der er meget mere plads til, at man også skal være menneske ved siden af sit arbejde«, siger Charlotte Svejstrup Rud og indskyder, at hun under coronapandemien også har passet intensivpatienter og haft travlt, men har trivedes med det.
Samtidig er der også statistik, der viser, at svenske anæstesiologer har en høj selvmordsrate. Er det ikke også et speciale, hvor man kan blive presset?
»Det er et hårdt speciale, men et hårdt speciale kræver, at arbejdstilrettelæggelsen tager hensyn til det. Jeg har ikke noget problem med blod og akutte situationer. Og det afskrækker mig heller ikke, at patienten er dårlig, for ofte kan man gøre noget for at hjælpe. Det er sjældent, at man er medskyldig i patientens død. Mange procedurer er risikofyldte, men hvis man ikke gør noget, risikerer patienten nogle gange at dø af den grund. Det kan være svært for udenforstående at forstå, og derfor er der brug for en leder, som har ens ryg«.
Anæstesiologien er også et speciale, hvor man har mulighed for at arbejde på deltid, søge andre afdelinger og bedøve raske mennesker til små planlagte indgreb, hvis man har brug for det i en periode af ens liv, påpeger Charlotte Svejstrup Rud.
I den anden boldgade kan man også kaste sig ind der, hvor der er allermest travlt, man kan have vagter på lægebilen med blink og udrykning.
»Det er et enormt alsidigt speciale. Og det savnede jeg hos thoraxkirurgien«.
Nogle vil måske opfatte jer, der skifter speciale, som vægelsindede. Har I svært ved at tage en beslutning?
»Hvis nogle opfatter mig sådan, tror jeg ikke, at de kender mig særligt godt«, griner Charlotte Svejstrup Rud. Hun kører sine spinkle hænder igennem sit krøllede hår og fortsætter:
»Jeg har aldrig tænkt på mig selv som vægelsindet. Jeg er målrettet. Jeg træffer en beslutning, går efter den. Det viser min historie også. Jeg har forsøgt i seks år at få arbejdslivet med thoraxkirurgi til at fungere, selvom jeg var havnet på den forkerte hylde. Hvis jeg kunne lave det om, var jeg stoppet længe før. Stress gør ikke noget godt for ens hoved. Men den vej, jeg har haft igennem mit liv, har været med til at forme mig som den, jeg er i dag. Hvis der havde været en form for lydhørhed i arbejdstilrettelæggelsen i thoraxkirurgien, kunne jeg have været der endnu. Og hvis jeg kunne skifte afdeling inden for thoraxkirurgien, var jeg måske også blevet, men det er kun muligt at tage til Aalborg, Rigshospitalet eller Skejby. Det er et problem ved flere af de små specialer. Du kan ikke nødvendigvis skifte til et mindre hospital«.
Charlotte Svejstrup Rud drømmer om et arbejde, som hun brænder for, og hun vil gerne lægge noget energi i det.
»Men jeg vil også kunne slukke telefonen, gå hjem og sidde i haven og få sorte fingernegle af at pille ukrudt op og bare trække vejret.«
Ser du en fremtid, hvor det er muligt?
»Ja. Lige nu følger jeg min mavefornemmelse. Jeg har ansættelser på forskellige afdelinger og kommer hele vejen rundt. Jeg mærker efter, hvor der er rart at være, og hvor der er gode arbejdsopgaver. Der er allerede flere afdelinger, hvor jeg kan se mig selv, når jeg bliver færdig«, slutter Charlotte Svejstrup Rud.
LÆS MERE
Fra overlæge i karkirurgi til introlæge i almen praksis: Det føles vildt at trække i nødbremsen
