»Jeg bliver lidt vemodig, når jeg går ned ad de her gange«, siger Lene Langhoff Clausen, overlæge i karkirurgi på Odense Universitetshospital, imens hun har retning mod sit kontor på Hjerte-, lunge og karkirurgisk Afdeling T. »Det hele er slut, men jeg er klar. Jeg har tre vagter tilbage, og jeg tæller ned. Jeg glæder mig«.
42-årige Lene Langhoff Clausen har sagt sin stilling op som overlæge i karkirurgi. Den 1. marts starter hun i en introstilling i almen praksis. Hun siger op for at passe på sig selv.
I en undersøgelse fra Overlægeforeningen fra 2017 svarer 21 procent, at de oplever deres arbejde som følelsesmæssigt belastende. Undersøgelsen viser også, at der er en tendens til, at arbejdsglæden er blevet mindre i perioden 2011-2017.
»En kollega sagde til mig: Du går fra rockstjerne til bagerst i køen. Jeg skal ud at være gynækologisk og medicinsk forvagt et sted, hvor jeg har gået som respekteret karkirurg. Men jeg er ikke for stolt til at tage mig selv alvorligt og sadle om. Det er en stor styrke at handle, så jeg også har hjertet med de næste 25 år«, siger Lene Langhoff Clausen.
Hun går kraftigt ned i løn. Og rang. Hun har solgt sin bylejlighed til godt fire millioner og er flyttet i et helårssommerhus med familien. Tæt ved vandet. Hun starter forfra.
»Det er skræmmende, fordi jeg for bare to år siden troede, at jeg skulle være karkirurg resten af mine dage – lige her på OUH. Jeg var fremtiden for specialet. På afdelingen er der kun to speciallæger under 45 år, og det er et lille speciale. Men jeg stopper nu. Jeg har fået mig et black friday-tilbud og går 70 procent ned i løn«, siger hun og smiler skævt, imens hun læner sig tilbage i den stol, hun har siddet i på sit kontor i 13 år.
Først som uddannelseslæge, siden som Danmarks yngste karkirurg som 34-årig, dernæst som overlæge i de seneste seks år.
Lene Langhoff Clausen har et fast blik og er helt sikker i sin umiddelbart svære beslutning om at skifte speciale og overlægetitlen ud med seks måneder i en introstilling i en lægepraksis.
Hun fortæller sin historie for at skabe eftertanke og omtanke, for læger er ikke superhelte eller astronauter, der skal acceptere alt. Det er i orden at vise sårbarhed.
»Sårbarhed er det modsatte af svaghed. Det handler om at indse sine egne vilkår som menneske, nemlig at vi ikke er robotter. Det håber jeg, at mange læger kan bruge, når de læser det her,” siger hun.
Hun er slidt, udtrættet, brugt. Men ikke udbrændt. Lene Langhoff Clausen er ikke træt af patienterne, hun har masser af energi, som hun glæder sig til at bruge i almen praksis. Men energien som overlæge på et sygehus er væk, siger hun.
Hun har tidligere haft stresssymptomer, og en sygemelding har været faretruende tæt på. Ikke fordi hun var deprimeret, men fordi hun har fået nok. Nu er det en anden tilstand – et bevidst fravalg af noget usundt, forklarer hun.
»Jeg har over det sidste års tid mærket en tiltagende emotionel udmattelse. Jeg var ikke bevidst om den i starten, men efter min opsigelse ser jeg det klart. Jeg skammer mig over at indrømme, at jeg i tiltagende grad undgik visse arbejdsopgaver, som tærede på mig selv. Det var f.eks. at gå op og aflyse de patienter, vi ikke havde nået, uden at kunne give dem en ny tid med i hånden. Jeg syntes det var så synd for dem«, siger hun.
Årsagen til, at Lene Langhoff Clausen føler sig udtrættet, er dels, at systemet ikke viser læger tillid som højtuddannede. Dels er det en reaktion på en usund kultur, hvor overlægen ser tiltagende mistrivsel omkring sig, siger hun.
»Vi skal udføre udokumenterede dumheder, samtidig med at vi er presset af evindelige besparelser og tiltagende underbemanding. Karkirurger har nærmest bildt hinanden ind, at vi er upåvirkede af liv og død, af alt for mange opgaver på én gang, af konstante afbrydelser og af belastende arbejdstider«, siger Lene Langhoff Clausen.
Afdeling T dækker Fyn og Region Sjælland for akutte karkirurgiske patienter. Det er f.eks. en patient med bristet hovedpulsåre, der kommer med helikopter fra Nykøbing Falster. Eller et ben med en blodprop, der kommer fra Køge eller flyvende fra Ærø.
