Da pandemien ramte i 1918, kunne lægerne kun lindre, ikke kurere. Men for at lindre skal man ud til patienterne. Heldigvis var bilen opfundet – men uden benzin kom man ikke langt.
DA INFLUENZA-pandemien »Den spanske Syge« ramte Danmark i 1918, diskuterede lægerne ivrigt sygdommens ætiologi. Den lignede tidligere epidemier, men var langt mere dødelig og ramte især unge, raske personer hårdt. Dødsfaldene skyldtes næsten udelukkende de pneumonier, som i mange tilfælde stødte til.
Mange behandlinger blev forsøgt – en del af dem med udgangspunkt i den forældede humoralpatologi, som trods de seneste 40 års gennembrud stadig rumsterede i baggrunden. Men lægerne måtte erkende, at ingen behandlinger virkede.
Men lægerne gjorde deres bedste – hvad en stærkt forhøjet dødelighed i standen vidner om. Og det bedste, de kunne tilbyde, var at give lindrende behandling til de syge, enten på sygehusene, i de nødlazaretter, der blev indrettet, eller ved hjemmebesøg.
Den øgede aktivitet krævede imidlertid mobilitet; man skulle langt omkring for at nå de mange patienter. Til alt held var den hestetrukne doktorvogn nu blevet afløst af det moderne automobil. Der var dog lige den hage ved det, at benzinen var rationeret på grund af krigen.
I Ugeskrift for Læger årgang 1918 handler en meget stor del af diskussionen om Den spanske Syge. Og et af de væsentligste emner handler om de problemer, der er forbundet med at bruge et automobil.
DR. GEORG Jepsen fra Nr. Nebel har i Ugeskriftet den 7. november 1918 læst, at myndighederne havde stillet ti tons benzin til rådighed for læger uden for København, og at lægernes motorklub ville stå for at fordele brændstoffet. Imidlertid havde en bureaukratisk instans ved navn »Benzin-nævnet« spændt ben, og nu appellerede dr. Jepsen om hjælp, »da Arbejdet under den tiltagende Epidemi var uoverkommeligt uden Ekstraration« af brændstof.
Endelig, efter mange bureaukratiske omsvøb, havde han fået »stillet 35 Kilo Benzin i Udsigt« – men så var der gået en uge, uden at der var sket noget. Dr. Jepsen havde derfor været nødt til at sige nej til adskillige sygebesøg på landet.
»Med en lille Motorcykle har jeg klaret mig nogenlunde om Dagen, gennemsnitligt 40-50 Kilometer daglig i de sidste 14 Dage – men om Natten kan man ikke i Længden hjælpe sig med dette Befordringsmiddel«, klager han. Nej – novembervejr og bælgmørke har ikke været sagen på en hostende Husquarna- eller BSA-motorcykel med en ustabil karbidlygte til at oplyse de hullede vestjyske grusveje.
Og når man oven i købet bliver flået i skat, hvis man vil holde bil – 34,46 kr. i kvartalet – kan man vel i det mindste forlange, at myndighederne tager sig sammen? Kunne staten for eksempel ikke fordele noget af al den benzin, som militæret råder over? Nu er krigen jo så godt som afsluttet, så mon ikke hæren ville »have godt af at klare sig med andre Befordringsmidler«?
LÆGE R. HENRICHSEN, Græsted, er helt enig med dr. Jepsen i, at »der udvises en underlig Hensynsløshed ved Benzinfordelingen«. Især har man »forurettet os Landlæger«, som må køre »baade 50 og flere Kilometer om Dagen«. Således havde dr. Henrichsen fået tildelt sølle »10 Kg. – for 3 Dage siden – og 10 Kg. for c. 1 Md. siden«.
»Man kan selv regne ud, hvad det forslaar! Og de Herrer Læger i Byerne, som har saa gode Færdselsveje, Sporvogne og saa korte Distancer, har faaet tildelt alt det Benzin, de kan bruge«. Og mens »de Herrer Bylæger« transporterer sig rundt i biler, må landlægerne »cykle rundt hele Dagen« og udskyde mange sygebesøg til næste dag.
For slet ikke at tale om »de Herrer Militærflyvere, som daglig bruger ligesaa mange Kilo Benzin, som vi vilde være glade for en hel Maaned – til ren og skær private Fornøjelse; de skal sætte Distance- og Højderekorder! Og alt paa et Tidspunkt, hvor man demobiliserer og hjemsender de indkaldte, og Freden er under Opsejling«.
