For lidt over ni år siden bragte DR udsendelsen ”Når lægen ved bedst” om overlæge Jens Benn Sørensen. DR blev efterfølgende dømt for injurier, men oplevelsen har sat dybe spor.
”Både jeg og mine kolleger på afdelingen vidste godt, at DR var i gang med programmet, der blev til ”Når lægen ved bedst”. Journalisterne havde lavet research på hospitalet undervejs, og vi havde sammen med klinikchefen givet dem information om, hvordan vi behandlede lungehindekræft og hvorfor.
Vi havde bl.a. lavet et fyldigt dokument, som blev sendt til direktionen på Riget og også sendt til journalisterne, som stod for DR's research. Det dokument havde vi lavet 3-5 måneder inden, at programmet blev sendt. Så da vi så udsendelsen – jeg sad og så den sammen med klinikchefen på afdelingen, fordi DR havde sendt den til os på forhånd – kunne vi se, at de slet ikke havde taget nogen som helst højde for de oplysninger, som vi havde givet dem, og som ligger i litteraturen. De havde kun taget udgangspunkt i den præmis, som de startede med, og som vi ikke kunne flytte dem fra, nemlig at den eneste korrekte førstelinjebehandling skulle indeholde Alimta. Men det er jo ikke korrekt.
Det tog de ikke hensyn til, og det var vi meget fortørnede over. Det var vi også over den måde, de havde lavet udsendelsen på – det var meget gyserfilmagtigt – og meget sat på spidsen. Det var også injurierende i forhold til, at vi gav underlødig behandling, hvad vi bestemt ikke syntes, at vi gjorde, og hvad vi ikke havde nogen interesse i at gøre.
Det gjorde de på trods af bedre vidende. Og vi vidste, at det var på trods af bedre vidende. Det blev jeg meget ked af, plus jeg blev meget overrasket over, at en offentligt finansieret public service-kanal synes, at det er dens opgave at bringe sådan noget.
Både jeg selv og min familie fik trusselsbreve fra ubekendte, og der blev også telefoneret til os... Der skete dog ikke noget. Men vi er ikke lige vant til at få dødstrusler.
Den skriftlige dokumentation, vi havde lavet, var helt afgørende i de retssager, der kørte bagefter. Enhver kan forstå, at man kan tage fejl, det kan en journalist også. Vi er alle mennesker. Men det chokerende her er jo, at vi vidste, at de havde de korrekte oplysninger. Grunden til, at journalist Mette Frisk og programchef Steen Jensen er dømt i samtlige retsinstanser, er den skriftlige dokumentation. Det er klogt, at der er en skriftlig dokumentation, så man ikke kan komme bagefter og sige ,det vidste vi ikke'.
Efter at vi så udsendelsen, talte klinikchefen og Jannik [Hilsted, daværende lægelig direktør på Rigshospitalet, red.] sammen og meddelte DR, at dette her ikke var korrekt, og at det var lavet mod bedre vidende. Men det tog de ikke hensyn til og bragte udsendelsen. Den fik også en ret kraftig foromtale.
Så et stykke tid efter, at udsendelsen blev vist, blev det besluttet at lægge sag an. Det blev drøftet helt oppe i Region Hovedstadens direktion, hvor Hartling [Svend Hartling, Region Hovedstadens koncernchef, red.] gik ind i sagen og, tror jeg, var primus motor i at rejse sag om injurier på vegne af Riget og mig. De ville ikke stå model til, at deres hospital og deres læger blev miskrediteret på falsk grundlag.
Sagen var finansieret af Region Hovedstaden. Jeg ville aldrig have haft råd til det – det er jo nok flere hundrede tusinde kroner. Jeg var aldrig selv kommet til at lægge sag an, så hvis ikke andre var gået ind i sagen, var den ikke kommet til offentlighedens kendskab.
I det faglige miljø har sagen ikke skadet mig. Det var været en meget stor støtte og rigtig rart at se i denne her proces, at lige da udsendelsen var kommet, fik jeg masser af tilkendegivelser fra kolleger. De skrev til mig og sagde, at den udsendelse var for mærkelig; den var forkert vinklet; og jeg havde deres støtte. Jeg fik endda e-mails fra kolleger rundt omkring i landet, som jeg ikke kendte. Nogle fra helt andre afdelinger. De havde drøftet dette her ved konferencer og ville bare skrive en støtteerklæring. Dem har jeg fået adskillige af.
Det, der betød mest for mig, var, at alle de, der havde indsigt i behandlingen – og det behøvede ikke være inden for onkologien – syntes, at det var en uforståelig udsendelse. Der var også læger i andre specialer, som kunne se, at der var noget galt i udsendelsens præmis.
Men der var et andet problem: at lægpersoner havde svært ved at gennemskue det. For udsendelsen var jo godt lavet rent teknisk. Det var den.
Blandt mine patienter var der adskillige, som gav mig hånden og sagde, at det, som udsendelsen sagde, det troede de ikke på, og at jeg havde deres fulde støtte. Der var dog 5-6 patienter, som havde fået vores sædvanlige behandling med vinorelbin, som klagede til Patientklagenævnet. Alle de sager blev behandlet, og ingen af dem fik medhold.
I min omgangskreds var det heller ikke noget problem. Alle bakkede op, for det var relativt nemt at forklare sammenhængen.
Men både jeg selv og min familie fik trusselsbreve fra ubekendte, og der blev også telefoneret til os. Jeg kan ikke helt huske ordlyden, men nogen ringede til min kone, mens jeg var til kongres, og sagde, at vi alle skulle dø! Det var i tiden lige efter. Min kone var alene hjemme med to små børn og var meget oprevet over, at nogen ringede og truede om natten.
Vi fik en 5-6 af den type henvendelser. Der skete dog ikke noget. Men vi er ikke lige vant til at få dødstrusler. Vi meldte det også til politiet, men det tog politiet meget roligt.
Når jeg ser tilbage, er det allervigtigste for mig, at alle kolleger sluttede kreds om, at der ikke var gjort noget forkert fra lægefaglig side. Det næstvigtigste er, at vi har fået det danske retssystems domme for, at DR's journalist og programchef har overtrådt straffeloven. At de blev dømt, fordi de mod bedre vidende bragte den udsendelse. Og nu med Menneskerettighedsdomstolens afgørelse, at journalisternes ytringsfrihed ikke er overtrådt. Det er så klare domme, som det overhovedet kan blive.
Men jeg synes, der er to meget generende ting ved denne her sag: For det første, at man faktisk kan komme ud for, at journalister viderebringer oplysninger, som ikke alene er usande, men at de bevidst videregiver sådanne oplysninger. Det er ret chokerende, at det rent faktisk kan ske. Og for det andet, at de bemeldte personer fortsat er ansat i DR på trods af, at de har overtrådt straffeloven. DR har betalt alle retssagernes omkostninger for dem. Det er mange penge, og det er vores alle sammens skattefinansierede tilskud til DR og licenspenge, der har betalt dem. Jeg synes, det er chokerende, at DR synes, de skal finansiere anker over noget, der så klart bliver bedømt ulovligt.
Men man skal ikke være bekymret for at snakke med en journalist. For selvfølgelig er det også i vores interesse at informere om forskellige sundhedsmæssige og behandlingsmæssige tiltag. Jeg tror heller ikke, der nødvendigvis altid er et behov for at udlevere noget skriftligt. Det var en sjælden situation, som der vil være langt imellem, at nogen kommer ud for”.
Læs også: Menneskerettighedsdomstolen har talt i sag om overlæge