Lene Langhoff Clausen oplever, at der er for mange tavler, kurver og procenter, der skal opnås, ledere der står i en halvcirkel rundt om en tavle. Forleden stod der på intranettet, at man vil booste jobannoncerne for at rekruttere flere, siger hun.
»Jeg og mine kolleger løber rundt og redder liv, og så har vi råd til i det samme sundhedsvæsen, fra den samme pengekasse, at have nogen ansat til at fortælle, at de bare har passet deres job. Jeg har ikke tid til at offentliggøre på intranet, når jeg har lavet en god operation. Det er en lille ting, men sammen med f.eks. obligatoriske lean-kurser for ledere, bliver det prikken over i’et.«
»Det er arrogance at uddanne inden for effektivisering i en hverdag, hvor citronen er presset til det umulige. Vi ved efterhånden, at ultimo november byder på sparerunde og stormøder og medio december byder på gløgg og julegaver. Jeg har fået nok«, siger hun.
Kan du ikke bare kigge den anden vej?
»Jo, men signalværdien er demotiverende. Jeg har meldt mig ud af tavlegrupperne og alverdens arbejdsgrupper. Man diskuterer, hvor mange der har fået afstemt det fælles medicinkort i ambulatoriet, og om vi er røde eller grønne, om vi opfylder de krav, som sygehusledelsen har sat. Det er fint. Men kom og fortæl mig, om det giver mening for den enkelte patient«, siger hun.
Hvis jeg kunne skrælle alt det her udtrætning væk og bare skulle passe mit arbejde under gode omstændigheder i et trygt arbejdsmiljø med en rimelig arbejdsbelastning, ville jeg arbejde som karkirurg i de næste 30 år Lene Langhoff Clausen, overlæge i karkirurgi
Travlheden viste sig blandt andet, da Lene Langhoff Clausen havde vagt for få dage siden. Her sad hun ikke stille i ét sekund, siger hun. Hun måtte tage sig sammen for at huske at gå ud at tisse og få lidt at drikke. Og da hun talte opkaldene på vagttelefonen, havde den ringet 99 gange. En opgave, som hun løser sideløbende med stuegang og akutte operationer.
At afdelingen er underdrejet, ses også ved, at de yngre læger rykkes op i bagvagtslaget. Og det presser også hverdagen for Lene Langhoff Clausen.
I bagvagtslaget var der førhen kun speciallæger. Dvs. at når Lene Langhoff Clausen overtog bagvagten fra en speciallæge og gav den videre til en speciallæge, vidste hun, at arbejdet var i orden, og hun behøvede kun at læse det sidste notat.
I dag er hun den eneste overlæge i bagvagtslaget. Hver gang hun møder ind, overtager hun efter nogle, som er mindre kompetente end hende selv. De er ikke dummere, de er bare mindre kompetente, fordi de er mindre erfarne, forklarer hun.
Og som regel er der noget, de yngre læger har overset, siger overlægen. Ikke deciderede fejl, men fejlskøn. F.eks. at patienten var meget mere skrøbelig end noteret, eller at der er noget medicin, der skulle være pauseret.
»Det er et pres på mig. Hvis jeg ikke tjekker efter, om der gemmer sig noget, kan det have konsekvenser for patientsikkerheden. Lægelige skøn træffes på forskellige kompetenceniveauer. Det her er ikke en anklage og jagt på de yngre læger. Når jeg læser deres journaler, er det for patientens og min egen fagligheds skyld. Men det er også for at beskytte en ung læge, som er ved at gøre noget, som kan have alvorlige konsekvenser«, siger Lene Langhoff Clausen.
Travlhed og dumheder ville dog blive mere tåleligt, hvis Lene Langhoff Clausen var en del af et kollegialt miljø, hvor det var okay at vise sårbarhed.
»Det ville være meget mindre hårdt, hvis vi turde italesætte det. Hvis vi kirurger eller læger under pres formåede at italesætte den sårbarhed, der følger med, og gøre den til en styrke, ville vi gøre os selv og patienterne en tjeneste. For jeg tror ikke, at patienten er ked af at have en følsom eller nærværende læge«, siger hun.
Hun mener, at det billede af kirurger, som de selv har skabt, er helt utidssvarende. Hendes opråb er ikke kvindeklynk, siger hun. Hun har aldrig haft en barsel eller en barns sygedag og har passet sit arbejde til perfektion, siger hun.
