Fakta og vurdering
Læger, ca. hver tredje af os, oplever svær stressbelastning og er udfordrede i forhold til at få kabalen med job og familieliv til at gå op. Hvad er det, der gør, at vi bliver ved i vores job? Og at vi bliver ved længe?
Vi er en af de faggrupper, som går senest på pension. Hvorfor er vi så glade for vores jobs til trods for byrden af høj kadence, mange krav, stort ansvar og bekymring for fejlskøn?
Ellen de Visser, en hollandsk videnskabs journalist, har fat i en vigtig del af »guldet« i vores fag. Noget af materien, der holder os fast på vores pind.
»Vi ved, at læger har magten til at ændre almindelige liv på ekstraordinær vis, men hvem er menneskerne, som forandrer deres lægers liv, og hvordan gør de det?«
I »That one patient« får vi historierne fra vores kollegaer rundtom i verden, om Dén Ene Patient de ikke kunne glemme. Disse patienter, som har været med til at præge deres lægers liv og arbejde.
Som underviser og supervisor har jeg fået indblik i mange kollegaers liv, i de udfordringer, de står i, og i de tanker, de har om arbejdet, samt også i, hvad der motiverer og giver arbejdsglæde.
En stor motivation er, når man ser menneskerne bag patienterne, at få indblik i deres liv og deres historier, at kunne følge dem med deres sygdom, lindre lidelse og rumme den afmagt, der kan være i at få svær sygdom og sorg ved at tabe funktion og færdigheder på grund af sygdom eller alder, men også mærke deres mod og dele humor og grin.
En anden glæde ved jobbet er, når patienterne ser mennesket bag kitlen. Når de møder og anerkender de følelser og den indsats, der ligger hos lægen. Kan vi forvente det? Nej, selvsagt ikke. Patienten kan have rigeligt i at forholde sig til sin egen situation og bekymringer. Men tør vi vise vores »menneskelighed« side om side med »professionalismen«?
Blot et enkelt spadestik ind til mennesket bag sygdommen og kitlen giver »guld« for begge parter.
Denne bog er inspirerende læsning om, hvordan vores kollegaer fortæller om disse møder med patienter, som har præget deres virke eller endog deres liv. Mange af os går hjem fra arbejdet med hovedet fyldt med: »Kunne jeg have gjort det bedre for patienten? Kunne jeg have løst opgaverne hurtigere?«. Måske burde vi som Ellen de Visser heller bruge mere tid på at finde »den særlige patient«, når vi afslutter vores arbejdsdag?
Sidst bør det tilføjes, at bogen er hollandsk, hvor aktiv dødshjælp er lovligt, og derfor er der også historier omhandlende dette. Undertegnede er for lindrende, men ikke aktiv dødshjælp. Til trods for dette er det værdifuld læsning at også få indblik i disse lægers erfaringer.
Denne bog burde være på pensumlisten på studiet. En oplagt kandidatgave. En fin påskønnelse til den yngre kollega i klinikken. Og for os ældre læger: en bog, som forfrisker vores blik, så vi bedre mærker de mennesker, som vi står over for.
