Den spanske Syge (I)

DET BEGYNDTE på den anden side af Atlanten, i den militære træningslejr i Fort Riley, Kansas. Den 11. marts udeblev menig Albert Gitchell fra køkkentjeneste og meldte sig i infirmeriet med, hvad lægen mente var en slem forkølelse. Han beordrede Gitchell til køjs og tænkte ikke nærmere over det – indtil det begyndte at strømme ind med lignende tilfælde.

Ved middagstid var 107 sygemeldt med symptomer, der lignede Gitchells.

En global pandemi, som ikke var set værre siden middelalderens Sorte Død, havde ramt Europa. På verdensplan døde flere end under de fire krigsårs massenedslagtninger ved fronterne. Krigen 1914-1918 havde krævet syv millioner menneskeliv. Den spanske Syge – som epidemien snart blev døbt – dræbte op mod otte gange så mange.

Den relative ro, som man mødte pandemien med, skyldtes måske, at der omsider var fred. Man orkede ikke at høre mere om rædsler, massedød og elendighed. Tiden råbte på fest, forbrug, jazz og brølende 1920’ere – ikke på dommedagsbudskaber.

Men lægerne måtte selvfølgelig forholde sig til ”Morbus Hispanicus”, der ramte Danmark allerede i sommeren 1918. Og lægerne var i vildrede – for hvad var det overhovedet for en sygdom, man havde at gøre med? I Ugeskrift for Læger insisterede reservelæge C.D. Bartels i at sætte gåseøjne om ordet: ”Influenza”.

For ved influenza forstod man jo normalt en ret benign sygdom, og ”det er den ingenlunde”, skrev Bartels. Sandsynligvis stod man over for en helt anden slags sygdom, der formentlig skyldtes ”et helt nyt, hidtil ukendt Virus”.

Ingen virksom behandling

Man var usikre på, om der var tale om en bakteriel infektion – måske med ”den Pfeiffer’ske Influenzabacil” – eller om den skyldtes et virus. Et var dog sikkert: Det, som slog de smittede ihjel, var de pneumonier, der stødte til sygdommen. Men derudover "kendte vi intet til Sygdommens Natur", sukkede redaktøren og tilføjede, at ”vi Læger staar næsten fuldstændig hjælpeløse overfor de omtalte uhyggelige Lungetilfælde”.

At sygdommen var stærkt smitsom, var man dog klar over, og på et (ret sent) tidspunkt skred man til at lukke skolerne, hvor smitten især spredte sig. Men som Københavns stadslæge skrev, var der ikke megen nytte i den offentlige forebyggelse. Det vigtigste var den personlige profylakse: ”Undgaaen af unødvendigt Samkvem ved Møder, Forlystelser og Samfærdselsmidler, Renselse af Hænder og Svælg, Forsigtighedsregler overfor Draabeinfektion" plus isolation af de syge og deres boliger.

Sygdommen var langt mere dødelig end de tilbagevendende sæsoninfluenzaer. Det anslås, at mere end en tredjedel af Jordens daværende befolkning blev smittet, og med en dødelighed på cirka fem procent af de smittede anslås det, at pandemien har kostet op mod 50 millioner mennesker livet – nogle skøn siger 100 millioner.

Denne influenza var speciel ved hovedsageligt at finde sine ofre blandt unge voksne. En hyppig dødsårsag var en sekundær, bakteriel lungebetændelse – og blandt de streptokokker og pneumokokker, man fandt i ekspektorater og ved obduktion, søgte man efter såvel ”Pfeiffer’ske” som andre ”Influenzabaciller”. I øvrigt var der også en del såkaldte ”abakterielle Pneumonier”.

Behandlingstilbud var der ikke mange af – i hvert fald ikke nogen, der virkede. Man kunne lindre med acetylsalicylsyre. Recepter på vin og anden alkohol som profylakse var populære, men lægerne tvivlede på nytten. Det fik enkelte læger til at gribe tilbage til remedier fra lægekunstens førvidenskabelige tidsalder – både en kredslæge og en professor, dr.med. slog et slag i Ugeskriftet for åreladning.