»Det kræver stor flid og dedikation at blive en dygtig kirurg, men vi kan ikke forvente, at vores efterfølgere har faget som 'et kald'. Vi kan ikke rekruttere til det her speciale, hvis ikke vi fremstår som moderne mennesker med de styrker og svagheder, vi har. Der vil komme kolleger, som kan få brug for fleksibilitet i ansættelsesforholdene. Måske er 30 timer om ugen passende i de par år, hvor man har tre børn i førskolealderen. Vores yngre mandlige kolleger vil da også lære deres børn at kende«, siger hun og fortsætter:
»Jeg ligner mine forgængere og er ikke et godt forbillede. Jeg har i 13 år bildt mig selv ind, at jeg var i stortrivsel, og at det var spændende, afvekslende, og at jeg godt kunne lide at have mange bolde i luften. Alle de der floskler, der er for, at lave helt urimeligt stykke arbejde. For det synes jeg, det er. F.eks. når man har fem minutter til en patient, men telefonen ringer efter ét. Det bryder kontakten«, siger overlægen.
Kirurger har brug for at komme ned fra piedestalen, siger Lene Langhoff Clausen.
»Hvorfor taler vi ikke om, hvad det gør ved os at arbejde under hårdt pres? Hvorfor taler vi ikke om, hvordan vi har det?«, spørger hun. »Den tanke er formentlig fremmed for mange ældre kolleger, men der er brug for en ny tilgang. Vi ophøjer os selv til at være maskiner, der bare kører uden brændsel, men det er vi naturligvis ikke«.
Vidste du ikke, hvad du gik ind til, da du valgte karkirurgi?
»Jo, det følte jeg. Jeg vælger altid med hjertet. Og det er også derfor, at jeg har været lykkelig for mit speciale. Og det er jeg faktisk stadigvæk. Hvis jeg kunne skrælle alt det her udtrætning væk og bare skulle passe mit arbejde under gode omstændigheder i et trygt arbejdsmiljø med en rimelig arbejdsbelastning, ville jeg arbejde som karkirurg i de næste 30 år.”
Lene Langhoff Clausen ville ønske, at nogen havde stillet sig op for ti år siden og havde sagt, at karkirurger også bare er sårbare mennesker.
»Vi er også bare kvinder, der gerne vil have familie. Vi er helt almindelige mennesker, og du får nogle op og nedture, men det er i orden, vi har alle sammen prøvet det«, siger hun.
Ville du ikke netop kunne være den rollemodel, hvis du blev i dit job og kæmpede for at ændre kulturen?
»Jeg føler, at jeg har givet alt af mig selv, og jeg kan ikke se udsigt til bedring. Jeg føler ikke, at jeg kan bidrage med mere i det her miljø, men havde jeg været bevidst nok til at se det for to år siden, ville det være den vej, jeg var gået«.
Hendes egne kolleger har berøringsangst med hendes afsked, siger hun.
»Det er også fejt at sige op, for jeg er fuld af energi. Det mest rimelige havde været, at jeg bød ind med alt det her og var med til at forandre det, men jeg er bare for slidt. Jeg har brugt mig selv nok. Det er en ledelsesmæssig opgave at sikre et godt arbejdsmiljø«, siger hun.
Læs også: Manifest for et godt arbejdsmiljø
Lene Langhoff Clausen forklarer hun, at det var et ophold i Østgrønland i september, der gjorde, at hun traf beslutningen om at stoppe som karkirurg.
Her oplevede hun at fungere som en praktiserende læge med det brede blik på patienten i stedet for at være så specialiseret. Hun tog af sted for at udforske resten af lægen Lene. Ikke bare kirurgen Lene, forklarer hun.
»Jeg syntes, det var fedt at fungere som 'byens læge' og være helt alene uden kolleger og chefer, bare mig og patienterne i hel rå form«, siger hun.
Hun arbejdede som læge i et lille samfund i Østgrønland med 350 indbyggere.
»Jeg nød det bare. Jeg åbnede døren ud til venteværelset, hvor der sad 5-6 mennesker, der havde brug for mig på hver deres måde. Det var en enorm faglig tilfredshed for mig, selvom jeg ikke er praktiserende læge og måtte ringe og spørge kolleger til råds undervejs«, siger Lene Langhoff Clausen.
Derudover oplevede hun en personlig tilfredshed ved at kunne give sig tid til at være sammen med patienten. Væk fra computeren og skanninger, bare skabe et rum, hvor patienten og hun i fællesskab kunne nå frem til, hvilken proces der skulle i gang. Alt fra det banale til det eksistentielle. Og hun var rigtig god til det, siger hun.
Og så er vi tilbage ved almen medicin. Det er et aktivt tilvalg, men hun havde ønsket det anderledes.
»Jeg har skabt mig en solid karriere inden for karkirurgi, og så er det ærgerligt, at manglende arbejdsglæde tvinger mig ud i dette skift. Jeg har heldigvis flere år tilbage på arbejdsmarkedet end jeg har brugt«.
Almen medicin er slet ikke en nødløsning. Det var et velovervejet valg, der faldt overlægen ret let, siger Lene Clausen.
De praktiserende læger har også travlt. Hvorfor tror du, at du får det bedre i almen praksis?
