Sagen om tv-dokumentaren ”Når lægen ved bedst” fra 2008 har nu rundet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som giver de danske domstole ret i, at programmet var injurierende.
Mange læger husker sikkert tv-udsendelsen ”Når lægen ved bedst”, som blev sendt på DR i 2008. Udsendelsen handlede om behandling af lungehindekræft på Rigshospitalet, som bl.a. blev kritiseret for utilstrækkelig information af patienterne. Denne blev senere ændret.
Men udsendelsen handlede også om overlæge Jens Benn Sørensen, hvis forskning og behandling både blev beklikket og koblet til støtte fra medicinalindustrien. Det skete på en måde, som førte til, at Rigshospitalet og overlægen anlagde – og vandt – en injuriesag.
Sagen var gennem by- og landsret i Danmark og blev derefter af de to journalister med DR i ryggen ført for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg med den påstand, at de danske domme krænkede mediernes ytringsfrihed.
I starten af december kom afgørelsen fra Strasbourg, som bestod i, at et enstemmigt dommerpanel bakker de danske domme op.
Det kan altså godt nytte at gå rettens vej, når f.eks. læger kommer ud for en sådan oplevelse. Men har forløbet en bredere betydning?
”Sagen er i sig selv sådan set ikke banebrydende. Dommen siger bare, at man heller ikke som journalist må fremsætte alvorlige beskyldninger i ond tro og uden faktuelt grundlag”, siger Mikael Skytte Thorstholm (L), en af de advokater fra Havemann Advokataktieselskab, der var involveret i sagen på Rigshospitalets og Jens Benn Sørensens side.
Faktaboks
Sender forløbet et signal til andre læger om, hvordan de bør forholde sig, når pressen henvender sig?
”Det er journalisternes opgave at researche og sikre de nødvendige oplysninger – det er ikke lægernes pligt at sørge for det. Men lektien er, at man altid bør give så mange relevante oplysninger som muligt og så let spiseligt som muligt”.
Hvad hvis lægen fornemmer, at journalisten er forudindtaget?
”Så er det vigtigt at sikre, at journalisten er i ond tro. Det vil sige, at man skal være sikker på at kunne dokumentere, at journalisten ikke bagefter kan sige, at han eller hun ikke var gjort bekendt med, at beskyldningen var faktuelt forkert”.
I denne sag skete det ved, at lægen og Rigshospitalet sendte DR fyldig, skriftlig dokumentation for de to kræftlægemidler og forskning i samme, som tv-programmet problematiserede brugen af – vinorelbin og Alimta. Det fremgår af hele forløbet, hvor vigtig en rolle netop det faktum spillede.
Menneskerettighedsdomstolen henviser f.eks. i sit resumé af sagsforløbet til et memorandum fra juni 2008, som Jens Benn Sørensen udfærdigede til journalisterne. Det viste bl.a., at de to kræftlægemidler, som programmet beskæftigede sig med, var lige effektive. Når tv-dokumentaren sendte det modsatte budskab, måtte journalisterne bag programmet således være i ond tro.
Sagen indeholder også et budskab til hospitalsledelserne.
”Jurateknisk var det et spørgsmål, om Rigshospitalet overhovedet kunne anlægge denne her sag. Kunne de sige, at de har en ret til at forsvare både sig selv og lægen ved domstolene? Og ja, det kan Rigshospitalet godt. Det behøver ikke være den enkelte læge, der bliver udsat for noget, som skal anlægge en retssag – det kan også være hospitalet. I hvert fald når det sker for at beskytte dets medarbejderes gode navn og rygte”, siger Mikael Skytte Thorstholm.
Fra Rigshospitalets og Region Hovedstadens side var der dengang ingen slinger i valsen. Da forsøg på at få DR til at reagere f.eks. ved berigtigelse eller lignende strandede, gik der ganske kort tid, før beslutningen om at anlægge en injuriesag blev taget.
Region Hovedstadens administration samlede regningen op, som således hverken kom til at belaste Jens Benn Sørensens afdeling eller Rigshospitalet som sådan.
Men sagen fik andre konsekvenser begge steder. Nemlig for den måde, som medierne håndteres på.
”Der er draget meget stor læring på Rigshospitalet om, hvor grænserne går for, hvor langt man skal gå for vedvarende at svare på de samme spørgsmål i interviews, der bliver ved med at blive klippet i bidder”, siger Region Hovedstadens koncernchef Svend Hartling.
Så hvad skal læger gøre, når medierne henvender sig?
”Man må få afklaret, hvad det er, de vil. Få de konkrete spørgsmål og svare på dem skriftligt. Det er blevet nødvendigt, således at man kan vise, at man har svaret på mere end det, der fremgår af klippene. Det er trist, men det er egentlig nødvendigt”.
Hvad er budskabet til andre læger og ledere, der føler, de er uretfærdigt behandlet af medier?
”Budskabet er, at det trods alt godt kan betale sig at sige, at dette her er for meget, når medier kommer med udokumenterede påstande. Vi mente, at den udsendelse på et fuldstændigt forkert grundlag ikke blot kritiserede en navngiven læge, men også udstillede Rigshospitalet og satte hele Region Hovedstaden i et meget negativt lys. Det gjorde patienter unødigt bekymrede”.
Ville du gøre det samme igen?
”Hvis vi havde en sag af lignende art, så ja”.