"Naar man engang finder Mikroben ..."

En københavnsk læge, Mogens Olrik, havde ved sygebesøg på Amager bemærket, at man i mange arbejderhjem ganske enkelt havde alt for få senge. ”Jeg har bemærket [sengemanglen] baade i Barakkerne ved Sundholm og naar jeg kommer ud som Natlæge ved Røde Kors. I mange Arbejderhjem finder man kun Senge til Forældrene og et enkelt Barn, hvor der er 4-5 Børn”. Resten sov hos forældrene eller på divaneseren.

Olrik mente, at det ikke alene gav influenzaen, men også tuberkulosen og andre smitsomme sygdomme, gode smittemuligheder. Han var klar over, at for en arbejderfamilie var senge alt for dyre at anskaffe, og de fyldte for meget i de små lejligheder. Men principielt burde man dog ”fra et hygiejnisk Standpunkt hævde Principet: ,Hvert Barn sin Seng'”.

Mens man var udmærket klar over smittevejene, var man på herrens mark, hvad angik behandlingen. Aviserne havde skrevet om noget ”Streptokokserum” i Sverige, og danske læger havde sendt indlæg til Ugeskriftet om deres forsøg med serummet. En læge anbefalede "Vakcineterapi uden i øvrigt at have prøvet den”, og ”noget stort Haab kan man dog ikke i den Anledning nære”.

Til spørgsmålet, om man overhovedet kunne tale om en influenza, havde redaktøren ikke rigtig noget at sige. Dog fandt han det interessant, at sygdommen skånede de ældre. Måske skyldtes det, at de havde opnået immunitet, da de var udsat for en knap så slem influenzaepidemi i 1890?

”Dette giver jo i og for sig Haab om en Vakcineprofylakse eller Terapi, naar man engang finder Mikroben”, skrev redaktøren.

Åreladning og kviksølv

I foråret 1919 gennemgik overlæge Victor Scheel ved et foredrag i Medicinsk Selskab ”Influenzaens Klinik”. Det skete på basis af 849 indlagte influenzapatienter på Bispebjerg Hospital, hvoraf 176 døde. Scheel konstaterede, at samtlige dødsfald skete hos patienter, der som komplikation til influenza havde fået pneumoni.

Som afslutning gennemgik han en række af de behandlinger, der havde været forsøgt, fra ”Antipyretika” som f.eks. acetylsalicylsyre, til injektioner med antibakterielle midler, indgnidning med kviksølv eller indvortes syfilismidler som Salvarsan eller ”Kalomel” (merkuroklorid). ”Hydroterapeutisk behandling” nævntes også, dvs. indpakning i våde lagner, gerne ”i Forbindelse med Te, Cognac og Kalomel indvendig for at fremkalde Sved og Afføring”.

Alt forsøgtes, fra kaffe til digitalis, og selvfølgelig klassikeren: åreladning. Men også behandling med serum og vaccination med dræbte kulturer af streptokokker eller pneumokokker eller begge. Scheel gennemgik de mere eller mindre heldige erfaringer med de mange remedier og spurgte: ”Hjælper overhovedet alt det, vi gør, noget?”

”Jeg tror det”, sagde han, uden dog at kunne dokumentere det. En række af behandlingerne bortdømte han ganske vist som ”irrationelle”. Andre var blot uden terapeutisk virkning eller i det mindste uden skadelig effekt.

Men han kunne dog trøste sig og sine kolleger med, at man i det mindste ved hjælp af de mere lindrende midler ”har holdt nogle Patienter oppe indtil Krisen var overstaaet”.

Læs også: Den Spanske Syge II

Kilder

Ugeskr Læger 1918, s. 1660 ff., 1749 ff., 1782-3, 1830, 1949.

Ugeskr Læger 1919, s. 551 ff., 10. april s. 627 ff.