»Ti minutter er ti gange så lang tid, som jeg typisk har til at samtale med en kredsløbsustabil patient om, hvorvidt vi skal operere for rumperet aortaaneurisme eller ej. Jeg elsker at have travlt, jeg elsker at se patienter, jeg elsker en nuanceret hverdag, men jeg skal have mig selv med. Jeg skal have noget autonomi. Det er mig, der skal være med til at bestemme rammerne for den her konsultation.
Lene Langhoff Clausen er med på, at det ikke er det vilde vest at være i almen praksis. Rammerne i almen praksis er også givet af et system og af politiske forhold, siger hun.
»Men jeg forventer, at der er meget sund fornuft i det speciale. Jeg forventer, at det, jeg skal gøre for patienten, giver mening for patienten. Jeg ved, at der er en masse administrativt, men jeg forventer, at jeg med mine kolleger til den tid kan være med til at sætte rammerne for galskaben. Jeg håber ikke, der hænger tavler eller post-its eller badges i forskellige farver, alt efter hvor dygtige vi er. Jeg håber, vi kan minimere dumheden og fokusere på nærheden«, siger Lene Langhoff Clausen.
Lene Langhoff Clausen er ikke den eneste kirurg, der stopper på afdeling T. To andre unge speciallæger har også sagt op.
Alle tre læger understreger, at der ikke er tale om et komplot, når de stopper samtidig. Lene Clausen Langhoff blev først opmærksom på de andres opsigelse, efter at hun selv havde sagt op.
Afdelingslæge og speciallæge i hjertekirurgi Charlotte Svejstrup Rud på 43 år har fået en reservelægestilling i anæstesiologi. Hun stopper på afdeling T på grund af et ensidigt fokus på budget og økonomi og ingen prioritering af arbejdsvilkår og arbejdsglæde.
»Bagvagtlaget er indskrænket fra otte til seks læger. De seneste år er min arbejdsglæde gået ned, jeg har haft stress-symptomer og burde nok have sygemeldt mig«, siger Charlotte Svejstrup Rud. Hun startede på afdeling T i 2007, begyndte på sin hoveduddannelse i 2008 og blev speciallæge i 2013. I de år har hun oplevet, at arbejdsmiljøet har ændret sig negativt.
Eva Bjerre Søndergaard, en 1. reservelæge på 43 år, starter i introstilling i almen praksis den 1. april – den dag hun bliver færdig speciallæge i hjertekirurgi. Hun sagde nej til at fortsætte på afdeling T.
»Jeg elsker specialet, men normering og opgaver hænger ikke længere sammen. Før jul fik vi at vide, at vi skulle spare endnu mere. Der er ikke nok fokus på, at lægers arbejdsforhold hænger direkte sammen med patientsikkerheden. Det hele går op i økonomi«, siger hun.
Læs også: Fratrådt klinikchef: Vi bevæger os på kanten af det forsvarlige
Hos ledelsen på afdeling T siger ledende overlæge Gert Lerbjerg, at det er ærgerligt, når dygtige og afholdte kolleger vælger at søge nye udfordringer.
»Men selv om det måske umiddelbart kan opleves som et nederlag for den enkelte afdeling at skulle acceptere opsigelse fra en kollega, der har fået hovedparten af sin speciallægeuddannelse på afdelingen, skal vi nok også inden for lægeverdenen vænne os til den bevægelse, der ses på det øvrige arbejdsmarked«, skriver han i en mail til Ugeskrift for Læger.
»Den bevægelse, der handler om, at selvom der er opnået ansættelse i en fast stilling, er det ikke nødvendigvis en livstidsstilling, hvis der viser sig nye og mere spændende udfordringer – eller der ikke er 100% overensstemmelse mellem forventninger og krav til jobbet«.
Gert Lerbjerg ønsker ikke at kommentere opsigelserne yderligere.
Hvad gør I for at sikre arbejdsglæden og arbejdsvilkårene?
»Vi forsøger generelt at sikre et godt arbejdsmiljø med fokus på, at vi såvel monofagligt som tværfagligt er hinandens forudsætninger for at sikre et godt arbejdsmiljø ved den adfærd, der udvises. Vi tilstræber en retfærdig fordeling i arbejds- og vagtsituation. Specialerne er karakteriseret ved høj specialisering, ofte alvorligt syge patienter og relativt langvarige operationer. Dette sammenholdt med krav om effektiv drift og en stram økonomi kan forståeligt nok for nogle læger opleves som et stort arbejdspres. Det er dog ikke et pres, der opleves af alle læger«.
»Vi forsøger så godt og retfærdigt, som det er muligt, at imødekomme ønsker om efter- og videreuddannelse og vi har været i stand til at imødekomme ønske om frikøb til ph.d.-uddannelse«.
Faktaboks