Ogsaa dr. V. Schjerup fra Kjellerup – der just i oktober er blevet opført på Benzinnævnets liste over personer, der råder over »køreberettigede Motorkøretøjer«, ærgrer sig over, at måtte holde stille, mens »Flyverkorpset ødsler med Benzin i lange Baner for at sætte Højde-Rekorder paa over 5000 m o.l.«
I 1910 havde der kun kørt 678 personbiler på de danske veje. I 1918 var tallet naturligvis en del højere (og i dag nærmer antallet af biler sig 2,5 mio.) Men for almindelige mennesker var det hyppigst brugte transportmiddel i 1918 en cykel eller eventuelt en hest – med eller uden vogn.
De billigste bilmodeller kostede et par tusinde kroner. Det var, hvad en arbejder med en 48-timers arbejdsuge tjente på halvandet år. Hvis han ikke havde nogen sygedage – og dem var der mange af i 1918.
Flere læger var begyndt at anskaffe egne biler, og derudover havde staten og Københavns Kommune under epidemien stillet 50 biler til lægernes rådighed, lige som en række private havde udlånt deres køretøjer.
Men uden brændstof var de ikke meget bevendt – og benzin var en mangelvare. Diskussionen om de knappe benzinrationer fortsætter og overskygger i 1918 mange andre problemer, og Ugeskriftets redaktør Victor Scheel – som selv var overlæge på Bispebjerg Hospital og personligt havde stået for behandlingen af de influenzaramte – modtog dagligt breve fra læger over hele landet.
»JEG HAR IKKE undladt at lade disse Nødraab gaa videre til Regeringen«, skriver Scheel i Ugeskriftet den 12. december 1918, da han søger at afrunde den ophedede debat. Han oplyser, at man gennem Folketinget og Rigsdagen nu har opnået, »at der to Gange er stillet Extrarationer af Benzin til Raadighed, første gang 10 Tons, anden Gang 5 Tons«, og at de nu er fordelt, om end med de meget omtalte store forsinkelser og vanskeligheder.
Men da der fortsat råbes på benzin, har Scheel bedt regeringen om yderligere tildelinger og venter allerede i skrivende stund ti tons ekstra inden for en uge. Dertil kommer, at lægernes »Motorklub« har haft held til, via »Benzinnævnet« at fremskaffe yderligere 15 tons ud over de normale rationer.
Hvad angår forslaget om, at militæret skal tvinges til at aflevere deres overflod af benzin, har Scheel endda fået det konservative folketingsmedlem, lægen Johannes Lou, til at rejse sagen. Scheel har også talt med ministeren, men uden større resultat: Enten har hverken hær eller flåde den eftertragtede benzin. Eller også har de bare gemt det godt af vejen. Det eneste, ministeren ville love, var, »at jeg skulde faa mere Benzin, hvis jeg kunde vise ham, hvor der var noget at tage af«, skriver Scheel.
Endelig forsøger redaktøren at mægle i den evige rivaliseren mellem land og by, som nu også har stukket fjæset frem i skænderierne om benzintildelingerne – hvor landlægerne mener, at bylægerne – og da især københavnerlægerne – får alt, hvad de peger på, mens de selv bliver snydt.
»Men de københavnske Læger har ikke faaet nogetsomhelst Benzin«, skriver Victor Scheel. De har fået »Benzolsprit til 3 Kr. pr. Kilo«, hvad andre læger også kan få.
Og så gider Victor Scheel åbenbart ikke at høre mere snak om benzin. Om det skyldes hans fyldestgørende opsummering – eller hans redaktionelle magt – så ophører diskussionen om benzintildelingen herefter.
DESVÆRRE fortsætter influenzaen med at hærge i tilbagevendende bølger frem til 1920. Og ved udgangen af 1918 havde man kun lige set den første, beskedne begyndelse.
Under den første bølge – fra juli til september 1918 – blev der anmeldt omkring 80.000 tilfælde. Under anden bølge – oktober 1918 til april 1919 – anmeldtes omkring 650.000 tilfælde. Tredje og sidste bølge – fra januar til april 1920 – førte til 170.000 anmeldelser.
Fra oktober 1918 til april 1919 kostede Den spanske Syge 10.650 danske dødsofre.
Læs også Den Spanske Syge I
Den 5. marts udkommer læge Hans Triers bog »Angst og Engle. Den spanske syge i Danmark«. Gads Forlag, 264 s., ill. Kr. 299,95.
Se også: Den første undersøgelse af ”Influenzaens Aarsagsforhold” fra 1918 (pdf)
